Hate Can Change

-Kapitel 7-

Vores lærer havde snakket den sidste halve time omkring klimaet her i verdenen og jeg sværger hvis han forsatte sådan, ville jeg snart dræbe mig selv.
"Okay i skal til imorgen skal en stil på mindst 2000 ord omkring hvordan et klima fungerer og så vælge to steder og beskriv deres klima." Alle sukkede og han tog hænderne og tyssede på dem.
"Værsgo at begynde" Jeg tog blyanten og så ud af vinduet, jeg hadede stile.
Døren brasede op og Andrew kom forpustet ind.
"Mr. Heggins, din bil er igang med at blive stjålet." Mr. Heggins råbte nogle upassende ord og styrtede ud af døren.
Alle elverne styrtede over til vinduet for at se den der var igang med at stjæle hans bil.
Mit blik fladt straks ned på den røde volkswagen, som var fyldt op med 3 drenge.
Jeg så hen på den der kørte bilen, det brune hår der sad perfekt og det selvfede smil som jeg kendte alt for godt, selvfølgelig var det Cody og de andre.
Bilen kørte rundt om Mr. Heggins, som stod helt forvirret tilbage.
De havde nu taget sådan nogle skimasker på og eleverne begyndte at grine, jeg må indrømme at jeg begyndte at få lidt ondt af ham. Jeg pressede mig igennem eleverne og løb ud på gangen, ned af trapperne og ud af indgangen.
Mr. Heggins stod og tog sig forpustet til brystet og faldt sammen på jorden.
"Er de okay Mr. Heggins." Jeg smed mig ned på knæene og han var fuldstændig livløs.
Drengene så ned på Heggins og kørte hurtigt væk, jeg mærkede efter en puls.
Før jeg vidste af det havde eleverne samlet sig rundt om os, jeg tog hånden til mig da noget skarpt rørte min hud. En smerte skød op igennem mig og jeg skreg, blodet forsedde ud af min knæ, jeg havde smækket knæet lige ned i en knust ølflaske og
det var det det også sad i Mr. Heggins's nakke.
"Nogle ring efter en ambulance." En dreng satte sig ned ved mig og holdte mig oppe, tårerne trillede ned af mine kinder og jeg holdte på såret, i forsøg på at skjule blodet.
"Det skal nok gå, det er bare et lille sår." Drengen bed sig i læben og så ned på såret,
han holdte stadig beskyttene rundt om mig.
Lidt efter kom en fjern lyd af en sirene og stemmer der bad folk om at flytte sig,
jeg så ned på blodet og begge mine hænder var smurt ind i blod.
"1.2.3." Talte ambulancefolkene og jeg kom op på en båre, mit knæ blev hurtigt
bundet ind for at stoppe den slemme blødning.
Det blev mere og mere utydeligt for mig og jeg fik pludselig en iltmaske på.
"Hun har mistet meget blod, faldt sammen i en knust ølflaske og den har så revet et meget dybt sår på knæet, hvor det så er der hun har mistet blod fra." Sagde den ene mand til den anden,
imens de kørte mig hen imod ambulancen, mit hovedet kørte langsomt til den ene side for at se ambulancemanden der snakkede.
"Hendes navn er Alison Olivia Wood, 17 år." afsluttede han og mit blik fladt over på den anden mand, mens mit hovedet var lidt tungere.
"Det skal nok gå Alison, vi er der om lidt." Jeg så lige ud, hvor to andre ambulancemanden var igang med at give Mr. Heggins hjertemassage.
"Min..bror." Mumlede jeg og holdte hånden op imod skolen.
"Han vil blive underrettet." Jeg pillede ved en klemme der var sat på min finger.
"Den måler din puls." Manden fjernede min finger og jeg lukkede øjnene i.
"Du må ikke sove Alison, åben dine øjne igen." Jeg tyssede på ham og smilede.
"Jeg sover ikke, jeg hviler bare øjnene." Mit smil falmede og jeg lagde armene ned ved min side.
"Alison? Alison? Alison er du vågen." Jeg smilte og nikkede, men jeg kunne stadig ikke åbne mine øjne.
Noget som lød som nogle døre smækkede og før jeg vidste af det, var jeg sgu ude og køre i en ambulance, hvad er oddsene lige for det?

~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg åbnede øjnene og så rundt i det rum som jeg var blevet placeret i, en dreng stod ovre ved vinduet. Jeg satte mig op og drengen vendte sig om, det perfekte sat hår,
men der var ikke et selvfedt smil, nej det var mere et urolig udtryk, men hvis jeg ikke vidste hvem det var, ville jeg ren faktisk havde troet på det.
"Woaw Cody det må jeg give dig, jeg troede næsten at du faktisk var bekymret,
hvad laver du her?" Han tog hænderne ned i lommerne og kom gående selvsikkert hen imod mig, med et smil jeg tror at jeg aldrig at set før.
"Du formår da virkelig at være flabet, selv i den dårligste timing." Han så ned på mig
og jeg rullede øjne af ham og krydsede armene.
"Hvad ved du om timing?" Han slog hovedet bagover og grinte, hans hvide tænder
var perfekte, jeg var pisse jaloux over at sådan en nar, kunne blive skænket med et så perfekt udseende.
"Jeg reddede dig da fra den der stil?" Han satte sig ned på sengen og løftede det ene øjenbryn.
"Jaer det var da flot og du formåede også lige at give Mr. Heggins et hjertestop og smadrede mit knæ, tillykke Cody det var da flot." Han tyssede på mig og rejste sig,
for at se ud af vinduet.
"Er det så meningen at jeg skal sige undskyld?" Han vendte sig om og skar tænder.
"Det ville da være på sin plads." Nikkede jeg og slog frustreret med hænderne og sukkede.
"Hør det var ikke meningen det med Heggins, men jeg undskylder ikke for du er klodset." Han vendte sig igen og krydsede armene.
"Så jeg får ikke en undskyld for det?"
"Nej er det så tydelig, hvordan vidste du det?" Han smilte falsk og slog sig selv i panden.
"Hvor er min bror?" Han trak på skulderne og gik ud af rummet.
"Jamen tak for det svar." Jeg sukkede og slog dynen til side, jeg havde fået en hvid skjorte på med blå prikker og havde en nål siddende i hånden, som førte væske ind i mig.
Jeg tog nogle hvide tøfler på og rejste mig for sengen, hvis han ikke gad og sige hvor min bror var, måtte jeg jo bare selv finde mit elskede murmeldyr.
Jeg åbnede døren på klem og stak hovedet ud, ingen tegn på nogle murmeldyr udenfor mit rum.
Jeg åbnede døren helt og gik så ud, mit blik fladt på den højre gang og på den venstre.
Jeg valgte til sidst at gå til højre og rundt om hjørnet stod ganske vist min bror og snakkede med en eller anden kvindelig læge.
"Jaer undskyld mig, kan du huske mig, din lille søster som kom til skade?"
Jeg vinkede med hånden og begge deres blik faldt på mig.
"Bestie du er vågen!" Han løb hen og krammede mig, så min ben hang over gulvet.
"Rolig nu, du brækker jo snart mine ribben." Beklagede mig og han satte mig ned.
"Hvordan går det?" Jeg nikkede stille med hovedet.
"Jeg har haft det bedre, hvornår kan jeg komme hjem?" Han smilte, han stod ved min side og slyngede armen om min side.
"Nu, jeg skulle tage fat i lægen når du vågnede." Jeg tog mig lettet til hjertet.
"Skønt, den her lugt gør mig skør." Vi grinte begge og var så på vej ned af gangen, for at finde min læge.