Hemmeligheder og løgne

Kapitel 39 - Spontan indflytningsfest

"Børn?" råber min far nede fra entréen. "Er vi børn?" spørger jeg fornærmet. "Han må mene nogle andre," joker William. Sophie og Tristan stemmer i med 'helt klart' og 'vi er ikke børn'. Vi fortsætter med at snakke inde på mit værelse. Vi bliver dog hurtigt afbrudt, for ind af døren traver Anthony ind. "Skal jeg nu komme op hver gang jeg vil sige noget til jer?" spørger han i et streg toneleje. Som den eneste svarer jeg igen. "Du sagde børn. Du kaldte tydeligvis ikke på os," tilføjer jeg flabet og smiler sukkersødt. Anthonys ansigt begynder så småt at blive en mærkelig blanding af rød og hudfarve. Ikke at farven klæder ham! Jeg åbner munden for at sige det men lukker den hurtigt igen. Måske er det ikke lige det bedste tidspunkt at få ens far op i det røde fælt...! Min far ånder lettet ud da jeg ikke vil sige mere og begynder sin snak. "Vi holder en spontan lille komsammen i aften," smiler han stolt. "Sophie og... Tristan?" begynder han og Tristan nikker bekræftende. "I må meget gerne blive og være med," slutter han og kigger afventende på os. "Og hvad er grunden?" spørger jeg i undring mens de andre forbliver stille. "Dit værelse, at du er flyttet ind... det er vel en indflytter fest!" forklarer han med begejstring. Det er ikke lige fordi den begejstring smitter... "Endnu en fest? For mig?" sukker jeg og falder død om på sengen. "Jeg MAGTER det ikke," klager jeg og dør lige så stille indeni. Heldigvis var det da bare en lille komsammen.

"Nej!" "Jo!" "NEJ!" "JO!" "Jeg vil ikke!" "Du skal!" "Nej!" "Jo!" "Du kan ikke tvinge mig!" råber jeg flabet ind i min fars ansigt og låser mig inde på toilettet. Der bliver stille og fodtrin høres. Han må have gået ned til sin lille komsammen... eller hvad man nu skal kalde den. Med en 'lille komsammen' mener han åbenbart en indflytningfest for mig som indenholder 3retters menu, cirka 20 (alt for) fornemme overklasse mennesker, kæmpe baner og et par fotografer som er overalt! AARGHHH! Jeg er så træt af alt hans lort! Som om jeg nogensinde vil hoppe i den rædsomme kjole! Prøv lige at kig på den!
En lilla cocktailkjole med lilla'e gåsefjer, OVERALT! Den er mega grim! Som om jeg vil ligne en omvandrende lilla struds til min "egen" fest!

Jeg bliver afbrudt af en banken på døren. "Hvad?!" vrisser jeg hårdt, vredt og højt af den lukkede dør. "Rolig, det er mig," siger en alt for velkendte stemme. Min helt egen stalker. Okay, det lød så meget bedre i mine drømme! "Må jeg komme ind?" spørger Tristan og jeg åbner stille toiletdøren. Over skulderen ligger den grimme kjole. Jeg ryster voldsomt på hovedet. "Det kommer ikke til at ske!" råber jeg hurtigt. "Bare tag den på," siger han og kaster den til mig. Jeg stirre på ham med kjolen i hånden. "Årh jeg så dig jo også i undertøj til sidste fest," klager han. "Du kan i det mindste lukke døren," klager jeg tilbage og døren bliver lukket, lidt for hårdt. Jeg tager kjolen på og... ja... ingen ord kan beskrive det hæslige syn der står foran spejlet. "Den er da ikke helt..." begynder Tristan langsomt men stopper sig selv. "Godt jeg tog en saks med," smiler ham. "Nej. Jeg har aftalt med min far at det ikke kommer til at ske igen," siger jeg alvorligt. "Selvfølgelig lovede han også at jeg ikke blev tvunget til at gå i prinsessekjoler," mumler jeg. "Men det er en anden side af historien. Faktum, nej!" siger jeg højere. Tristan trækker fat i kjolen og river et af fjerende af. Vi kigger beundrende på den lilla'e fjer han holder i hånden. "Ups," smiler han lumsk og vi tænker vist begge det samme. Hånd i hånd med Tristan går vi halvvejs ned af marmor trappen ud til entréen og står nu på den lille agtige balkon. Den lilla'e kjole falder smukt og naturligt ned, fjerene blev dog på toppen. Kun fordi de var syet fast...! Upsi! "Vil I se mit nye værelse?" smiler jeg ned til forsamlingen som går med os op på mit gør-det-selv værelse.

"Så du din fars ansigt da han så dig i den kjole?" sprutter Tristan med cola i munden. Jeg nikker voldsomt. "Han har det største had til mig, nogensinde," storgriner jeg og kaster en chips op i luften og griber den med munden. "Åååhhh! Badass, girl!" udbryder Tristan stolt og giver mig en high-five. "Tak, tak, du," smiler jeg stolt så hele verden kan se det. Jeg har nu også prøvet op til 20 gange og det var første gang det lykkes. Endelig! "Jeg lagde også mærke til dit ansigt," smiler jeg lusket til Tristan. "Din lille dirtymind!" griner jeg og Tristan får et par røde kinder. Jeg flækker endnu mere af grin. "Hvor er du nuser når du rødmer," driller jeg med babystemme. "Nej, stop det. Jeg er ikke nuser, jeg er sej," smiler han smørret og vi flækker af grin. Sophie kommer ind midt i vores grineflip. "Jeg smutter nu, grinende bænke bider," smiler hun og forsvinder igen. "Hun blev åbenbart ikke og sov," siger jeg trist. Jeg havde ellers spurgt hende i starten af festen men hun må have glemt det. Ellers så har William sagt noget. William! Jeg kaster puden jeg sidder med i hovedet på Tristan og skynder mig ned af gangen. Jeg braser ind på et blåt drengeværelse. "William!" råber jeg og han ser at han sidder på gulvet med en pude og uglet hår. "Hvad har du sagt til Soph?" spørger jeg truende og går langsomt hen til ham. "At jeg elsker hende," mumler han og kigger ned i jorden. "Årh for helvede bror!" mumler jeg og tænker på da Sophie sagde at hun lige var kommet ud af et forhold. "Hvad har jeg nu gjort?!" udbryder han og sukker opgivende. "Jeg sagde bare sandheden..." surmuler han ned i gulvet. Jeg sætter mig ned ved siden af han på det blå gulvtæppe. "Nogle gange går sandheden bare ondt," trøster jeg. "Hør, det har intet med dig at gøre," begynder jeg og føler at jeg er med i en film. "Soph er lige kommet ud af et forhold, det hele er nyt for hende og når en dreng siger sådan noget helt uventet, kollapser pigers hjerne," prøver jeg og ser at William lyser lidt op. "Så jeg har stadig en chance?" spørger han med julelys i øjne og jeg tvivler på at han overhovedet hørte hvad jeg sagde. "En stor en, men tag det roligt," forsikre jeg men han er allerede ude af døren. Jeg lister hen til mit værelse igen.

Det jeg finder vil for altid være i min hjerne...