All I Need Is You

7 // tal til mig!

Jeg vågnede med en smerte i foden. Jeg blev nok desværre nød til at lave øvelser.
Da jeg havde lavet øvelser, gik jeg ned til købmanden. Jeg var jo nød til at spise noget, selvom jeg godt nok ikke havde mange penge. Jeg købte 2 pakker kiks, og en flaske vand. Flasken kan jeg vel genbruge. Jeg rakte pengene til kassedamen, og gik ud igen.

Pludselig gik jeg forbi en genbrugsbutik, og jeg så en guitar igennem vinduet. Jeg kunne lige skimte prisen : 50kr. Okay jeg måtte have den, jeg kunne jo tjene flere penge på den måde.
Jeg gik tilfreds ud, med min guitar i hånden. Jeg havde besluttet, at jeg ville tjene lidt flere penge, så jeg tog et tog til Oslo, da der er lidt flere mennesker end i Trofors. Jeg begyndte at spille:
(Forestil jer det er hende, bare uden alt udstyret, og så lidt ældre. Bare sådan i ved hvordan det nogenlunde er)

Wow der kom godt nok mange folk. Jeg spillede: "Treat you better", Shawn Mendes. Jeg fik overraskende mange penge.
Da jeg var færdig, klappede folk ivrigt. Jeg talte pengene, der var 890kr. Det var faktisk fint lige til det næste stykke tid. Jeg fandt et tog tilbage igen.

Da jeg steg på toget, begyndte folk at klappe af mig. Jeg forstod det ikke helt. Billet konduktøren kom hen, og viste mig en video på nettet. Det var mig der spillede på gaden. Tænk at folk allerede har lagt det på nettet. "Du kan bare sætte dig ind til første klasse, og du behøves ikke betale" sagde han venligt. Seriøst! Folk behandlede mig som om, at jeg var en kendt celebrity. Jeg havde jo bare spillet én sang.

Det var blevet mørkt, da jeg var kommet til Trofors, blev jeg nød til at gå forbi de arrogante drenges hus. Den ting i verden jeg havde mindst lyst til. Jeg skyndte mig at løbe, men jeg tror de så mig. Desværre faldt jeg, da min fod gjorde vildt ondt. Jeg kunne skimte en person komme imod mig. Selvfølgelig var det Martinus, jeg mener seriøst! Skæbnen er imod mig. Jeg prøvede hurtigt at løbe væk, men det mislykkedes. Min fod gjorde bare så ondt. "Jessica jeg har jo set dig, kan vi ikke tale?" Jeg svarede han ikke, for hvem vil snakke med sådan en arrogant dreng. Han blev vist utålmodig, for han spurgte igen og igen. "Jessica?" "Jessica!? Du kan jo sagtens høre mig!" "Tal til mig! Jessica! Hvad er der?" Han var frustreret. Jeg kunne høre det på hans stemme. Jeg var vel nød til at sige noget, jeg kan jo ikke bare lad ham stå der "Øhmm hør det er bare kompliceret..." han kiggede afventende på mig. "Jeg venter lige her indtil du fortæller mig det hele!" sagde han bestemt. Jeg var vel nød til at overgive mig. Måske skulle jeg lytte mit til hvad månen sagde, det med at åbne op. "Hvis jeg skal fortælle dig det hele, skal vi så ikke gå et andet sted hen?" "Hvorfor da?" "Øhmmm jo, for det kan godt tage et stykke tid, hvis jeg skal forklare det hele" han nikkede "hvad med hjem til dig?" Seriøst! Nu var skæbnen da totalt imod mig. "Okay, så kom..."
vi gik hen til fodbold banen, og ind imellem træerne. Jeg fandt min taske, min jakke og et tæppe, jeg havde købt i Oslo i dag. Tæppet bredte jeg ud, så vi kunne sidde på det. Jeg rakte Martinus min jakke, og tog selv hættetrøjen. "Sååå hvad laver vi her?" Spurgte han forvirret. Jeg tog en dyb indånding "Martinus det er her jeg bor." Han fik store øjne. "Seriøst?" Jeg nikkede langsomt. "Okay så da jeg var 3 år......"

Da jeg havde fortalt ham stort set det hele, var han helt i chok. "Martinus? Skal du ikke sige noget?" "Jeg...wow. Undskyld..... jeg har været sådan et kvaj" jeg kiggede forvirret på ham "et kvaj? Nej. Martinus det er mig der er dum her. Jeg løj for dig omkring hvor jeg boede, omkring mine forældre og omkring hvorfor min fod er skadet.." jeg fældede en tåre. "Det hele er min skyld, det er slet ikke din skyld! Jeg har bare aldrig haft en rigtig ven før. Jeg har aldrig åbent op for nogen. Da jeg blev efterladt, var mange hårde mod mig, og jeg troede alt folk var ligesom dem. Jeg mødte dig, og du ændrede mig. Du fik mig til at smile, grine og slappe af." Martinus fældede også et par tårer. "Hør på mig Jessica! Det med koncerten er min skyld! Nogle gange stiger det mig lidt til hovedet at være kendt... men du skal vide, at jeg ALTID vil være her for dig! Du har også ændret mig. Jeg har tænkt på dig, siden første gang vi sås. Jeg havde aldrig nogensinde gættet, at fu havde haft det sådan."Martinus, er vi venner?" Spurgte jeg forsigtigt. "Ja! Det er vi" sagde han.
"Vil du med mig hjem at sove?" Spurgte han pludseligt. "Øhmm ja, det vil jeg gerne." Jeg pakkede alle mine ting.

Vi var lige kommet ind af døren, da en siger "Hej Jessica! Godt at se dig igen" det var Kjell-Erik. "Hej!" Sagde jeg lidt genert. Vi gik hurtigt op på Martinus' værelse. Han fandt en madras, og et sæt ekstra sengetøj. Vi lå og snakkede til klokken 01:1. Det var ret hyggeligt. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Jeg tilgav drengene, for det var sikkert ikke deres mening. Vi lagde os til at sove, og jeg følte mig for engangs skyld tryg.

Hver anden dag som lovet👌🏻🙌🏻