Hemmeligheder og løgne

Kapitel 6 - En blindgyde?

På computeren taster pigen mit fars navn ind samt nogle andre tal. "Har du noget efternavn?" spørger hun mig. "Nej ikke rigtigt men du kan prøve med Smith - det hedder jeg og min mor hedder det ikke så..." Pigen taster 'Smith' ind på computeren og spørger hvad jeg hedder til fornavn. Jeg svarer 'Gabriella' og hun siger at hun hedder Sophie. En lyd kommer fra computeren. "Ingen macht... Jeg prøver uden smith," siger Sophie med håb i stemmen. Vi venter spændt mens computeren tænker. En ny og anderledes lyd kommer fra computeren. Jeg smiler. 13 macht! "Okay så du sagde at han ihvertfald boede her fra 15 - 16 år siden?" Jeg nikker bekræftende til Sophies spørgsmål. Hun retter på søgeindstillingerne. "Hvor kommer du fra?" spørger Sophie mens vi venter. "Murfreesboro." Hun ligner et spørgsmålstegn. Jeg fniser af hende - vores lille by er ikke særlig kendt. "Nashville, Tennessee," svarer jeg på hendes ansigtsudtryk. Hun fniser af sig selv og jeg fniser med. "Hvor mange år er du?" spørger jeg hende og Sophie svarer at hun er 18. Jeg griner stille. "Du ligner en på 19 eller 20!" Hun griner tilbage og vil vide hvor mange år jeg er. "Hvad tror du?" spørger jeg hende igen. "Også 18?" Jeg griner af hendes tvivlende ansigtsudtryk og siger at jeg nu kun er 16. Jeg kan mærke blodet stige i mine kinder. Jeg elsker når folk tror at jeg er ældre end jeg er. Jeg er træt af at være 16 og 'stadig et barn' - det sidste sagt i totalt sarkasme! Nogle gange er det rart at være som et barn men efterhånden så lægger det ikke i min natur. Jeg har skulle passet på mig selv i så lang tid at jeg føler mig som 18. Kan de 2 år så ik' nok bare gå hurtigere?!

I mens jeg sidder i mine tanker begynder Sophie at juble. "Haha jaa!" Jeg ryger ud af mit hoved og kigger sjovt på Sophie. "Hvad sker der?" Hun peger på computerskærmen. Med fed skrift står der '3 macht'. Jeg hammer Sophie en og sidder med åben mund. Sophie brokker sig lidt og jeg mumler undskyld med mine øjne limet fast på skærmen. "Okay så den ene er ikke en mulighed. Den anden er død og ham her..." Hun rykker med musen fra person til person. "Tja du kan jo prøve at opsøge ham men han var altså kun 17 dengang... såååå?" Jeg lukker munden hurtigt og mine mundvige ryger ned af. Og jeg som troede at jeg lige havde fundet ham  men fordi det er mig skal sådan noget da ikke ske! Gud hvor jeg hader det her lige nu. "Du kan jo altid spørge kongen," griner hun og rykker musen hen til den ene Anthony. "Men jeg tvivler på at det er ham! Hvis du er heldig kender han en eller flere Anthony'er udenfor systemet men jeg tvivler. Han går ikke op i andre end de rige og dem der ikke er i systemet er OVERHOVEDET ikke rige - det er de færreste i systemet der faktisk ER rige!" Jeg kan tydelig mærke at Sophie er frustreret over det men hvad kan jeg gøre ved det?! "Når men tak for din tid," siger jeg med tristhed i stemmen og rejser mig op. "Vi ses måske på et tidspunkt." Med den kommentar går jeg ud fra baglokalet og på vej hen til døren hører jeg hende råber 'ses' efter mig.

Ude på hovedgaden hænger jeg bogstaveligt talt med hovedet. Sophies sidste kommentarer florere rundt i mit hoved. Jeg kunne jo altid spørge kongen om han har kendt en Anthony. Det kunne da godt være at det var ham der var død. Jeg ser computerskærmen for mig. Nedenunder hvert billede står der navn og fødsels/død. I mine tanker svæver mine øjne hen til den døde mand. Jeg finder hurtigt hans fødsel og død. Det er kun år, ikke datoer. 1938 - 2003. Mmh. Jeg tvivler på at mor var sammen med en olding.

Jeg går ind i en bladkiosk og kigger på nogle forskellige blade. Jeg finder et 'Seventeen' blad og går op til kassen. "Du kan få det lokale blad med hvis du betaler 2 euros mere," siger ham der står ved kassen. Jeg finder min pung frem og tager et par euros op. "Så bliver det 7 euros," smiler han og rækker hånden frem for at tage imod pengene.