Hemmeligheder og løgne

Kapitel 33 - Middag

Jeg vågner op på en hård sofa med et tæppe omkring mig og en slatten pude under mit hoved. Lys strømmer ind fra vinduerne. "Godmorgen," hører jeg en stemme sige bad mig. Jeg sætter mig op og vender mig om. Sophie står i et par store stofshorts og en sort top med sit blonde hår i en franskfletning. "Godmorgen," svarer jeg og mindes om aften igår. Efter mit møde med den klamme mand fortalt jeg det hele til Sophie. Vi sad på sofaen og jeg må have faldet i søvn. "Hvad er klokken?" spørger jeg hende da hun kommer ind fra køkkenet med en skål yoghurt. Hun rækker mig skålen og svarer at den er lidt over ti. Jeg stopper i min bevægelse. Skeen med yoghurt på svæver i luften. "Jeg skal være på slottet ved middagstid," siger jeg blot og løfter skeen op til min mund fraværende. Jeg stirre ud i luften og spiser min slaskede yoghurt. Vægten på sofaen ændre og Sophie går forbi mig. Jeg følger hende med øjne indtil hun er ude af stuen. I det fjerne hører jeg en dør åbnes. Jeg sætter skålen fra mig og hører hvisken ude fra gangen. Jeg kigger ned af mig selv og ser at jeg stadig har det samme på fra igår: 'de gode bukser' og en hvis T-shirt med huller i. Jeg skænker Tritstan en tanke. Han må været så bekymret, jeg forsvandt jo bare! Jeg læner mig tilbage i sofaen mens tankerne flyver rundt i mig. Hele episoden fra igår spiller inde i mit hoved med tankerne som en voiceover.

Fodskridt overdøver mine tanker. Jeg kigger op. Sophie står sammen med Tristan. Da han kigger mig i øjne føler jeg en tomhed. Ikke fra ham men fra mig selv. Inde i mig selv. Sophie går ud af stuen med et bekymrendeblik på mig. Tristan sætter sig ned ved siden af mig i sofaen. "Hvor blev du af?" spørger han og jeg kigger på ham. En tåre triller ned af min ene kind og jeg læner mig ind til ham. "En mand prøvede at overfalde mig," hvisker jeg. Tristan trækker mig længere ind og jeg føler mig taknemmelig. "Det okay. Det skal nok gå. Du er stærk," smiler han. Som et lyn rammer en lyd mig. Den er fra igår. Jeg hørte en puslen. Mindet forsvinder ligeså hurtigt som det kom.

Jeg trykker ned i et guldhåndtag. Duften af mad rammer min næse i den store entré. "Halløj!" råber jeg ud i det store slot. William kommer luntende oppe fra første etage. Da han kommer ned fra trapperne får jeg en stort krammer. "Åh...okay," siger jeg i choktilstand. William giver slip og jeg kan endelig trække vejret. Han holder mig ude i armstrakning med sine hænder på mine skuldre. "Er du okay? Hvor er jeg glad for at du er okay," flyder det ud af ham før jeg overhovedet kan nå at svare. Jeg griner af ham og går ud i køkkenet. "Hej Satita," storsmiler jeg. "Min lille skat!" udbryder hun og forlader maden for at give mig en krammer. William kommer traskende. "Hvor vi..." starter jeg men bliver afbrudt af William. "Soph," svarer han og sætter sig ved siden af mig på en barstol. Jeg løfter øjenbrynene to gange. William ryster tøvende på hovedet som svar på mit ustillede spørgsmål. Jeg smiler for mig selv og ved at han lyver.

Vi rykker ind i den store spisestue da Satita er færdig med maden. "Halløj," hilser jeg da jeg ser min far og Lisa komme. "Det hedder goddag," retter min far mig og jeg vender øjne af ham. Som et comeback får jeg dræberøjne og iv sætter os til bords. "Når men jeg har nogle interessante nyheder," reklamere Anthony med store arm bevægelser midt i maden. Jeg fortsætter mig bevægelse og fører gaflen men et stykke gulerod ind i munden. William og jeg kigger afventende på ham. Fra den ene bordende lyder Lisas stemme. "Uh det er så spændende," hviner hun og vi vender tilbage til den anden bordende hvor Anthony sidder. "Gabriella skal flytte ind her," annoncerer han. "Hvad skal jeg?" "Hvad skal hun?" udbryder William og jeg på samme tid. Min kæbe ryger til bordet. Anthony nikker bekræftende. "Fedt," lyder det fra William. Jeg vågner op og tager min kæbe til mig. "Det har du bare lige besluttet uden mig?" spørger jeg frustreret. Nu er det min tur til at fægte med armene. "Vi har," retter min far mig og kigger ned på Lisa. "Men jeg skal jo hjem på et tispunkt," klager jeg. "Mit liv er ikke her." En stilhed rammer spisestuen. "Din mobil, tak?" beder min far og rækker hånden frem. Jeg giver ham langsomt mobilen, bange for hvad han vil gøre. "I må have mig undskyldt," undskylder han, rejser sig op og bukker. Der efter går han ud og vi fortsætter med at spise i en akavet stilhed.