Hate Can Change

-Kapitel 39-

Jeg bankede hårdt på døren, og krydsede armene. Mørket havde stille lagt sig og det var blevet mere koldt. Døren blev åbnet af Cameron, som så helt forvirret på mig. Jeg smilte flabet til ham og trådte forbi ham. Jeg gik ovenpå og braste ind på Codys værelse, hvor de var igang med at pakke alle deres ting.

"I vover på er at gøre det her Cody!" Sagde jeg bestemt og truende, de så alle op på mig og rystede på hovedet.

"Vi gør det og du kan ikke stoppe os Allison." Cody løftede kort hovedet endnu en gang og så på mig, han var hurtig til at pakke videre.

"Fint så tager jeg med jer, nogle skal jo passe på jer." De andre drenge grinte kort, Cody kom gående hen imod mig med hurtige skridt. Han pressede mig op af væggen, mens hans kæbe var spændt helt op. 

"Du kommer ikke med." Jeg rystede på hovedet, rettede på tasken over min skulder og lænede hovedet på skrå. Mine øjne kom i kontakt med hans og pludselig stod verden stille, hans øjne lyste af bekymring, vrede, forvirring og lidenskab. Jeg må indrømme at jeg fik dårlig samvittighed, det var min skyld at alle de følelser var inde i ham på samme tid, da jeg besluttede mig for at stikke halen mellem benene ligesom en eller anden kylling. Men jeg vil ikke være en kylling længere og jeg lader dem ikke tage afsted alene, ikke til at diskutere.

"Desværre har du intet valg." Han bankede hånden ind i væggen og det fik mig til at spjætte af forskrækkelse. Han gik tilbage til tasken og tog den op, inden jeg fik set mig omkring var han ude af værelset og på vej imod bilen.

~~~~~

Vi stod ved et kæmpe hegn lavet af de der irriterenede tynde metal dimser. Det var helt mørkt og kun få gade lamper lyste. Et enkelt skilt hvor der stod vi ikke måtte træde indenfor hegnet var hængt op, men selvfølgelig ignorer de bare skiltet.

Drengene var hurtig ovre på den anden side og jeg stod forvirret tilbage.

"Sig mig, har i overhovedet set skiltet der? Vil i bare ignorer det?" Spurgte jeg letter panisk, men drengene gik selvfølgelig bare videre, sig mig er verden nu sikre på at kvinder overhovedet har en stemme?

"Jep, det har de.." Svarede jeg mig letter bange og kravlede over hegnet, dog ikke ligeså flydende som drenge, jeg lignede nok lidt en flodhest, men lad det nu ligge..

Vi gik om bag en forladt lagerbygning, jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var ved, at skide i bukserne af nervøsitet. Jeg holdte stramt om taskens strop, mens jeg ihærdigt ledte efter en mulig flugtrute. Længere nede stod en gruppe drenge, nok dem vi skulle "kæmpe" imod.

"North High!" Jeg så forskrækket over på James, som selvfølgelig lige skulle råbe på dem der nok ville dræbe os alle sammen.

Gruppen af drenge vendte sig om og gik imod os, jeg pillede nervøst ved tasken og mærkede pludselig en hånd nede ved min, jeg kiggede til siden og så Andrew som havde et ligeså bange udtryk som mig. Jeg stillede mig hen til ham og lod de andre drenge komme frem.

"Aww drenge, har i set det? De små drenge er blevet modige." De grinte alle sammen og stoppede op foran os, så vi stod gruppe mod gruppe. 

"Vi advare jer North High, lad vores team være og vi vil lade jer være." De grinte alle sammen af Cameron og de vendte pludselig blikket imod mig.

"Jeg kan se at Cody har taget sin lille kæreste med.." Lederen af gruppen grinte en af de der virkelige klamme grin og kom tættere på mig.

"Sikke fin hun er, hende skulle vi måske tage med os hjem." Han klappede mig på kinden, mens de alle grinte. Cody trådte frem mod lederen af den anden gruppe, han gik lidt tilbage, mens Cody gik tættere på.

"Jeg sagde lad os være i fred og vi gør jer ikke noget." Cody gik lidt tilbage, mens han grinte. Shit, hvad havde han nu tænkt sig at gøre.

"Uh og hils lige din søster og sig tak for sidste gang. Den kvinde kunne slet ikke tie stille, da jeg først gik igang med hende." Han blinkede til ham, mens vi alle gik lidt tilbage. Shit, shit, shit..

"Ingen snakker om min søster på den måde!" Han trak pludselig en pistol op og skød rundt efter os, mens vi løb fra livet, jeg var nok den eneste der ikke var død af grin..

~~~Cody's synsvinkel~~~

Vi løb alt hvad vi kunne og var langt foran alle de andre. Jeg nåede først hen til hegnet sammen med Cameron og de andre drenge. Jeg så mig tilbage og så Allison holde sig ude i siden, mens hun forpustet løb videre og lavede det her søde grin..

Hun stoppede pludselig op og klemmede øjnene sammen, næsten som om hun var i smerter.

"Drenge?" Andrew så forskrækket hen på os andre og der gik det op for mig. Allisons hænder var fyldt med blod, hun var blevet skudt.

"Allison!" Jeg løb hen og greb hende inden hun ramte jorden, jeg sad på knæ og havde hendes overkrop oppe i mine arme.

"Wow, se hvor heldig jeg er." Hun grinte, mens hun havde øjnene lukkede, jeg grinte, mens jeg rystede på hovedet.

"Selv i den værste situation, formår du at være flabet.." Jeg mærkede hvordan tårene pressede sig på.

"Undskyld Allison, for alt jeg har forvoldt dig. Jeg blev vred på mig selv fordi jeg ikke kunne få dig, begrund af hvem jeg var og hvad jeg havde gjort. Jeg troede at jeg ville miste mine følelser for dig, hvis jeg bildte mig slev ind at jeg hadede dig Allison. Men det gjorde de ikke, jeg elsker dig Allison, hører du mig? Forlad mig ikke.." Der trillede stille en tårer ned af min kind og ramte Allisons bluse.

"Cody.. Du undskylder for meget.. Alt du har gjort for mig, jeg er taknemlig.." Hun tog en dyb indånding og så mig lige ind i øjnene. Hun tog hænderne op og holdte stramt om om min bluse. Hun tog en indånding til og smilte.

" Jeg elsker også dig Cody.." Hun smilede og slap min bluse. Hun faldt sammen i mine arme, jeg så hurtig op på drengene. Hendes øjnene lukkede mere og mere i.

"RING EFTER EN AMBULANCE!" Cameron greb hurtig sin telefon og ringede op..

"Allison du vover på at lukke dine øjne, hører du mig?! Du lukker dem ikke." Tårene faldt ned af mine kinder og pludselig var det som om der ikke var andre end mig og Allison i verden, ingen lyd, end vores vejrtrækninger, ingenting andet end os.

I det fjerne kunne man lyden fra ambulancen, men det koncentrede jeg mig ikke om, det eneste der fyldte noget var hvordan jeg kunne Allisons sidste vejretrækning forlade hendes lunger og videre ud af hendes mund. Hun var væk, hun havde forladt mig og det hele var min skyld.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

OMG! D;

Det var det sidste kapitel af historien, dsv.. :c

Sikke en afslutning hva'? xD

Ej, so not sry. :3

Undskyld for fejl og sådan noget. ;))

Elsker jer. c: 

-Malle- :3 <3