hE WaNtS mE

((21))

Kapitel 21
Fersken Brown P.O.V:

Jeg rejste mig, og fulgte med, da vi kom ud på gangen...

Løb jeg...

"FERSKEN" råbte de efter mig, men jeg løb videre, ind på mit værelse, jeg låste døren, fandt min pistol, og åbnede mit vindue, og hoppede ud, jeg måtte væk, jeg elsker ham, men jeg kan ikke være sammen med en der også har behov for at være sammen med andre.

Sådan er det bare, bum basta bum

"FERSKEN" råbte Nathan oppe fra mit værelse.

"DET VAR HYGGELIGT AT MØDE JER, MEN SIG TIL LOGAN AT JEG IKKE VIL FINDES, OG DENNE GANG..." "hvad med denne gang fersken" hviskede Logan i mit øre, og holdte om mig, jeg kunne høre hans selvtilfredse smil. Idiot

"Denne gang tager jeg ikke med tilbage, slip mig så, så jeg kan flygte, det var ligsom ikke meningen at du skulle nå at fange mig!" Sagde jeg, "nej" sagde han, "hvad med 10 sekunders forspring?" Spurgte jeg

"Du er virkelig irriterende i dag" siger han, "det er da dig! Du tvinger mig til at være social når jeg ikke gider! Det er tarveligt" siger jeg, og kæmper for at komme ud fra hans stramme lorte greb 

"sov godt" sagde han og jeg mærkede et stik i min nakke, og så var alt sort.

Det er jo bare super

...

Jeg sidder, bundet til en fucking stol, i et rum, i et mørkt rum. Jeg hader mørke. Det ved han. Uh! Han er djævlen selv!

Men jeg nægter at kalde på djævlen, han var her da jeg vågnede, og sagde: "når du er klar til at være voksen, og snakke om tingene, så kalder du på mig, og så kommer jeg, der kommer ingen herned før du har snakket med mig" og så gik han, han skred bare! Han er så dum! Han kan ikke bare skride fra mig! Han burde sige at han elsker mig og så kysse mig! Men jeg nægter at være den voksne, plus han er 3 år ældre end jeg er!

jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg har siddet her, men meget længe, det er ved at blive mørkt udenfor, og jeg er pisse sulten, men jeg giver mig ikke, for så vinder han, og det må ikke ske.

Kan man ikke bare sove?

...

Jeg vågnede af at døren smækkede i, jeg spjættede og kiggede op, der stod Logan, med mad. Åhhhh! Jeg er sååååååå sulten!

"Er du sulten?" Spurgte han, jeg valgt ikke at svare

"er du klar til at tale nu?" spurgte han, jeg sagde heller ikke noget denne gang.

"så bliver jeg bare her, indtil du snakker" sagde han og satte sig på en stol.

hvor kom den fra? Du har sovet, måske har der været en nede med den! Er du helt hjernedød?

Han sad bare der og stirrede på mig. Klamme dyr!

...

Han sidder stadig og stirre på mig, efter hvad? 4 timer eller sådan noget pis. Okay måske en meget lille overdrivelse, eller stor, nok en meget stor overdrivelse!

"bliver du ikke træt af at stirre" spurgte jeg irriteret, "nej, ikke hvis det får dig til at tale" sagde han, "fint! Så tal" sagde jeg vredt.

"Olivia er væk, alle de andre piger er væk, det er dig og mig, og de andre" sagde han, "hvem er de andre?" spurgte jeg, "Oliver, Alicia, Grace, Adrian, Nathan, James, dig og mig" sagde han.

Han havde virkelig sendt hende hjem! Jeg elsker ham! Det har jeg hele tiden gjordt, men det skulle han ikke vide, for så ville jeg ikke kunne gå at være tøsesur på ham, og hvem elsker ikke lidt drama? Jeg elsker det i hvert fald.