Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Har du gået fra land til land? Har du kæmpet med livets uretfærdigheder?
I denne historie møder vi 15 årige Jessica. Hun blev efterladt på gaden af sine forældre, da hun var 3 år. Hun har ikke nogen ve...
Hør musikken imens: (swipe hen) -klaver musik, hør til du er færdig
Jeg sidder her i Nordnorge, i Trofors. Et helt fremmet land og en fremmed by. Jeg sidder og tænker på alt jeg har været igennem. Jeg får en hel masse flashbacks. Og jeg kan huske hvor jeg har set ham Martinus før.
Flashback til da hun var 3 år: Jeg sidder udenfor og leger med min barbiedukke. Den have langt brunt hår, brune øjne, en flot krop og alt det der. Min mor sagde, at den mindede om mig. Min nabo leger sammen med mig. En mand i jakkesæt går ind i huset, og jeg kan høre min far råbe. Min mor styrter ud af døren med alle hendes ting, med min far lige i hælende. Jeg sidder og venter på, at de skal samle mig op og tage mig med, men nej..... de efterlader mig bare på gaden. En lille 3 årig pige, med et skuffet blik, den følelse kan jeg aldrig glemme..... Flashback slut.
Det var slet ikke rart! Jeg elskede mine forældre. Min mor med det lange mørke hår, og min far med det brune hår og kastanje farvede øjne. Jeg har også et par billeder, de er bare lidt krøllede. Jeg har dem i en taske, jeg var med mig rundt.
Billeder af mine forældre:
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Pludselig da jeg sidder og tænker på mine forældre, får jeg et helt andet flashback. Jeg opfatter hurtigt hvorfor ham drengen var bekendt, hvorfor hans navn var bekendt.
Flashback til M&M koncert: Jeg var 12 år gammel, og jeg var lige kommet til Tyskland. Der kom en flok skrigende piger imod mig. Jeg forstod på nogle af deres samtaler, at de var på vej til en koncert. Jeg fulgte stille og roligt med. Da jeg kom hen til stedet, var der skrevet "Marcus & Martinus" over det hele. I pigernes ansigter, på deres trøjer, på deres kasketter, på deres armbånd, på plakater og på scenen. Jeg forstod det ikke helt. Jeg gik ind i pigeflokken, og det lykkedes mig at snige mig derind. Koncerten begyndte, og drengene kom ind pø scenen. Jeg lyttede til deres musik, og det lød faktisk ret godt. På et tidspunkt begyndte de at råbe "hop, hop, hop" og folk begyndte at hoppe. Jeg blev bogstaveligt talt fladmast. Drengene på scenen havde det bare sjovt, og de løb ned til deres fans. Der var nogle tyske piger der sagde, at de elskede deres fans. Så vidt jeg kunne se passede det ikke, jeg var jo med til koncerten, men de bekymrede sig ikke over en lille skrøbelig pige, der var blevet fladmast, og græd. I stedet for, gik de hen til deres skrigende fans... efter det, syntes jeg alle popstjerner var arrogante! Flashback slut.
Det kan jeg heller aldrig glemme. Den værste oplevelse i mit liv. Hvordan kan folk bare være ligeglade med en lille grædende pige?! Jeg skal godt nok aldrig snakke med de arrogante tvillinger igen, hverken MARCUS eller MARTINUS. Jeg har faktisk næsten hver nat grædt mig selv i søvn hver aften, siden jeg var 3 år, og til nu hvor jeg er 15 år:
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Jeg sad og tænkte over tingene, og uden jeg vidste af det, græd jeg. Alle minderne vældede ind over mig. Nogle frygtelige minder omkring, da jeg gik ind til naboen, efter jeg var blevet efterladt.
Flashback til da hun gik ind til naboen: Jeg var lige blevet efterladt på gaden, af mine forældre. Jeg tror aldrig jeg vil kunne tilgive dem... hvordan kunne de bare efterlade mig - hjælpeløs og lille. Jeg græd og græd den dag. Jeg gik ind til naboen og spurgte om jeg måtte få lidt mad. Nabopigens mor kom ud og skældte mig ud. Hun sagde "kan du ikke få mad af dine egne forældre! Jeg er så træt af at min Alice altid skal hænge op af dig. Hvem tror du lige du er? En model? Det kan jeg sige dig, at du ikke er. Du er skide grim, og ingen har nogensinde kunnet lide dig! Ikke engang dine forældre kunne lide dig. Hvorfor tror du ellers, at de efterlod dig!!!? - og ja jeg så det hele" sluttede hun. Tårerne løb ned af mine små røde kinder, hvem smider lige en ordentlig spand lort op i ansigtet på en 3 årig?! Det kunne jeg ALDRIG finde på. Det der nok ramte mig mest, var det hun sagde om mine forældre: "de kan ikke lide dig, det har de aldrig kunnet" Jeg stod som frosset. Jeg kunne intet, ikke engang løbe væk fra hende den hæslige kvinde, der lige havde svinet mig til. Hun råbte hurtigt "hvad står du og glor på!? Skrub af med dig!!!!" Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg skulle. bare ikke være ved hende bare ét sekund mere - nej ellers tak! Ordene blev ved med at køre rundt i mit lille forvirrede hovede: "de kan ikke lide dig, det har de aldrig kunnet" Flashback slut.
Wow det gør ondt endnu. Jeg har stadig et lille håb om, at mine forældre elskede mig...... men det forsvinder længere og længere væk, for hver dag der går. Der kom endnu et Flashback frem i mine gemte minder. Dette var omkring hvor hårdt, det var at være alene alle de nætter.
Flashback til da hun var alene om natten: Jeg var lige vågnet. Jeg havde sovet på jorden, på min hættetrøje. Det var hvad jeg havde sneget mig ind, i det forladte hus (deres hus) for at hente:
Billeder af mine forældre, nogle få penge (400kr), en af mine mors tasker, min yndlings hoodie da jeg var lille og min jakke vinter jakke.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Det lykkedes mig kun lige at smugle de ting, ud af huset. Jeg kunne høre manden i jakkesættet snorke. Så må huset ikke være forladt, tænkte jeg. Måske har manden taget vores hus?
Natten var kold, hård og ufølsom. Jeg sov på min hættetrøje og min taske. Min jakke brugte jeg som dyne, men det var bare stadig koldt. Jeg fik næsten ikke lukket et øje hele natten, jorden var så hård! Jeg har aldrig følt mig så alene før..... jeg har aldrig haft denne smertende følelse før. Den kommer bare...... Flashback slut.
Jeg har stadig alle de ting. Jeg bruger stadig min taske, jeg har billederne, hættetrøjen og jakken. Jeg kan bare ikke passe tøjet længere, så det bruger jeg som dyne og hovedepude.
