hE WaNtS mE

((29))

Kapitel 29

Logan Green:

Hun kollapsede i mine arme, jeg greb hende, "Fersken" sagde jeg og lagde hende på gulvet, "MOOOOR!" råbte en bag mig, jeg vendte mig om, og der stod en lille pige, "hej" sagde jeg stille og glemte lige pludselig alt om Fersken, hun kiggede underligt på mig, jeg sendte hende et smil, hun lignede en der kunne tisse i sine lyserøde bukser af skræk, "det er okay, hvad hedder du?" spurgte jeg, "Nicoline" hviskede hun, "hej Nicoline, jeg er Logan" siger jeg og smiler.

"hvem er du?" spurgte hun, "jeg er ham der har taget sig af din bror natten over" siger jeg, "hvorfor sover mor på gulvet?" spørg hun, og så går det op for mig at Fersken er besvimet, jeg tager hurtigt min telefon op og ringer til James, "hva så bro?" spørg han da jeg ringer, "Fersken er besvimet, send Grace herop" sagde jeg og lagde på, Grace er ved at uddanne sig som læge, så hun må sgu da hvis hvad man skal gøre i sådan en lorte situation.

Døren åbnede med et brag og Grace kom løbende, og i det sekund Grace kom over, satte Fersken sig op, "Fersken?" spurgte jeg, "åh gud" sagde hun og kiggede ind i mine øjne, "Mor!?" sagde Nicoline og hoppede op i armene på hende, Fersken så stadig meget chokeret ud, det var som om hun ikke helt fattede hvad der lige var sket.

"Nicoline, lad lige din mor vågne" sagde jeg, "Logan? hvad laver du her?" spurgte hun, "jeg kom fordi-" "nårh ja" sagde hun, "jeg skal nok gå" sagde jeg, "nej! Vent, vil du ikke være lidt sammen med os?" spurgte hun, "eh..." sagde jeg, "det vil han gerne" sagde Grace, "Grace!" sagde Fersken glad, "Nicoline, jeg skal lige sige hej til en gammel ven" sagde Fersken, "okay Mor" sagde Nicoline og gav slip på hende.

Fersken rejste sig og krammede Grace, "hvorfor sagde du jeg var en gammel ven?" hviskede Grace, "de aner intet om jer" hviskede Fersken tilbage, de slap hinanden, "vi ses snart" sagde Fersken og smilte til Grace, "jeg regner med du selv kan komme hjem Logan, vi tage ud og dræ-" Fersken hostede og afbrød Grace, "eh... vi tager ud og snakker med ham der" sagde hun og løb ud ad døren.

"Nicklas!" råbte Fersken, Nicklas kom løbende, "kom med, så går vi en tur i parken" sagde Fersken, "gå ud og tag overtøj på, så kommer vi" sagde Fersken.

Vi? Hvem er vi?

De løb ud i gangen, "kom så Logan" sagde hun, "hvad skal vi?" spurgte jeg, "i parken" sagde hun som om jeg var dum, nårh hun mente mig, puha, der troede jeg lige hun havde fundet en ny kæreste.

"ja, sorry, kommer" sagde jeg og gik med hende ud i gangen, Nicklas var i gang med at tage nogle mega slidte sko på, det lignede at de næsten var for små, "hvorfor har han så små sko?" hviskede jeg i Ferskens øre, "han... jeg har ikke så mange penge, såhe vi kan ikke bare købe nye sko til ham hele tiden" hviskede hun flovt tilbage.

"så skal vi købe nye sko til dem nu" hviskede jeg, "Logan-" "de er også mine børn" afbrød jeg hende, hun mumlede noget jeg ikke helt fik fat i, men sagde ikke mere, "Logan?" spurgte en lille pige stemme, "ja?" spurgte jeg og satte mig ned i hyg for at snakke med Nicoline, "vil du gynge med mig nede i parken?" spurgte hun, "ja, det vil jeg rigtig gerne Nicoline" smilede jeg.

Vi gik ud ad døren, Fersken holdte Nicoline i hånden, "Logan! vi skal løbe om kamp ned til parken!" sagde Nicklas glad, "okay" sagde jeg og smilede til ham, "i kan løbe når vi når til parken" sagde Fersken, hun er alt for overbeskyttende, "3...2...1" sagde jeg, "nej, Nicklas du løber ikke!" sagde hun, jeg smilte, "nu" sagde jeg, Nicklas og jeg begyndte at løbe, "Logan! Jeg dræber dig!" råbte Fersken efter mig, men Nicklas og jeg blev ved med at løbe.

Ferskens synsvinkel:

Han kan ikke bare løbe væk med mit barn, det er jo næsten ikke hans, han har aldrig været der for dem!

"Moooor?" sagde Nicoline, "hvad?" spurgte jeg, "de gyyynger, det lovede Logan at gøre med mig, ikke med ham" sagde hun og begyndte at græde, "kom, så gynger vi" sagdejeg og smilede til hende, "Nej! Jeg vil kun gynge med Logan!" råbte hun grædende, åh barn altså, "Nicoline, opfør dig ordentligt, ellers vender vi om og går hjem" sagde jeg, hun skal ikke råbe herude, det ved hun godt.

