Hemmeligheder og løgne

Kapitel 45 - Postbuddet

Jeg sidder oppe i min vindueskrog. Jeg har fået ryddet værelset op igen. Lige nu vil jeg bare glemme alt der er sket. Jeg lader min pande ramme ruden og jeg sukker. Jeg lukker øjnene for et øjeblik og nyder stilheden uden fra. Før jeg satte mig til rette åbnede jeg vinduet. Nu strømmer der en lun brise ind på mig. Stilheden udenfor bliver afbrudt at fodskridt i stene. Jeg åbner øjne. Jeg farer neden under og ud af døren før at personen når at komme ind. Det er postbuddet i en blå uniform med en hat helt nede i hovedet. "Tak," siger jeg og river den lille kasse ud af hånden på ham. Jeg vender mig om og skal lige til at gå. En arm griber fat om mit venstre håndled. Den hånd jeg holder papkassen i. "Gabriella." Stemme får mit blod til at fryse. Tristan.

"Giv slip," siger jeg uden at vende mig om. Hvor er han ond at klæde sig ud som postbuddet! Snyder, forræder, idiot, løgner, udnytter! "Gabriella," siger han igen, helt roligt. "Lad mig nu bare leve mit liv som jeg er bedst til!" vrisser jeg og hiver min arm til mig. Pokker tag Tristan og hans stærke muskler! Jeg er låst fast. "Gabriella, jeg vil ikke se dig gøre det her mod dig selv," fortsætter han. "Så kig væk!" råber jeg tilbage og vender mig om. "Det her er blandt andet din skyld, så du har intet at skulle have sagt i den her sag!" snerre jeg lige op i hans ansigt. De brune øjne funkler og jeg tager mig selv i at betage ham. "Der er en anden løsning," beroligere han med støttende øjne. "Jeg er så træt af den sætning!" hvisler jeg gennem mine sammenbidte tænder ligesom en slange. Den usynlige pige dukker op igen ved siden af mig. Han har ret, hvisker hun til mig. Jeg prøver at fryse hende ude. Det virker ikke, siger hun blot og smiler sit smukke smil. Han har ret, gentager hun igen. "Hold mund, Thea!" råber jeg ud til siden. Tristan kigger skræmt på mig. "Hvem er Thea?" hvisker han og kigger med store øjne på mig. De brune øjne udstråler bekymring og kærlighed. Hvis jeg ikke var sur på ham ville jeg falde i med det samme. "Drop skuespillet," vrisser jeg til ham samtidig med at jeg vender min opmærksomhed på ham igen. "Jeg holder virkelig af dig!" råber han tilbage og sukker opgivende. "Prøv ikke at skjule, hvor stor en pestilens jeg er for dig," græder jeg og løber indenfor igen. Thea følger efter mig med Tristan i hælene. "Gabriella!" råber han og fælder mig bagfra i entréen. Bare hør på ham, hvisker Thea til mig. Ligesom du gjorde på mig. Tristan vender mig om så jeg ligger på ryggen med ham siddende på mig. "Undskyld," hvisker Tristan. "Men jeg vil ikke hører på ham, Thea!" råber jeg til hende og fryser Tristan ude. "Han udnyttede mig, du så det selv!" fortsætter jeg ud i luften. Der er altid flere sider af historien, siger hun. Selvom hun har ret vil jeg ikke lytte. "Flyt dig!" råber jeg og skubber til Tristan. Han flytter sig ikke det mindste og jeg råber igen: "Flyt dig!" Ud af øjenkrogen kan jeg se min far komme løbende fra kontoret. "Hvad foregår der her?" udbryder han og stopper lidt væk fra os. "Pakken," nikker Tristan mod min venstre hånd. Anthony løber helt hen til os og jeg strammer grebet om den lille papkasse. Jeg vil ikke også lade min far vinde over mig. Vreden strømmer igennem mig. Uden jeg opdager det har jeg fået skubbet Tristan væk med en uforklarlig styrke. Jeg skynder mig op inden min far kommer hen til mig. Med pakken i hånden spurter jeg ud af døren.