Hemmeligheder og løgne

Kapitel 9 - Borger service i fremtiden

Jeg vågner op med det vildeste hår og ikke engang efter at have redet det og sat det op i en hestehale var det stadig totalt kaos - ligesom mig lige nu. Siden jeg kom her er alt bare gået ned af bakke. Okay, jeg har nu også kun været her i en dag... Jeg håber bare at jeg kan finde ud af noget i dag!

Efter at have spist et æble til morgen mad skynder jeg mig ned til Sophie. "Halløj, halløj, du!" kommer jeg smilende ind. Mit smil forsvinder dog lige så stille da jeg ser Sophies ansigt. Hendes hoved hviler på hendes hånd som hviler på hendes albue. Hun kigger ned i bordet og hendes mundvige peger den modsatte vej end opad. "Hey hvad sker der?" spøger jeg langsomt mens jeg går hen til hende med forsigtige skridt. Det kan godt være at jeg kalder hende for en god ven men jeg har jo også lige mødt hende. Egentlig så ved jeg ikke noget om hende og alligevel er hun en af de eneste jeg snakker med efterhånden. Jeg snakker også med Nicko og lidt med Sara - ellers er jeg mest alene - ud over Sophie. "Jeg kom ikke ind på colleges her i byen så nu skal jeg ind på et mindre et på den anden side af øen. Det er forfærdeligt!" Jeg går om bag disken uden at have fået lov - i det øjeblik er jeg egentlig ret ligeglad - og krammer Sophie. "Jeg lover jeg vil gøre alt for at få dig ind! Jeg er så ked af det på dine vegne," siger jeg midt i krammet og trækker mig væk for at kigge hende i øjne. Jeg giver hende et blik som siger: 'Tro mig. Jeg lover det. Jeg er her for dig'. Hun bryder sammen i gråd i mine arme og vi sætter os ned ude bag ved. Jeg lytter. Hun fortæller. Dog varer det kun et par minutter for døren åbne ude foran og en lille klokke ringer.

Sophie kigger på mig med store øjne. "Jeg kan ikke tage imod en kunde sådan her!" gæder hun og jeg nikker og for sat mine fødder en efter en hen til disken. "Hej hvad kan jeg hjælpe med?" spørger jeg en ældre dame som står på den anden side. "Ja tak. Ved du om byens college er det bedste på øen?" spørger hun i en ensartet tone. Kan jeg være mere heldig i dag?! Sophie har lige snakket om at det her i byen var det bedste på øen og at det ville give fantastiske muligheder hvis hun giv der. Det fortæller jeg selvfølgelig til den ældre dame - dog ikke at det er Sophie der lige har fortalt det. "Okay tak," nikker hun og skal lige til at vende sig om. Jeg stopper hende hurtigt. "Vent - Har du adgang til nette på enten en mobil eller computer?" Hun nikker undrende og hiver en gammel telefon op. "For så kan jeg finde skolens hjemme side så du kan læse mere," siger jeg for at hun bedre forstår. Jeg tager telefonen og bom, så er jeg inde på skolens hjemme side og viser damen det. Hun bliver helt forbavset og bryder ud i et stort smil. "Tusind tak! Du er da en klog pige." "Takker! Hav en god dag," siger jeg ligesom jeg hørte Sophie sige det da jeg mødte hende for første gang. Damen siger 'i lige måde' og går glad ud derfra. Sophie kommer ud og står med åben mund. "Må jeg ansætte dig?!" spørger hun tåget. Jeg griner af hendes kommentar og sammen griner vi. Sophie stopper og siger: "Ej seriøst, jeg mener det! Du er fantastisk når det gælder mennesker." Jeg er helt smigret og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har aldrig hørt nogen sige sådan noget til mig. Da jeg for det meste har været sammen med drenge har jeg aldrig brugt den pigede-venlige-side. Det har ikke lægget i min natur før i dag. "Det kunne være så hyggeligt Gabriella!" fortsætter Sophie. Jeg ved ikke helt om jeg skal sige ja eller ej. Jeg kom jo for at finde min far, ikke for at få arbejde - jeg skal jo ikke bo her resten af mit liv!

"Okay!" Jeg bliver selv overrasket af mit eget svar og jeg er ikke den eneste. Et lys strømmer op til Sophies øjne. "Og når der ikke er kunder leder vi efter din far!" jubler hun og jeg kan ikke lade hver med at juble sammen med hende!
Den her da skal nok blive bedre end i går - starten har da været en succes, bare ikke i forhold til min opdagelse på at finde min far...