Hemmeligheder og løgne

Kapitel 22 - En lyserød sky

Jeg kan hører at folk så småt er begyndt at komme. Et par overfladiske grin svæver op til værelset og jeg tænker med det samme at det bliver en lang aften. Heldigvis har jeg min trofaste veninde, Sophie, som er ved at lægge sidste hånd på hendes look. Sophie har en lang kjole på som sidder tæt ned til taljen hvor den for et naturligt fald. Hendes kjole er koralblå, samme farve som hendes øjne. Hendes blonde hår er sat op i en knold med to krøllede totter foran som indrammer hendes smukke ansigt. Hun har et par sølvfarvet højehæle på som er lukket om tæerne. Hun har en sølvfarvet øjenskygge på plus mascara og en lyserød læbestift. "Wow du ligner en gudinde!" siger jeg oprigtigt og betaget. Et sødt tak kommer ud fra hendes perfekte læber. "Jeg går ned og finder William," siger hun og blinker. "Du ser smuk ud," tilføjer hun inden hun går ned til festen. De få sekunder døren er åben hører jeg en velkendt stemme sige: "Du må ikke gå op til hende." Jeg bliver nysgerrig og åbner døren men samtalen er allerede sluttet.

Personen med den velkendte stemme kommer op til mit værelse og forklare hvordan det skal foregå. "Når alle gæsterne er kommet holder jeg en lille velkomst tale og der skal du stå klar. Når jeg er færdig spiller musikken og du begynder at gå frem til trappen så alle folk kan se dig. Du går elegant ned af trappe og du vil blive introduceret for det allervigtigste personen," siger Anthony, altså min far. Gosh jeg skal lige vende mig til at skulle kalde ham far! Jeg nikker og han går ned igen.

Jeg kigger ind i spejlet og ser mig selv. Kjolen jeg er tvunget til at have på er en rigtig prinsessekjole. Jeg hader den sindsygt meget! Korsaget er lyserødt, det store tylskørte er lyserødt - selv mine sko go makeup er lyserødt. "Jeg er jo en omvandrende lyserød sky!" tænker jeg frustreret højt og kigger ned af mig selv med opgivende arme.

"Ikke lige hvad jeg havde regnet med at se dig i, lyserøde sky," siger en stemme i lokalet og jeg kigger op i spejlet. Tristan står bag mig i et sort jakkesæt istedet for hans normale hvide T-shirts og mørkeblå shorts. Han har også finde sorte sko på istedet for Converse. Fodtøjet har vi tilfælles. "Det havde jeg nu heller ikke selv," siger jeg opgivende og går hen og sætter mig på sengen. Tristan trækker en stol hen foran mig og sætter sig omvendt på den. "Hvordan er du egentlig kommet her op uden nogen har set dig?" spørger jeg da jeg tænker på om det var ham min far snakkede til tidligere. "Jeg spurgte en stuepige, Satita vist nok, om der var en anden vej op til dig," svarer han og jeg kan sagtens forestille mig Satita hjælpe Tristan. Jeg nikker og lader mig selv falde bagover i sengen. "Hvad gør jeg?" spørger jeg mut. "Jeg kan ikke gå rundt og ligne en lyserød sky hele aften - det er ikke mig," fortsætter jeg. Det er som om at det hvide loft snakker til mig men jeg ved at det er Tristans stemme jeg hører. "Måske har jeg en ide," siger han og jeg sætter mig med ét op for at opdage at han har et skævt smil plantet i ansigtet. "Kom med mig!" siger han og jeg griber hans hånd som løfter mig op.