hE WaNtS mE

((23))

Kapitel 23
Fersken Brown POV:

2 uger senere
"har du ordnet køkkenet?" spurgte Hunter, "ja Sir, alt er rent, er der andet jeg skal gøre?" spurgte jeg, "ja, kom og giv mig et kys" sagde han, jeg hader at kysse ham, men jeg er blevet pisket utallige gange for ikke at gøre som han siger.

Jeg er bange for ham, og jeg tør ikke tænke på hvad der sker næste gang jeg modsiger ham. Jeg tror ikke at han ville dræbe børnene, men han kunne gøre alt muligt andet.

Jeg kyssede ham på munden, jeg savner Logan, men han savner nok ikke mig, jeg betød intet for ham, jeg var bare hans legetøj, en som han kunne gå i seng med, kysse på, og en der vil lave hans børn, og når han bliver træt af mig, smider han mig på gaden, uden noget, og jeg ser aldrig mine børn igen.

Og så ender de med at blive bandeledere, og så ender de med at blive dræbt, jeg ved det bare.

"JEG VED HUN FUCKING ER HER" råbte en stemme, jeg trak mig fra kysset og kiggede mig bag skulderen, "JEG SKYDER HOVEDET AF JER ALLE SAMMEN INDTIL JEG FINDER HENDE!" råbte stemmen igen.

"baby, gå ned i beskyttelsesrummet, kom ikke ud før jeg kommer og henter dig, sæt dig i hjørnet og kig ind i vægen" hviskede Hunter i mit øre, jeg nikkede og gik ned mod beskyttelsesrummet. Jeg gik ned ad trapperne og åbnede døren til beskyttelsesrummet. Jeg gik ind, og lukkede døren bag mig, jeg gik hen i hjørnet, satte mig på knæ og kiggede ind i væggen.

Jeg har givet op, jeg kan ikke klare det her mere! Jeg vil ikke leve sådan her resten af mit liv.

...

Døren brasede op, men jeg kiggede ikke bag mig for at se hvem det var, jeg vidste at det var Hunter, hvem skulle det ellers være?

"Fersken?" sagde en stemme, det lød som om personen der sagde det lige havde fået en mavepuster og næsten ikke kunne snakke. Ja for det er jo superrealistisk hernede.

Jeg vendte mig om, og der stod han.

Logan.

"Du er i live!" sagde han lettet, jeg rejste mig hurtigt og krammede ham, og så med et startede et vandfald.

"Hey, det er okay, jeg er her nu" hvisker han, "jeg troede aldrig du ville finde mig" hviskede jeg, "jeg ville altid lede efter dig" sagde han, "hvorfor tog det så lang tid?" græd jeg, "du var gemt godt" sagde han.

"vi skal hjem baby" sagde han stille, "jeg vil ikke derud, hvad hvis han er der! Han vil dræbe mig og-" jeg kan ikke sige det til ham! Det kan jeg ikke, "og dig" skyndte jeg mig at sige, han virkede ikke til at opdage mig tøve.

"bare rolig, han er væk, du skal aldrig se ham igen" sagde han.

"lover du det?" spurgte jeg, "jeg lover" sagde han, jeg stolede på ham, jeg tog hans hånd, og holdte om den, bange for at det her var en drøm, og jeg ville vågne lige om lidt, og kigge ind i Hunters klamme øjne. Men det gjorde jeg ikke.

...

"er du sikker på at du er okay? Der er intet som du ikke har fortalt mig?" spurgte Logan, nårh jo, jeg er for resten gravid med dit barn, det fandt jeg ud af her for 3 uger siden, "det var alt Logan, jeg mener det" sagde jeg, "Fersken... please du kan godt sige det til mig" sagde han, sige hvad?

Jeg svarede ikke, "jeg ved du er gravid" sagde han, nej han ved ikke, jeg er IKKE gavid, eller jo men det skal han ikke vide endnu.

"nej jeg er ikke"

"så du siger at en af dine bedsteveninder lyver?"

"nej... eller jo det gør jeg!"

"Fersken!"