hE WaNtS mE

((8))

Kapitel 8
Logan Green P.O.V

Hvorfor kommer de ikke tilbage? Det kan ikke tage 8 timer! "JAMES, NATHAN" råbte jeg, hvis der er sket Aria noget så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Stop de tanker Logan, du kan lige vove på at tænke sådan en gang til!

"Logan" sagde James, "hvad?" spurgte jeg irriteret, "du kaldte på os" svarede Nathan, "nårh ja, find dem" sagde jeg og satte mig ned i min stol bag skrivebordet, "hvem?" spurgte de i munden på hinanden. "ja, Scarlet og Aria" sagde jeg som om de var dumme.

De nikkede og gik ud, hvis der er sket noget med Aria- nej Logan, stop så!

Fersken Brown P.O.V

"LIAM" råbte jeg, "LIIIIIIAM" råbte jeg igen, jeg tror jeg har kaldt på ham de sidste 20 minutter, "COOOOOOODY" råbte jeg, "ALEXANDER" "SCARLET" "EN ELLER ANDEN IDIOT" blev jeg ved.

"gider du godt holde kæft" blev der spurgt ovrefra døren, der stod Logan, "Logan!" sagde jeg glad, "shh, nu får vi dig ud" sagde han og åbnede døren, "Logan skynd dig nu, inden de kommer" sagde jeg stresset. "for sent" sagde en stemme bag Logan. BANG. Logan faldt til jorden, der dannede sig en blodpøl omkring ham. Han er død.

"DU DRÆBTE-"

...

"godmorgen prinsesse" hviskede en i mit øre, "Logan" hviskede jeg, "jeg er ikke Logan" sagde stemmen igen, jeg åbnede mine øjne og kiggede ind i et par kolde blå øjne, som tilhørte Liam. "skrid" hvæssede jeg, "jeg har også savnet dig" sagde han koldt.

"hvad vil du med mig" spurgte jeg ligeglad, "jeg vil have information" sagde han. "hvad ved jeg som du ikke ved?" spurgte jeg, "hvor er Logans til holds sted?" spurgte han, jeg svarede ikke, jeg kunne ikke forråde ham, jeg kunne ikke forråde Logan.

"svar mig Aria" sagde Liam truende, jeg sagde ikke noget, jeg vil ikke, jeg vil ikke forråde Logan.

"du har ikke mistet din stædighed? Huh?" spurgte han, "nej" hviskede jeg, "jeg kunne ikke høre dig" sagde han, "nej!" sagde jeg højt, "hvor er du dygtig" sagde han som om jeg var et dyr.

"hvorfor kom du ikke tilbage til os?" spurgte han, "fordi at jeg ligesom ikke kunne flygte" svarede jeg i en duh-tone. "prøvede du?" spurgte han, "ja men jeg blev skudt i foden" sagde jeg og vi havde en lang stirrekonkurrence.

Og pludselig kom den overbeskyttende store bror frem i ham.

"skød han dig? Jeg dræber ham så meget for det! Hvor henne på foden? Gør det stadig ondt? Lad mig-"

"det var ikke ham" hviskede jeg

"hvad?"

"det var ikke ham der gjorde det" sagde jeg stille

"hvem så?" spurgte han

"William" hviskede jeg

"hvem er det" spurgte han

"William, som i vores-"

"bror" sagde han stille

Jeg nikkede bare. "han er død" sagde han koldt, "nej, det troede jeg også! Men det er han ikke, Green familien tog ham ind som en af dem! Jeg kiggede ham i øjnene, det er ham, du bliver nød til at tro på det Liam, han lever, og det tror jeg også Grace gør" sagde jeg og kiggede med bedende øjne på ham.

"nej, han kan ikke være i live! Han ville komme tilbage, for os 3, dig, mig og Grace, han ville ikke blive væk" sagde han for at overbevise sig selv. "han er bange for far" sagde jeg, "stop med at bilde mig sådan noget ind!" råbte han ad mig.

"jeg lyver ikke, Liam. Please, jeg kan bevise det!" sagde jeg og mærkede tårnede komme.

"hvordan?"

