hE WaNtS mE

((20))

Kapitel 20
Logan Green P.O.V:

"Logan?" sagde en stemme, "hvem er det?" mumlede jeg, "Olivia" hviskede hun, "hvad vil du nu?" spurgte jeg træt, "bare se til dig, jeg savner dig" sagde hun, jeg satte mig op i sengen. Hun satte sig på mine lår, og lænede sig ind til mig, og så ramte hendes læber mine.

Min tunge gled ind i hendes lille mund, og så udviklede det sig.

...

Fersken Brown P.O.V:

"Fersken" sagde en med en håbefuld stemme. "Logan" hviskede jeg, jeg er tilbage i min egen krop, jeg havde stadig lukkede øjne, men bevægede mine fingre, "han er her ikke, det er Adrian" sagde han, "jeg henter ham" sagde han efter mine øjne havde vænnet sig til lyset, "nej nej! Jeg går selv derind" sagde jeg, og rejste mig, jeg gik forsigtigt.

"bare se til dig, jeg savner dig" sagde en pige stemme inde fra Logans værelse, døren stod på klem, så jeg kiggede ind, og jeg så dem læne sig ind mod hinanden. Og så ramte deres læber.

Og nu begyndte de at sluge hinanden, jeg vendte mig om og løb væk, jeg løb tilbage til der hvor jeg kom fra, og kastede mig ned i sengen, mine kinder var våde af tårer, "Fersken? Hvad sker der?" spurgte Nathan, som kom gående ind.

"du kan sige til Logan at jeg er vågnet" hviskede jeg, "okay?" sagde han spørgende, "men vent, hvor lang tid har jeg været væk?" spurgte jeg, "8 år" sagde han, "8 ÅR!" "nej nej nej, jeg joker, du har været væk 2 uger" sagde han, "dumme svin" grinede jeg. "jeg siger det lige til Logan" sagde han og gik.

Der gik ikke mere end 2 minutter og så kom Logan spurtende.

"jeg troede du var død" sagde han forpustet, "jamen det er jeg ikke" sagde jeg koldt, "jeg har savnet dig så meget Fersken" sagde han, og jeg grinte tørt, som om han havde savnet mig.

Så du ikke hvordan han græd da du var ved at dø? Sagde min indre stemme til mig, men så du ikke den måde han rå snavede hende dullen, gav jeg den igen.

"er du okay, du virker... sur?" spurgte han, "jeg har det fint" sagde jeg, "jeg græder aldrig, men... da du... da du var ved at dø... så troede jeg virkelig at jeg ville miste dig igen... og jeg kunne ikke... klare tanken om-" "skatter? Hvor blev du af?" sagde en stemme ude fra gangen, og Logan stivnede, "hvem er det?" spurgte jeg, "åh du er her" sagde hende pigen han lige havde rå-snavet.

"Olivia, gå" sagde Logan, "nej, hvorfor det? Skal du ikke introducere din kæreste for denne pige" sagde Olivia-pigen.

"nej Olivia" sagde Logan, "hej, jeg hedder Olivia, og er Logans kæreste" sagde hun og rækkende hånden frem mod mig, "jeg er Fersken, jeg viste ikke at Logan havde en kæreste" sagde jeg og tog imod hendes hånd, "åh! Logan, hvorfor har du ikke fortalt smukke Fersken at vi var kærester? Jeg troede vi var officielle" sagde hun falskt ked af det.

Luder

"Olivia, jeg vil råde dig til at gå, lige nu, ellers ender det her ikke kønt" sagde Logan, "honey, slap af" sagde hun og rørte hans skulder, og kyssede ham på munden, jeg fik en knude i maven, og blev ramt af den her følelse, det gjorde ondt at se ham med en anden.

Jeg er vel ikke... jaloux?

Nej, jeg er vel bare ikke helt ovenpå efter at have ligget i koma i 2 uger. Det må være derfor, der er ikke nogen anden forklaring.

"gå" hviskede jeg, "Fersken, lad mig nu forklare" sagde han, "skrid ad helveds til Logan" spyttede jeg.

