Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Har du gået fra land til land? Har du kæmpet med livets uretfærdigheder?
I denne historie møder vi 15 årige Jessica. Hun blev efterladt på gaden af sine forældre, da hun var 3 år. Hun har ikke nogen ve...
Hør sangen imens: -cover af The Scientist, Gabriella
Jeg vågner ved, at smerten i min fod er kommet tilbage. Det gør bare vildt ondt. Jeg kan høre en dreng råbe noget, jeg tror han råber "kat vil jeg ha'" det giver ingen mening. Stemmen kommer nærmere, og jeg ser, at det er Marius fra i går aftes. Jeg synes virkelig han ser bekendt ud. "Jessicaaaa?" nårhhhh han sagde Jessica og ikke Kat vil jeg ha'. "Marius?" spørger jeg. Han kigger mærkeligt på mig "jeg hedder ikke Marius, jeg hedder MAR-TI-NUS" han skar det bogstavelig talt ud. "Okay Martinus, hvad vil du?" "Jeg så du lå og sov på jorden, så jeg må have misforstået noget. Min far sagde, at du selv gik hjem igår aftes?" Det er okay Jessica, bare lyv dig ud af det, sagde jeg til mig selv."Øhm jaer jeg kunne ikke finde hjem igår pga. mørket, så jeg sov bare her" forsvarede jeg mig. Det var som om, han ikke helt troede på mig "okay, men hvis det sker igen, kan du bare komme hjem til os" sagde han med et smil. Wow et ægte smil. Det er længe siden jeg sidst har følt eller set sådan et. Jeg er blevet vant til, at jeg bare smiler mit fake smil. "Nå, men går du i skole her?" "Øh... nej det gør jeg ikke" svarede jeg nervøst. "Meeeen du bor her?" "Ja og både og" han kiggede forvirret på mig "okaaaay.... hvor går du så i skole?" "Jeg er skilsmisse barn, min mor bor i Oslo, og min far bor i Trofors. Jeg går i skole i Oslo, da jeg bor hjemme hos min mor" løj jeg, og jeg tror, at han troede på det. "okay, vil du med hen og spille lidt fodbold?" Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har aldrig været sammen med nogle før. Jeg har altid været alene. "Okay, vi kan godt prøve" Martinus sender en tommel op.
Da vi begynder at gå hen mod banen, falder jeg pludselig sammen i smerte. "Argh" jeg ligger på jorden og vrider min fod i smerte. Martinus kigger hurtigt tilbage, og jeg kigger på ham. Han løber straks hen til mig, løfter mig op, og bærer mig hjem til ham. Han sætter mig på køkkenbordet. "Hvorfor går du rundt på bare tæer? Det er jo vinter!?" nærmest råber han. "Øhh det ved jeg ikke, jeg synes, at sko irriterer mig..." "Jessica! Du er nød til at passe på din krop, din fod er brækket, og du har fået forfrysninger." "Nårhh ikke andet? Det har jeg prøvet da jeg gik igennem Spa....spa da jeg var i spa bad i kulde, jep" jeg tror lige jeg reddede den "i spa bad?! Man får ikke forfrysninger i spabad" "okay, måske passer det ikke helt...." "vil du fortælle mig sandheden?" Jeg kiggede på ham med et seriøst blik "okayyyy så" jeg ville ikke fortælle ham "sandheden", men jeg vil digte lidt "okay så min familie og jeg var på vandre ferie i Spanien. Vi var ret fattige, så mine forældre havde ikke råd til at købe sko, til mig. Vi gik allesammen med poser på fødderne, for ikke at fryse helt. Men vi gik, brækkede jeg foden, af for meget anstrengelse, og jeg havde forfrysninger. Jeg fik min fod i gips, og vores ferie var spoleret..." løj jeg. Den rigtige historie vil jeg jo ikke fortælle ham, men i kan få den at vide:
Det var vinter, og jeg var 11 år gammel. Jeg havde gået ned igennem: Frankrig, Spanien og Portugal. Det tog mig jo et år at komme ned til Portugal:
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Det er jo også ca. 2500 km, så det er klart det tog et år. Det år havde jeg ingen sko, ikke at jeg har haft det før. Jeg var gået hele vejen igennem de 3 lande. Det er altså hårdt for fødderne. "Nobody Said it was easy" Jeg fik pludselig ondt i min fod, og jeg fandt ud af, at jeg havde brækket foden. Jeg havde ovenikøbet fået forfrysninger - Great! Jeg havde ikke råd til at komme på hospitalet, så jeg bed smerten i mig og gik videre. Jeg har gået siden da, på min brækkede fod. Slut. Jeg har bar gået på foden siden. I starten var det uudholdeligt, men nu kan jeg næsten ikke mærke det længere. Jeg tror seriøst, at jeg har fået en alvorlig skade, for nu er smerten jo kommet igen....
"Hallo Jessica?! Jorden kalder Jessica??" Jeg kiggede forskrækket op. Jeg havde måske siddet lidt i mine egne tanker. "Hvad er der Martinus?" "Nå du er her" jokede han. "Hvad gør jeg med min fod?" Han kiggede på mig, som om jeg var dum "øhhh hallo hvis du havde hørt efter de sidste 10 minutter, hvor jeg har forklaret dig det, så ville du jo vide det" sagde han. "Ups.... jeg tænkte lige på dengang jeg var på ferie i Spanien, undskyld" "det er helt okay, jeg forklarer dig det bare igen. Jo altså, vi er nød til at vente på, at min mor kommer hjem fra arbejde, da jeg ligesom ikke kan køre bil. Vi kører dig på skadestuen, og får undersøgt din fod. Du kan bare blive her, indtil hun kommer hjem" smilede han.
