The Golden Love

22. Av mit knæ

Av mit knæ

Hold op hvor har jeg virkelig savnet det, at stå på banen, med harpiks i hænderne og spille håndbold. Alle minderne kommer flyvende tilbage, men det er rart. Jeg står på venstre back, Mathias på højre back, Lasse på højre fløj, Emil på den venstre, Jacob Holm som playmaker, Saugstrup på stregen og Niklas inde i målet. 

Samtidig er nogle af de andre spillere inde som forsvar. Min far fortæller forskellige angreb vi skal prøve og efter vi har udført dem, fortæller han hvad der skal juristers, selvom det kun er en træning og der er mange afbrydelser af min far, der lige skal rette noget, elsker jeg at være tilbage, jeg har savnet det mere end jeg lige troede. 

Jeg får bolden et par gange og kaster den tilbage til Jacob eller Mathias. De kaster den lidt rundt og vi får et angreb ordentligt op at stå, før jeg igen får bolden, smider den ned til Emil der hopper ind over stregen og ind bag Niklas. Igen skal min far lige justere lidt før vi kan sætte et nyt angreb op. 

Denne gang bliver der fokuseret mere på den højre side og derfor får jeg ikke bolden så meget, men det er også fint for så kan mine knæ slappe lidt af, ikke fordi de gør ondt, men bare for at passe lidt på. 

Bolden ryger ind til Jacob som smider den ind til Saugstrup som desværre brænder, efter en kanon flot redning af Niklas. Der er ikke så lang tid tilbage af træningen, men der er lige tid til et sidste angreb. 

Jeg får bolden, løber ind og springer op, kaster bolden af sted og næsten ved et mirakel scorer jeg, men på vejen ned støder jeg mit venstre knæ ind i Møllgaard og kan med det samme mærke smerten. 

Jeg falder hurtigt sammen på gulvet og tager mig til knæet. Hold op hvor gør det ondt, jeg kan se Anja og min far komme løbende, de fleste af spillerne samler sig omkring mig, før jeg lukker øjnene, jeg kan mærke hvordan tårerne trænger sig på, og det er det mindste jeg vil lige nu, græde foran dem alle sammen. 

Anja sætter sig på knæ ved siden af sig, "hvad skete der?" Spørger hun, "slog mit knæ på vejen ned" fortæller jeg med stadig lukkede øjne, dels af pinlighed og dels af smerte. "Hvilket knæ?" "Det venstre" hvisker jeg tilbage, jeg har allerede haft to korsbåndsskader i det venstre, så jeg er super bange for at det er endnu en. 

Anja begynder lige så stille, at trykke forskellige steder, nogle steder før mere ondt end andre. Jeg piver lidt og giver et sæt hver gang det gør ekstra ondt, jeg kniber mine øjne mere sammen og vil bare have det til at stoppe. 

Der er en der kommer hen og tager min hånd, jeg åbner det ene øje lidt og ser det er Mathias, han smiler lidt sympatisk og kører sin hånd igennem mit hår, han ved det beroliger mig, heldigvis har han dog fjernet sin harpiks inden. Min far har fortalt drengene at de godt kan gå i bad, det er rart at de ikke alle sammen står og kigger på mig, jeg åbner langsomt mine øjne og kan mærke tårerne stille trille ned af kinderne på mig. 

Det gør ikke super ondt længere jeg er vare virkelig bange for at det er alvorligt, Mathias ser det og tørre stille min tårer væk. "Er det slemt?" spørger min far og kigger ned på Anja, jeg er glad for at han spurgte for jeg turde ikke selv. "Nej umiddelbart er det bare slaget, jeg kan ikke mærke noget, der ikke er som det skal være" jeg ånder lettet ud og Mathias giver min hånd et klem, jeg kigger på ham og giver et lille smil. 

Anja henter en ispose, som hun vikler rundt om mit knæ, "kan du stå?" Spørger hun og kigger på mig, jeg nikke tog rejser mig op, Mathias hjælper mig "går det?" spørger han og kigger afventende på mig. "Ja jeg vil bare gerne ude i bussen og hjem til hotellet" forklare jeg. Han nikker forstående, Anja og min far tager over og hjælper mig ud i bussen, mens Mathias går ned i bad til de andre. 

