Hemmeligheder og løgne

Kapitel 19 - Min tid i spotlyset

"Hvordan er Gabriella som person og hvad er grunden til at hun er her?" spørgen en mand med blokken klar og en blyant. Et kamera hænger rundt om hans nakke i en tyk snor. "Ser du Nate," begynder Anthony og jeg tror de har mødtes får et par gange. "Jeg kender hende egentlig ikke som sådan endnu, det hele skete så hurtigt. Gabriella opsøgte mig for et par dage siden men det var først i går at jeg vidste at hun var min datter. Måske er det bedre hvis hun selv kommer her op og giver en lille præsentation af sig selv," forslager han og kigger på mig. Jeg nikker på det ustillede spørgsmål om det er okay. Vi bytter plads og alle øjne følger mine skridt. Jeg tager mod til mig og begynder at fortælle min lille livshistorie - dog undlader jeg en del da de ikke skal grave i mit personlige liv.

"Når jamen hej," starter jeg. Akavet! "Jeg hedder som sagt Gabriella Smith og det sjove ved mit efternavn er at hverken Anthony eller min mor har det så jeg ved ærligtalt ikke hvorfor jeg hedder Smith," siger jeg bare for at starte et sted. "Jeg er 16 år og bor rigtigt i Murfreesboro, lidt væk fra Nashville. Da jeg var lille var min mormor en stor del af mit liv men hun døde da jeg var 7 år. Min mor kan jeg ikke kende hvis hun ikke er på arbejde. Hun arbejder nærmest 24/7 for at vi kan overleve. Jeg har stort set opdraget mig selv de sidste mange år dog med hjælp fra mine venner. Med venner mener jeg drengevenner hvis vi skal have lidt info på. Vi havde vores egen lille familie og jeg er den bedste cheerleader når det gælder fodbold. Jeg tager altid med drengene når de skal spille fodboldkamp for skolen, selv på udebane. Som den eneste pige i vores gruppe er jeg nok en stor drengepige. Mine første veninder fik jeg for et år siden og for en uge siden fandt jeg Sophie som har hjulpet min meget her på øen. Jeg holder virkelig meget af hende - næsten mere end Nicko," griner jeg for jeg siger det her mest til mig selv. Jeg lægger ikke så meget til det store publikum der står foran mig men nyder bare at kunne siger min lille historie højt. "Jeg har altid vist at jeg havde en far og nu ville jeg bare gerne finde ham så jeg fløj til øen efter jeg havde sparet op i et stykke tid så jeg kunne overleve her. Sophie hjalp mig da hun, eller vi, arbejder i 'Borger Service'. Så det var vel egentligt det," siger jeg velvidende at jeg kun har fortalt halvdelen af mit liv. Der er en ting som jeg ikke synes de skal vide...

Pressekonference bliver endelig færdig samt min tid i spotlyset. Det er ikke noget jeg vil vende mig til! I en samlet flok går min nye familie og jeg ind i køkkenet hvor Sophie sidder mens Satita er ved at lave mad. Sophie sidder ved en ø midt i køkkenet og spiser små snacks mens hun er ser på et fjernsyn der hænger oppe i det ene hjørne. "Det var så mødet med vores nye prinsesse alle sammen og noget siger mig at hun nok skal sætte noget i gang mens hun er her," siger en mand i fjernsynet. "Måske har han ret," siger jeg og Sophie vender sig om. "Gabriella!" udbryder hun og løber hen og krammer mig. Jeg krammer tilbage og bagefter præsentere jeg hende for "min familie". "Og til sidst men ikke mindst, William det her er Sophie. Sophie det her er William," siger jeg og blinker til Sophie som smiler flirtende til William. William før da også et smil på jeg ikke har set før. "Når Gabriella, vil du ikke blive og spise med?" afbryder Lisa. "Ja gerne. Vi..." svarer jeg og kigger på Sophie. "vil gerne bliver og spise." Jeg låser min arm rundt om Sophies og kigger ventende på Anthony. Mesteren i stoneface forbliver stum men Lisa siger at det ikke er noget problem. "Satita hørte du det?" spørger hun for at sørge for at der er mad nok. "Jeg startede med at lave med til 5 istedet for 4," svarer hun selvsikkert og tilføjer til Sophie og jeg: "Jeg er synsk," og vi bryder ud i grin.

Middagen er hyggeligt dog med nogle akavede pause. EN DEL akavet pauser men wow maden den var god! "Tak for mad," siger Sophie og jeg kigger undrenede på hende. Jeg forstår ikke hvorfor hun sagde det... Sophie fniser af mig og jeg lægger mærke til, ud af øjenkrogen, af William elsker hendes fnis. "Vi må vel hellere til at gå Soph," siger jeg højt og vi rejser os fra bordet. Jeg vinker farvel mens Sophie siger; "Det var hyggeligt at møde jer," og kigger en ekstra gang på William. Vi går ud i den store entré og tager sko go jakke på. Satita kommer ud og giver os en farvel krammer. Da Sophie og jeg går hen til busstoppestedet griner Sophie: "Du har vist aldrig rigtigt lært manerer ved bordet." "Nej det var da noget mærkeligt noget du sagde der inde," siger jeg oprigtigt. Bussen kommet og vi griner mens vi stiger ind. "Jeg har vist noget jeg skal have lært hvis det her skal gå!"