"jeg så hans ar! Det der han har på skulderen" sagde jeg, "please Liam, jeg vil gøre alt for dig, bare luk mig ud og lad mig bevise det!" sagde jeg bedende, "fint, men hvis jeg finder ud af at du lyver, tøver jeg ikke med at skyde hovedet af din kæreste" sagde han, "hvem?" spurgte jeg, "Alexander, det kan godt være han er min bedste ven men-" "vi er på ingen måde kærester" afbrød jeg ham, "så for mig må du gerne dræbe ham" tilføjede jeg.

Han kom over og bandt mine ben op, og så mine hænder, jeg rejste mig og strakte mig, "lad vær med at sige noget medmindre nogen snakker til dig, forstået?" sagde han inden vi gik ud, nej, jeg gider ikke, du bestemmer ikke en skid over mig! "okay" nikkede jeg og vi gik ud.

Vi gik op ad trapperne og han førte os ind på hans kontor, og der sad Alexander og min far, "Liam, hvorfor lukkede du hende ud!?" spurgte min elskelige far og spændte i alle hans muskler, "slap af, far. Fersken skal fortælle noget, ikke også?" sagde han og puffede til mig, "Ehm jo, WilliamerstadigiliveoghanarbejderforLogan" sagde jeg alt for hurtigt.

"hvad?" spurgte min far

Jeg tog en dyb indånding og begyndte så: "William er stadig i live og han arbejder for Logan" sagde jeg langsomt.

"Løgner"

"far... tro på mig, jeg ville ikke lyve for dig!" sagde jeg bedende, "Liam, tag hende ned i cellen igen, hun lyver" sagde min far koldt, "far... please, hun lyver jo ikke" sagde Liam.

"Cody og William før hende ned i hendes celle, og straf hende for at lyve" sagde min far, "nej nej nej nej nej nej! Far please, jeg så hans ar! Han lever!" sagde jeg imens Cody og Alexander gik over mod mig, "far! Stop dem" sagde Liam.

"Liam ti stille" sagde min far koldt, Cody og Alexander var ved at slæbe mig ud. "STOP" råbte Liam, "jeg bestemmer stadig, bare fordi min far er hjemme fra ferie, og at han sidder i min stol, betyder det ikke at han bestemmer" sagde Liam hårdt, "Liam, du ved jo godt hun lyver, hun er en bedrager" sagde min far.

BANG

Og så var min far blevet skudt, "LIAM" skreg jeg, "han er ikke død, jeg ramte ham i skulderen" sagde han koldt, "slip mig" hvæssede jeg ad Alexander, Cody havde givet slip, "vi skal snakke" sagde han og hev mig med ud, og ind på hans værelse, ja han bor her åbenbart.

"hvorfor er du sur på mig?" spurgte han da han slap mig, "fordi du gik i seng med en anden mens vi var kærester" sagde jeg koldt, "hvordan fandt du ud af det?" spurgte han, "det er ikke vigtigt, vi er ikke kærester mere, og det bliver vi aldrig igen!" sagde jeg og gik mod døren.

"please Fersken-..." "nej Alexander, vi er færdige! Få det ind i dit hoved, vi behøves ikke at snakke sammen, eller være sammen, de eneste tidspunkter er når vi skal på mission sammen, ellers er du luft for mig, og jeg er luft for dig" sagde jeg og gik ud, jeg gad ikke skændes mere med ham.

"Liam?"

"hvad er der?"

"hvor skal jeg være? Jeg kan bare gå ned og sove i en af cellerne hvis du ikke har noget værelse" sagde jeg og smilede svagt

"nej, du kan bare sove oppe på dit gamle værelse, ingen har været derinde siden du forsvandt" sagde han, "tak" mumlede jeg og gik op mod mit værelse.

"FERSKEN VENT" råbte en bag mig, Scarlet.

Jeg gik bare videre, hun er en forræder, hun fik mig fanget og hun gjorde ikke noget da jeg blev tortureret, hun har ikke engang været dernede, hun er ikke min ven mere.

"Fersken, stop! Hør på mig!" sagde hun og tog fat i min arm, men jeg hev den tilbage, og gik ind ad min dør, lukkede og låste. Men da jeg kom ind, var der en skikkelse, der sad i min seng, jeg kunne ikke se hvem det var, men jeg ved at jeg nok heller ikke vil vide det!

Forsættelse følges...