Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Har du gået fra land til land? Har du kæmpet med livets uretfærdigheder?
I denne historie møder vi 15 årige Jessica. Hun blev efterladt på gaden af sine forældre, da hun var 3 år. Hun har ikke nogen ve...
Hør sangen imens (swipe hen): -Without you, Chris Brown
Ja så nu sidder jeg her, i Danmark, i København. Jeg er træt af altid at føle mig alene i verden. Hvorfor har jeg ikke en normal familie med en mor, en far, en søster og måske en bror?! Jeg forstår ikke livet! Jeg er så mega irriteret på mit liv. Ved i lige hvor meget jeg har kæmpet med, altså jeg har ingen sko, så jeg gik på bare fødder hele vejen igennem Europa. Det synes jeg da er uretfærdigt, når der findes vildt rige familier. "Dyyyytttt dyyyytt" jeg vågnede op fra min trance, og kom til mig selv. Jeg opdagede, at jeg stod ude midt på en togbane. "Så flyt dig dog! Du står i vejen" råbte en mand. Jeg blev forskrækket, men kom hurtigt væk fra togbanen. Jeg tror faktisk ikke jeg vil bo længere i Danmark. Jeg har trods alt også boet her i 2 år, eller jeg har boet i Danmarks gader i 2 år. Jeg tænkte, at det nærmeste land var Norge. Jeg havde en smule penge, jeg havde tigget mig til. Der var nok ca. 457kr, det var nok til et par togbilletter.
------------------- i toget ----------------- Jeg sad hele vejen til Oslo og kiggede ud af vinduet. Det var på en måde befriende endelig bare at sidde ned og kigge på naturen, selvom jeg stort set ikke har set andet hele mit liv. Jeg tog min mobil op ad lommen, og ja jeg har en mobil, det er en Samsung. Den kunne fås til 300kr i en butik i Spanien, så jeg købte den. Jeg købte også et SIM-kort, men jeg har kun 30 SMS'er, 1 times tale og 200MB data om måneden. Det var et abonnement der var gratis, så jeg havde ikke noget valg.
Jeg må være faldet i søvn, da jeg vågner, ved jeg ikke hvor jeg er. Jeg sidder dog stadig i et tog. "Undskyld ved du hvor toget er på vej hen?" Spørger jeg en gammel dame. Hun kigger på mig, som om jeg var nutidens svar på Elvis Presley, sådan noget som gamle damer kunne falde for. Hun vågner dog op af sin dagdrøm om Elvis og svarer mig "ja toget er på vej til en lille by der hedder Trofors". Jeg gispede - Trofors?! Hvad er det for en by? Jeg skulle jo til Oslo. "Øhmm okay tak skal du have" damen smiler venligt til mig. Jeg må hurtigt tænke en plan, men inden jeg ved af det, standser toget, og vi er vist i Trofors. Jeg ved ikke hvor, men jeg er sikker på, at jeg har hørt navnet Trofors før. Jeg går med langsomme og tunge skidt ud af toget. Jeg ved jo ikke helt hvor jeg skal hen. ------------ nogle timer senere ---------- Jeg mærker stille en smerte hobe sig op i min venstre fod. Jeg standser kort, og kigger op på et skilt:
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Nej, nej, neeeeeeej. Jeg har gået rundt i knap 3 timer, og så er jeg endt der hvor jeg stod af toget. Nu er der for alvor en smerte i min fod. Min eneste udvej er at blaffe (vifte med tommelfingeren og hæve på, at du må køre med nogen👍🏻)
Da jeg havde stået og blafret i ca. 15 minutter, drejede en hvid Volvo Xc 60, ned af vejen jeg stod på.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Den stoppede ud for mig, og manden spurgte "hvor er du på vej hen så sent om natten?" Jeg tøvede lidt, da de var fremmede, men havde jeg andre muligheder - nej "jeg ved det ikke, hvor er i på vej hen?" Manden i bilen kiggede meget skeptisk på mig. "Hør vi er på vej til en vej der hedder Elvflata, ved du hvor det er?" Jeg nikkede langsomt "det er fint, jeg går bare hjem derfra" løj jeg. "Far skynd dig lige lidt!" hørte jeg pludseligt en dreng råbe. Jeg blev lidt forskrækket, men satte mig ind. "Marcus hvis du sætter dig forrest, så kan øhhh......hvad hedder du?" "Jeg hedder Jessica" han smilede til mig "så kan Jessica sætte sig bagved sammen med Martinus" sagde manden. Magnus gjorde hvad han sagde. Jeg satte mig ind ved siden af Marius. Der var stille hele vejen til gaden Elvflata. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet. "Mange tak for turen" sagde jeg til manden. Han smilede og sagde "det var så lidt, er du sikker på, at du kan finde hjem, når det er mørkt?" "Øhh ja det er helt fint" efter jeg havde sagt det, begyndte jeg bare at gå. Ærlig talt ved jeg ikke hvorhen. Jeg havde en enkelt hættetrøje, som jeg brugte som dyne, og så fandt jeg ellers en fodboldbane. Jeg gik lidt ind ved nogle træer, og lagde mig til at sove.
