hE WaNtS mE

((5))

Kapitel 5
Fersken Brown P.O.V

"hold din mund Oliver, du skal ikke blande dig!" sagde Logan "fint nok, jeg siger det også bare" sagde han. "hvornår vågner hun? Hun har sovet i 4 timer!" sagde Logan irriteret, "hvor meget gav du hende?" spurgte Oliver, "det der plejer at svare til de sover i 3 timer! Hvorfor vågner hun ikke?"

"hun er klog Logan, hun har været vågen den sidste time" sagde Oliver, "Aria?" spurgte Logan, jeg gav intet tegn på jeg var vågen, det måtte jeg ikke!

"smukke, vi ved godt du er vågen, hvis du frivilligt åbner øjnene lige nu, så mindsker vi din straf" sagde han, hoppede jeg på den? Nej!

Der var stille lidt tid, og pludselig mærkede jeg et par bløde læber på mine! Jeg åbnede øjnene og vred mig i den stol jeg sad bundet til, men det gjorde ondt i mit ben, så jeg bed ham i læben, "av" peb han.

"ups, du kunne bare have ladet vær" sagde jeg flabet, "du kunne bare have åbnet øjnene da jeg bad dig om det" sagde han koldt, "indrøm det, du ville gerne kysse mig, du er jo blevet blød" sagde jeg om smilede flabet, "hvor meget hørte du?" spurgte han hårdt, "jeg hørte nok" svarede jeg.

"er du færdig med at være flabet nu? For du gør det kun værre for dig selv" sagde Oliver bag mig, "måske" svarede jeg.

"er du bange for mig?" spurgte Logan og bøjede sig så vi havde samme øjenhøjde, "nej, hvorfor skulle jeg være det?" spurgte jeg, måske skulle jeg stoppe med at være flabet? Nah, et er sjovt.

"er du slet ikke bange for ham? Sådan bare en lille smule, han har jo trosalt dræbt folk for sjovt" sagde Oliver, "han ville ikke dræbe mig, jeg ved ting som han vil vide" sagde jeg koldt, "og hvad ved du som jeg ikke ved?" spurgte han.

"hvor min fars bande opholder sig, altså ikke der du mødte mig første gang, men hvor han træner sine soldater og sådan noget" sagde jeg koldt, "og hvor gør de så det?" spurgte Logan.

"hvis jeg sagde det, så ville du vide det, og så vil du ikke vide det mere, du ville ikke have brug for mig" sagde jeg, "selvfølgelig ville jeg have brug for dig, du skal snart være min spion, min egen hemmelige spion, ingen ved hvem du er, undtagen mig og Oliver, såh, hvor er hans gemmested" sagde Logan. "Det var et rigtig godt spørgsmål Logan, det burde du finde et svar på" svarede jeg ham, "hvorfor prøvede du på at flygte?" spurgte Logan koldt, "jeg vil ikke være her, jeg blev taget fra mit hjem, min familie"

"er det din familie når de efterlader dig her, og at din far ikke engang er kommet for at finde dig endnu, jeg derimod ville aldrig flygte uden dig" sagde Oliver, "løgn!"

"nej, jeg ville ikke lyve for dig"

"jo du ville"

"nej"

"jo"

"nej"

"jo"

"STOP SÅ I 2, jeg gide ikke høre på det mere!" afbrød Logan, Olivers og jegs søskendeskænderi. Jeg savner dem rigtig meget... vent! Nej jeg gør ikke! Oliver skred fra os, han er en sø med døde fisk, ja det er lige hvad han er!

"Har i tænkt jer at slippe mig fri, jeg kan alligevel ikke flygte når jeg har så fucking ond i mit ben, da min bror skød mig!?" spurgte jeg, "kuglen er ude, og der er forbindning om, men du må ikke gå de næste par dage" sagde Logan, "hvordan skal jeg så få mad? Eller gå i bad? Eller gå ned til mit værelse nu?" spurgte jeg, "slap af, jeg kommer med mad til dig, jeg kan da bare gå med i bad, og jeg bære dig ned til dit værelse" sagde han.

"fint, men du går ikke i bad med mig"

"nu må vi se"

"ad Logan, men kan du ikke binde mig op?" smilede jeg sukker sødt