All I Need Is You

36 // Paris - Ulykken

Jessica's synsvinkel:
Jeg er lige vågnet op. Martinus ligger og laver sådan nogle små snorkelyde, det er egentlig meget sødt, men man kan ikke sove for det. Alexa fik heldigvis lov at komme med til Paris, og det var godt, for vi har planlagt noget til hele familien.

Jeg lister forsigtigt ud af døren, da Alexa og jeg vil spise tidligt, så vi kan komme igang med vores plan. Vi mødes nede ved morgenbuffeten, og spiser sammen.

Vi er lige kommet ned til shoppingcentret i Paris. Det er kæmpe stor, jeg tror det er 4 gange større, end Magasin du Nord. Vi starter ud med at finde noget pænt tøj, da vi inviterer hele familien ud at spise.

Vi fandt begge et fint sæt, og gik videre mod restauranten, hvor vi ville spise. Vi fik reserveret et bord i morgen aften.

Da vi kom tilbage til hotellet, var de andre kun lige vågnet. Klokken var nok omkring 8:30, da vi gik, og nu er den 10:46. "Hvor har i været så tidligt?" Spørger Marcus træt. "Det er jo ikke godt at vide" svarer jeg.

Vi er nu kommet til Disneyland, og Emma er helt vild med alle forlystelserne. Drengene opfører sig også som om, at de var 5 år. Vi går allesammen op i en forlystelse. Der står, at den er mild, men jeg tror ikke på skiltet. Den ser nu rimelig vild ud.
Turen starter, og vi bliver fyret afsted.

Pludselig, da turen er i fuld gang, siger vognen en høj skinger lyd. Vi kører ikke mere, nej forlystelsen er gået i stykker. Vi sidder helt stille i 60 grader, 90m over jorden.
"Martinus!?" Råber jeg frustreret "rolig nu Jess, det skal nok ordne sig" prøve han, men nej "nej! Jeg er så sygt meget højdeskræk, og nu sidder vi 90m over jorden, næsten lodret!" Råber jeg panisk. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og pludselig er alt omkring mig væk.

Jeg ser en kvinde og en mand. Det er mine forældre. De sidder i en bil og snakker. Jeg prøver at råbe "mor, far!" men jeg er som et spøgelse. Jeg ligger mærke til en bil der kører stærkt op på siden, af mine forældres bil. Jeg råber "mor, far se til venstre!" men uden, at de hører mig. Inde i bilen ved siden af, sidder manden i jakkesættet, ham som er skyld i, at mine forældre glemte mig, ham som overtog vores hus og ham som jog mine forældre ud af huset. Vreden bobler op i mig. Han drejer skarpt til højre, ind i vores bil. Mine forældre når lige at se til venstre, men det er for sent. Jeg hører manden råbe "lær at betale jeres gæld, ellers må i tage konsekvenserne!".
Jeg kigger tilbage på mine forældre, de ligger livløse og med blod på vejen. Jeg begynder at græde, og mit hjerte bliver fyldt med sorg, vrede og angst. Hvem kan finde på sådan noget?

"Jessica?! Det er okay, vi er nede igen." Råber Martinus. Jeg vågner op fra synet, og jeg kigger forskrækket op. "Hvad er der i vejen Jess?" Spørger Martinus bekymret. "Je....jeg havde et syn igen" svarer jeg med dirrende stemme. "Om hvad dog?" Spørger han bekymret igen. "Mine forældre" svarer jeg. Min stemme knækkede, da jeg sagde foræld-re. "Jess, hvad handlede det om? Var det godt eller skidt" spørger han endnu en gang. "De...de de døde en en bilulykke" græd jeg. "Det er jeg virkelig ked af at høre" sagde Martinus. "Er det okay hvis jeg tager tilbage til hotellet?" Spurgte jeg. Gerd-Anne svarede hurtigt "åhhh selvfølgelig er det der, vil du have en med dig?" Jeg nikkede langsomt "jeg skal nok tage med" sagde Alexa.

Resten af dagen, var Alexa og jeg bare på hotellet. Vi spiste is og så Netflix.
De andre kom tilbage klokken 00:45, da de havde været i byen. Vi gik alle i seng, men jeg tænker stadig på mine forældre, hvis jeg stadig har nogle.