"Fersken! Tal med mig! hvad er der galt, for 2 uger siden kyssede du mig, og nu?" sagde han, "ja nu har du jo fået en kæreste" sagde jeg, "hun er ikke min-" "gå" afbrød jeg ham, "hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?" spurgte han bekymret.

"du kan jo starte med ad gå" sagde jeg, "eller?" spurgte han, "ellers bed hende om at gå, så det kun er dig og mig, hvis du nu vil vise hvad jeg betyder for dig, så skal hun væk først, og så kan vi arbejde på tillid bag efter" sagde jeg, "men nu skal du gå, og så kan du jo også tage endnu en omgang med hende" sagde jeg

"hvordan-" "jeg så jer, jeg ville komme og overraske dig" hviskede jeg, "Fersken-" "SKRID UD" råbte jeg, han sagde ikke noget, men gik bare.

Han skulle jo ikke gå, han skulle jo kysse mig nu, og sige hvor meget han elskede mig...

Han elsker mig åbenbart ikke...

...

"Fersken?" sagde Adrian og stak hovedet ind på mit værelse, jeg sagde ingenting, jeg ignorere alle, min dags rutine er meget enkel, jeg vågnede, stod op, gik i bad, gik ned i køkkenet, lod som om ingen var til stede, tager noget havregryn, går op på mit værelse igen, og så sidder jeg ellers bare her, så går jeg ned og henter frokost, og går op igen, og når der er aftensmad er jeg tvunget til at spise med alle de andre, men jeg spiser ikke noget, jeg sidder bare og stirre ned i jorden, og så går jeg op igen, og ved 23-tiden går jeg ned og tager noget at spise, og så går jeg i seng.

"der er mad" sagde Adrian, "jeg er ikke sulten" sagde jeg stille, "du talte, der er første gang i hvad? 9 dage?" sagde han, "jeg er stadig ikke sulten" sagde jeg stille, "jeg er ligeglad, let røven og kom med" sagde han koldt.

Jeg sukkede, men gik med nedenunder.

"godaften" sagde Grace og prøvede at få mig til at snakke med hende, men jeg lod som ingenting og satte mig på min stol.

Da alle var kommet, kom maden på bordet, og alle begyndte at spise, vi sad 8 om bordet, Mig, Logan, James, Adrian, Nathan, Alicia, Oliver, Grace.

Der blev sat en tallerken foran mig, med mad!

"spis" sagde Logan koldt, jeg rystede på mit hoved, han satte sig ned, og ingen sagde noget, der var akavet stilhed, "tak for mad" sagde James og Nathan samtid, som de altid gjorde, de rejste sig og forlod bordet.

"tusind tak for mad" sagde Grace, og rejse sig.

Jeg rejste mig, men blev hurtigt stoppet, "Fersken, du forlader ikke bordet før du har spist" sagde Logan, jeg lod som ingen ting og gik videre, men blev hevet tilbage af et par stærke arme, jeg blev sat på stolen, og ventede på at jeg kunne løbe væk.

"er du snart færdig med at opføre dig som et barn?" spurgte Logan, "det ved man aldrig" sagde jeg, "seriøst Fersken!? Har du bare tænkt dig at ignorere mig resten af dit liv?" spurgte han, "ja" sagde jeg, "det kan du ikke" sagde han fornærmet, "måske ikke, men jeg kan altid prøve" sagde jeg, "fint, hvis vi skal lege den leg," sagde han og stoppede midt i sætningen, "så må jeg jo også lege med" afsluttede han, "James, Nathan" kaldte han,

Nu er jeg forvirret?

"tag hende ned i cellen" sagde Logan, "i ved hvad koden er" sagde han og så gik han fra bordet, "går du derned frivilligt, eller skal vi holde fast i dig?" spurte James, "jeg kan godt gå selv" sagde jeg, men nej, jeg ville løbe så snart jeg kom ud på gangen.

Jeg rejste mig, og fulgte med, da vi kom ud på gangen...

Løb jeg...