All I Need Is You

20 // hjemme

~hjemme~

Vi var lige kommet hjem i går. Det havde været fint nok i England, men vi havde tabt finalen til Danmark. Da vi kom hen til skolen i går, sagde alle bare "ej tab og vind med samme sind" "kom igen" "det var tæt på" osv. Jeg hader virkelig når folk er sådan. NEJ! Man skal ikke være glad for at tabe. Jeg har altid haft et motto:
"hvis du ikke får 1. Pladsen, så har du tabt"

Jeg ligger og spekulerer lidt over, om vi kunne have gjort noget for at vinde. Jeg har lyst til at snakke med nogen om det, så jeg vælger at banke på, hos Martinus værelse. "Kom ind" bliver der råbt. "Nårhh hej Jess, hvad så?" "Jeg har tænkt længe over hvorfor vi tabte" han kigger på mig med
seriøst-blikket "Jess jeg ved du er konkurrence-genet, men vi tabte, og vi kunne ikke have gjort det bedre" fastslog han. Jeg gav ham med sænket hoved du-har-ret-blikket. "Heyyy jeg ved hvad der kan få dit humør lidt op!" "Hvad?" "FIFA 2018! Både Marcus og jeg har fået det" jeg begyndte at grine, da han jo på ingen på kan slå mig.
"Klar på at tabe igen, igen?" Hånede jeg.
Kampen var i gang, men der stod 2-0 til Martinus - vent hvad!?. "Så nu er du pludselig ikke så kæphøj" grinede han. Jeg forstod det slet ikke
"Jeg går lige på toilettet" jeg nikkede bare.
Da jeg havde sat spillet på pause, lagde jeg mærke til noget mærkeligt. Indstillingerne stod på hjulpet. Det vil sige, at uanset hvor god man er til FIFA, er det umuligt at vinde over modstanderen. Jeg satte den på normal ligesom min controller. Da Martinus kom tilbage startede vi igen.

"Ha jeg sagde jo, at jeg vandt" hoverende jeg. "Hvordan?! Jeg var ellers så god" "nej du havde snydt! Du satte din controller på hjulpet, så jeg umuligt kunne vinde" han kiggede flovt ned i sengekanten. "Jeg kunne jo aldrig slå dig ellers" protesterede han. "Martinus det er okay. Jeg er ikke sur, jeg synes bare, at det var mærkeligt, at du var bedre end mig".

Lige nu sad vi bare på Martinus' værelse og var asociale. Vi sad med hver vores mobil. Jeg så pludselig hvilken dato det faktisk var. 16/12 stod der. Det var lidt ligegyldigt, det eneste det betød var, at vi er inde vinteren. "Jess? Ved du hvad dato det er?" Spurgte Martinus som et lille barn.
"d. 16/12 hvorfor?" Han kiggede på mig med et forvirret blik. "Hvad mener du dog?! Det er snart jul?" "Hvad er jul?" Spurgte jeg måske lidt dumt. Martinus så chokeret på mig. "Her du aldrig fejrer jul?"
Jeg kiggede trist ned i mit skød, og jeg fældede måske en tåre. "Jess hvad er der dog galt? Kan du ikke lide jul?"
"Martinus jeg har aldrig fejret jul, jeg ved knap nok hvad det er. De første to år af mit liv, hvor jeg havde forældre kan jeg ikke huske. Jeg har aldrig haft en familie at fejre jul eller fødselsdag med. Jeg ved ikke engang hvornår jeg har fødselsdag." Græd jeg. "Undskyld Jessica! Jeg skulle aldrig have spurgt."
"Det er okay."

Resten af dagen chillede vi egentlig bare, indtil Martinus gik nedenunder. Jeg blev ovenpå, da jeg bare ville slappe lidt af.

Martinus' synsvinkel:
"Marcus?" Kalder jeg. "Hvad Martinus?" Jeg gå ind i stuen hvor jeg finder ham. "Hør Jessica har aldrig holdt jul før eller ved hvad det er. Jeg vil foreslå, at vi arrangerer den bedste jul nogensinde for hendes skyld. Vi er jo på en måde blevet hendes familie" Marcus lyste op imens jeg forklarede det. "Der er en super fed ide! Men hvorfor vil du gøre sådan noget stort for Jessica, når nu du siger, at i bare er venner?" Driller han. "Okay, jeg tror måske, at jeg er blevet lidt vild med Jessica, men hun ved det ikke" sukker jeg. Marcus giver mig en highfive, og vi begynder at planlægge det hele.

•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*•*
Her er lige et kapitel.
God efterårsferie
-Boeltte❤️