Jeg sidder bare lidt for mig selv i bussen indtil min far kommer op til mig "undskyld" siger jeg stille, han havde jo trods alt bedt mig om at passe på, "nej skat, det er ikke din skyld uheld som disse sker, gør det meget ondt?" spørger han bekymret, "nej ikke rigtigt tro bare jeg blev bange for om det var alvorligt, du ved, endnu en skade". Han nikker og giver min skulder et klem, "det godt skat, så bare hold din i ro og lyt til Anja" fortæller han og går. 

Jeg falder tilbage i min egen verden og sidder bare stille og kigger lidt ud af vinduet, jeg har lagt mit ben op på sædet ved siden af, for at give lidt støtte til mit knæ, jeg har stadig isposen viklet omkring. Jeg kan se drengene komme gående, de stiger ind i bussen de fleste giver et sympatisk smil, eller spørger om jeg er okay, jeg giver et smil tilbage og nikker. Mathias kommer ind som en af de sidste sammen med Emil, det undre mig ikke, de har aldrig været blandt de mennesker der kommer til tiden, de går ind i bussen. 

Mathias løfter forsigtigt mit ben og sætter sig på sædet, hvorefter han lægger mit ben ovenpå ham igen, "gør det ondt?" Det er vidst det spørgsmål jeg er blevet spurgt mest i dag, "nej, det er ikke så galt, tror bare det er slaget" forsikre jeg ham, "hold op det er jeg glad for at høre" kommer en stemme fra sædet bag os, vi vender os om, det var Møllgaard, "jeg troede lige jeg havde skadet dig" griner han, "nej nej, bare rolig". "Så jeg kan stadig få massage senere?" Spøger han forventningsfuldt, "det kan jeg love dig for" griner jeg og vender mig mod Mathias igen, han sidder også og griner. 

Vi er tilbage på hotellet, drengen slapper lidt af rundt omkring inden der er aftensmad om lidt, jeg kan godt mærke der breder sig en lidt nervøs stemning i forhold til maden, men vi skal jo have noget at spise. Jeg sider i fællesrummet og giver Møllgaard massage, jeg burde tage penge for det, mine fingre begynder også at gøre ondt. "Tror i drengene er okay?" spørger jeg og kigger rundt, "hvem?" spørger Emil og kigger op fra sin mobil, "Mikkel og Johan". 

De fleste trækker bare på skuldrene, jeg beslutter mig for at kigge til dem, også så de ikke føler sig helt alene. Jeg starter ved Johan, jeg går hen til hans hotel dør og åbner den stille og lister ind, jeg kan se han sover så jeg lister bare ud igen og lukker døren. Derefter går jeg hen til Mikkel, gør det samme åbner døren og lister ind, han ligger med sin mobil, "hej" hvisker jeg og lister længere ind i rummet, "hvordan har du det?" "Som om jeg er blevet ramt af spillerbussen" erklærer han og jeg kan ikke lade vær med at fnise lidt af den kommentar, "har du brug for noget?" spørger jeg, "hvis du kunne hente lidt vand vil det være rart" siger han, jeg nikker og skynder mig ud efter det. 

Jeg finder noget vand, og tager også en cola med, har hørt det skulle hjælpe, jeg snupper også til Johan, som jeg lister ind og stiller til ham, til når han vågner, derefter går jeg ind til Mikkel igen. "Værsgo" siger jeg og stiller flaskerne på hans bord ved siden af sengen. "Tak," "prøv at sov lidt mere, det kan være det hjælper," fortæller jeg mens jeg går hen mod døren, jeg når lige at se ham nikke og rulle om på siden inden jeg går ud og lukker døren efter mig. 

Jeg tager lidt håndsprit på, og går ned til buffeten, det er nemlig blevet tid til aftensmad. Jeg sætter mig ned mellem nogle af spillerne, man kan godt se de fleste er blevet mere påpasselige med hvad de tager fra buffeten, deres tallerkener begynder at ligne min lidt mere. "Hvordan havde de det?" spørger Emil der sidder overfor mig "Johan sov, og Mikkel følte han var blevet ramt af spillerbussen" det fik også de andre til at grine lidt, men alligevel synes vi alle det er synd for dem. 

Resten af aften går meget stille og roligt og jeg går tideligt i seng, for at give mit knæ en pause, fra alt det gåen jeg har gang i, jeg håber det er bedre i morgen.