Hemmeligheder og løgne

Kapitel 34 - Kaos

Jeg skal lige til at rejse mig fra bordet da min far kommer ind igen. "Du er her i en måned og så kigger vi på det igen," siger han blot og sætter sig ned. "Hvad snakker du om?" spørger jeg hårdt. "Jeg har lige snakket med din mor," forklarer han og jeg er ved at falde ned af min stol. "Hva'?! Har min mor sagt at jeg skal blive her i en måned?" udbryder jeg, chokeret over min egen mor kunne finde på at sige sådan noget. "Sådan da," mumler Anthony. "Men jeg vil hjem!" brokker jeg mig som et lille barn. "Du må gerne besøge dine venner med privatflyet men først om en ugen," svarer han roligt dog strengt. "Du kan ikke bare bestemme over mig. Jeg vil ikke gå i lyserøde kjoler!" fortsætter jeg. Jeg tænker på Seventeen bladet med Zendaya på. Jeg ville gerne have dén lyserøde kjole på men ikke andre. "Du er 16 og det er ikke til diskussion!" råber han. Jeg udbryder en opgivende lyd og skubber voldsomt stolen tilbage. "Du er den værste! Både far og konge!" råber jeg lige op i min fars ansigt og løber op på mit værelse. Jeg smækker døren i og vil virkelig ønske at der var en lås på. Selvfølgelig ikke! Jeg smider mig på den blå seng. Blå. Jeg har ikke bedt om at have blåt blod i årene! Jeg gider det ikke! Kan jeg ikke bare have en normal far? Jeg kaster en pude på døren. I samme øjeblik træder William ind. "Hvad?!" spørger jeg irriteret. "Du var altså bare lidt hård," svarer han og sætter sig ned på en stol. "Jeg fortalte bare sandheden som han ikke selv kan se," snerre jeg hårdt, frustreret ovre situtationen og min far. "Okay han er måske ikke den bedste far eller konge men du er jo heller ikke den datter han havde regnet med," fortsætter William. "Er du nu på hans hold?" anklager jeg og sætter mig vredt op. Mit hjerte pumper voldsomt og jeg begynder at få det mere og mere varmt. "Nej, Gabriella, men du bliver også nødt til at se det fra hans side af," siger William helt roligt. En usynlig hånd giver mig en lussing. Han har ret. Jeg har slet ikke kunnet se ud over mig selv! Hvor er jeg en selvvisk idiot, nogen gange. Mit blik bliver bedrøvet og jeg sukker. "Det er bare vildt svært for mig at være en rigtigt prinsesse," starter jeg og tøver. "Jeg har altid været sammen med drenge... jeg ved ikke hvordan en pige skal opfører sig." William nikker forstående. "Det er noget du kan lærer men du skal have viljen til det. Vil du det her?" spørger han. Jeg ryster på hovedet og snøfter. "Så sig det til ham," smiler William og går ud.

Lidt efter kommer Anthony ind. "William sagde du ville tale." Jeg nikker som svar og han sætter sig på den samme stol som William sad på. "Hør," starter jeg og tager en dyb indånding. "Jeg vil ikke det her, jeg vil ikke være en prinsesse i lyserøde kjoler. Det er ikke mig. Jeg ved godt at jeg nok ikke er den datter du forventede eller ønskede og jeg undskylder for min opførelse men..." Anthony afbryder mig. "Kompromis?" spørger han blot. Jeg nikker. "Men hvor skal jeg bo? Her eller i Murfreesboro?" spørger jeg, taknemmelig for en løsning. "Skiftevist?" forslager han. "Men jeg vil ikke gå i lyserød kjole!" advarer jeg. "Det bliver du nødt til hvis du skal være en prinsesse!" vrisser han. Han er jo ligesom en teenager! Humørsvingningerne kører bare rundt. "Hvorfor? Står det i prinsesseloven?" vrisser jeg tilbage flabet. "Åh, du er jo umulig," råber han. "Lige over, makker," råber jeg igen men bliver rettet. "Det siger man ikke!" "Argh!" snerre jeg og fægter med armene. Efter at have fortsat et lille stykke tid forsvinder min far med et rødglødende ansigt. Jeg kaster mig tilbage i sengen og sukker. Jeg kunne godt bruge et mirakel nu!