"det er ikke fair" siger hun surt, "Nick er dum" siger hun igen, "Nicoline" siger jeg i en advarende tone, "men mor-" "nej Nicoline" siger jeg, "hvad sker der?" spurgte Logan, som vi var nået hen til, "Nicklas er duuum!" halv råber Nicoline, "så er det nok Nicoline!" siger jeg og tager hendes hånd, "Fersken, stop" sagde Logan og tog min skulder for at stoppe mig, lige da han rørte mig gik der en følelse igennem min krop som jeg ikke kan beskrive.

"nej Logan, hun må lære det på den hårde måde" sagde jeg, "så gå hjem, kom Nicoline, nu går vi hen og køber nye sko til jer" sagde Logan, "nej Logan! det er mine børn! Ikke dine" sagde jeg vredt, "du ved godt de også er mine!" sagde han, hans øjne blev helt mørke, næsten sorte. Han var vred.

"du har ikke været en del af deres liv! Du kan ikke bare komme her og tro at du kan være rigtig far-agtig, for det kan du ikke!" sagde jeg, næsten råbte. "mor?" spurgte Nicoline, "hvad?" spurgte jeg irriteret, men det var ikke meningen, "er du sur på mig?" spurgte hun med tårer i øjnene, "nej skat, jeg er ikke sur på dig" sagde jeg og smilede svagt til hende, "kom Nicoline" sagde Logan og rakte sin hånd ud, så hun kunne tage den.

"Logan-" "tag med, eller tag hjem" sagde han koldt, "årh" sagde jeg og overgav. "Nicklas! Vi skal videre" sagde jeg, "kommer mor!" råbte han tilbage. Han løb over og gik ved siden af mig, "hvor vil i helst have sko fra?" spurgte Logan, "Adas!" sagde Nicklas, han kunne ikke sige Adidas, det har han aldrig kunne.

"Fersken?" spurgte Logan og undrede sig over hvad han mente, "Adidas" hviskede jeg, "hvad med dig Nicoline?" spurgte Logan, "Nike" sagde hun glad, "jamen så skal vi i Adidas og Nike" sagde Logan, vi gik først ind i Nike, da den lå først.

"dem her!" sagde Nicoline efter 10 minutter, de var lyserøde med røde striber. "det liver dem" sagde Logan, vi fandt hendes sko, og gik op og betalte, de kostede 1100, jeg sagde at han ikke skulle, men så blev han sur, og jeg valgte bare at holde min mund lukket.

Vi gik i Adidas og der fandt Nicklas nogle mørkeblå sko med lyseblå striber. De kostede sådan cirka det samme, "kom, vi tager på Macd" sagde Logan, "det har jeg ikke råd til Logan" sagde jeg og kiggede strengt på ham, "jeg betaler, kom så" sagde han og hev mig med, "Logan..." "Fersken, lad mig gøre det her for mine børn" sagde han, "har du ikke nogen du skal dræbe?" spurgte jeg, "det kan de andre klare" sagde han, "fint" svarede jeg.

Vi trådte ind på Macd, og det første mine vildt irriterende unger så var legerummet, "mor, mor, mor! Må vi ikke gå derind?" spurgte Nicklas og kiggede bedende på mig, "jojo" sagde jeg, og så var de væk.

"kom så, vi går op og bestiller" sagde Logan og tog sin hånd om på min nederdel af ryggen, der kom den der følelse igen, ligesom at der kommer strøm igennem min krop, og det bliver ved med at være der.

Jeg savner hans kys, jeg savner hans måde at være overbeskyttende og bekymret. Jeg savner hans smil, og vores små skænderier om ingenting, jeg savner den måde vores læber smelter sammen når vi kysser.

Han må ikke tage tilbage, hvis han gør, bliver vi nød til at tage med, jeg savner ham så meget.

"Fersken? Jorden kalder Fersken" sagde Logan og viftede en hånd foran mit ansigt, "tag os med" hviskede jeg, "hvad?" spurgte han, "please Logan" hviskede jeg og krammede ham, "alt for jer" sagde han og kyssede min hovedbund, vi fik bestilt, jeg gik ind for at hente børnene, og så de legede med en dreng, der stod også en dame herinde, hun var smuk. Men hun lignede en jeg havde set før.

"Nicklas, Nicoline, kom" sagde jeg og smilede til dem, "Mor! Du skal møde ham her" sagde Nicklas, "det er min søn" sagde kvinden der stod ved siden af mig, "hej, jeg hedder Mike" sagde den lille dreng som rakte hånden ud, "jeg er Fersken" smilte jeg, og tog imod hans hånd, mine børn kunne lære noget af denne dreng.

"jeg er Scarlett" sagde kvinden ved siden af mig, åh gud.