Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Har du gået fra land til land? Har du kæmpet med livets uretfærdigheder?
I denne historie møder vi 15 årige Jessica. Hun blev efterladt på gaden af sine forældre, da hun var 3 år. Hun har ikke nogen ve...
Jessica's synsvinkel: Jeg vågner, står op, tager tøj på, ordner mig og hår nedenunder. Ja desværre skal vi starte i skole igen.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
👆🏻Dette er mit absolute yndlings outfit. Det er komfortabelt, chikt, cool, street men dog også pænt. Og halskæden jeg fik af Martinus topper lige det hele.
De fleste ville nok tjekke deres telefoner, som noget af det første om morgenen, men nej sådan er jeg ikke.
Jeg snupper en bolle fra brødskuffen, og tager osten ud af køleskabet. Jeg sætter mig tilfreds ned med min bolle, og nyder den med et glas juice. Jeg tager hurtigt et æble i tasken, inden jeg går.
Drengene skulle til et vigtigt møde i dag, omkring deres nye album og Tour. Jeg glæder mig til at høre deres nye sange. Make You Believe In Love er fantastisk, og så må de andre jo være for syge.
Forresten var Gerd-Anne og Kjell-Erik vilde med turen til Paris. De sagde, at de ville tage hele familien med til Paris i sommerferien. Jeg glæder mig allerede. At gå igennem Paris' glimtende gader, oplyst af de mange lys, hånd i hånd med min bedste ven og kæreste. Måske kan jeg endda få Alexa med?
Jeg går op langs vejen, og nyder den friske morgenvind, der strejfer min varme hud.
Jeg har aldrig prøvet at være i skole uden drengene før. Jeg er faktisk lidt bange, for alt kunne jo ske: -Tænk hvis de inderst inde ikke kan lide mig, men de bare lades som om når drengene er der. -Hvad nu hvis jeg får sygt meget hate, fordi jeg er blevet kærester med selveste Martinus Gunnarsen. -Eller tænk hvis nu jeg blev ydmyget foran hele klassen. -Eller tænk hvis Lukas og hans klamme playerslæng kommer, så er Martinus der jo ikke.
Jeg tænker to ord: "Åhhhhh nej"
I det mindste er Alexa i skole i dag. Hun sidder og venter, da jeg kommer ind i klassen. For at være ærlig tror jeg ikke, at hun lagde mærke til, at Martinus lagde et billede op den aften af mig og ham, men måske hat hinder det senere. "Ejj!! Jess, jeg så hvad Martinus lagde op på Instagram i ferien, det var bare så sødt" hviner hun. Altså er det bare mig eller har den pige et eller andet obssesed med at hvine? "Men søde? Har du set kommentarerne?" Nu er hun pludselig blevet mere alvorlig. "Øhm nej, burde jeg da det?" "Nej, men det kan være hårdt at se hvad folk skriver om en" siger hun. "Jeg kan tage det Alexa" griner jeg og smiler falskt. Jeg kan nok ikke klare det, men jeg vil gerne vide hvilke dårlige ting, folk skriver om mig.
-Martinus fortjener bedre, og du værre. -Du er grim, jeg fatter ikke hvad han ser i dig. -Du har kendt ham i hvad? 1 måned, imens alle vi M&M'er har fulgt med fra starten af. Det er simpelthen så respektløst bare at tage ham, fra alle os andre. -Jeg hader dig.
Av.. det var måske bare 4 ud af 10.000 kommentarer. Det gør ondt, at folk tror jeg er sådan. Jeg har lige 2 ting at sige: 1. Man kan ikke selv bestemme hvem man bliver forelsket i. Kærlighed kan ikke styres, og den er en kategori for sig selv. 2. Hvis alle de her piger kalder sig M&M'ers, så burde de da være glade på Martinus' vegne, og ikke hate og blive sure.
"Jess? Er du okay med det?" Afbryder Alexa mine tanker. Jeg nikker "hvorfor skulle jeg ikke være det? Jeg har prøvet værre, så hvorfor skulle jeg dog tude over nogle misundelige kommentarer?" Svarer jeg. Jeg er faktisk utroligt overrasket, over hvor selvsikker jeg lyder.
~hjemme fra skole~ Drengene er kommet hjem for 40 minutter siden, og lige siden da, har Martinus plaget om at høre sangen jeg skrev om ham, den dag i centeret. Han kom helt fra det i ferien, hvilket jeg er meget glad for. Jeg ved ikke helt hvad han vil sige til den, da den er om hvor dum han måske var. Nu må vi se.
