All I Need Is You

37 // Paris - associationer

Jessica's synsvinkel:
Det var blevet aften, og hele dagen havde jeg ligget og tænkt over hvem jeg var, og hvem jeg vil være. Martinus havde været herinde et par gange, og han virkede ret bekymret, da eg havde ligget helt stille hele dagen. Jeg havde sagt til ham alle gangene, at jeg havde det fint, men at jeg havde brug for at tænke det hele igennem:

- Hvem var mine forældre egentlig?
- Hvorfor boede vi i Italien, jeg ligner da ikke en italiener?
- Hvorfor kunne de ikke betale gælden?
- Hvorfor glemte de mig?
- Hvorfor er jeg den jeg er?
- Hvorfor har jeg haft det så hårdt som barn?
-Jeg har aldrig gjort nogen noget, eller har jeg?
- Hvorfor hjalp nogen mig ikke?
- Hvordan kan det være, at mine forældre ikke tog mig med?
- Elskede de mig ikke?
- Havde jeg mon nogen søskende?
- Hvorfor fik jeg det syn i går?
- Hvad betød det?
- Kan jeg blive lykkelig på et tidspunkt?
- Kan Martinus og jeg klare distancen mellem New York og Norge i 3 år?
- Hvad nu hvis han falder for en anden?
- Hvad nu hvis jeg ikke er god nok?
- Hvad nu hvis jeg gør noget dumt i New York?
- Hvornår for vi hinanden at se igen?
- Hvorfor er jeg sceneskræk?
- Har jeg mon arvet noget fra mine forældre?
- Hvordan de mon så ud?
- Hvordan mon de var?
- Hvorfor siger folk, at jeg er et vidunderbarn?
- Kan folk virkelig lide mig?
- Hvorfor er nogle af drengenes fans så onde?
- Hvad ser Martinus overhovedet i mig?
- Hvorfor er jeg ikke blondine?
- Hvad mon der venter mig derude?
- HVEM ER JEG OG HVEM BLIVER JEG?

Jeg orker virkelig ikke flere spørgsmål. Jeg vågner fra min 13 timers trance, og går ud til Martinus. Han styrter over og krammer mig. "Jess! Jeg har været så bekymret hele dagen, du lå bare der og stirrede op i loftet, hele tiden" udbryder han. "Jeg ved det...jeg havde bare lidt associationer, og jeg havde brug for lidt tænke tid alene" siger jeg. "Det er forståeligt nok" siger han.

Vi skal op i Eiffeltårnet i morgen aften, og jeg glæder mig ret meget. Kjell-Erik og Gerd-Anne har fortalt hvor smukt det er. Jeg tror, at jeg har være heldig ned min "familie", men gid jeg vidste, hvor jeg kommer fra, og hvad der var meningen med mit liv.

"Jessica?" Kalder Martinus. Jeg stikke helvedet ud, fra badeværelset og svarer "ja?" Martinus komme rind af døren helt forpustet. "Jeg har fået lov at blive hjemme ved dig, så i dag er det kæreste dag, og den står på Pizza og Netflix!" Griner han.

Vi ligger i sengen og ser Rita, en god serie. Martinus og jeg har samme platte humor. Jeg elsker virkelig den dreng, af hele mit hjertet, og vi har så mange gode minder sammen, allerede på kort tid.

Jeg har egentlig tænkt på, om Sofia og Marcus vil få det ligeså svært, når vi tager på College, selvom de ikke er et par endnu. Alexa, jeg, Victoria og Sofia skal jo alle sammen afsted samme år på College, og det bliver spændende.

Jeg falder i søvn op ad Martinus' skulder, klokken ca. 02:35.