The Golden Love

53. Nervøsitet og øjenvipper

Nervøsitet og øjenvipper

"Det er finaledag" synger Mathias og rusker let i mig, jeg rulle om og kigger på klokken. "Mathias klokken er 7 kan vi ikke sove lidt længere?" beder jeg og får ham ned at ligge igen, "det kan jeg da ikke Anna, jeg er alt for spændt" brokker han og vender sig lidt i sengen.

"Okay det er cirka 12 timer til finalen og du er nødt til at være klar, tiden går ikke hurtigere af at du flyver rundt. Prøv at sov" fortæller jeg, "eller smut ind og dril Jakob så jeg kan sove" griner jeg, men Mathias bliver liggende.

Han lægger sig ind til mig og jeg begynder at lege lidt med hans hår for at få ham til at falde lidt til ro igen og måske endda få lidt mere søvn.

"Er du nervøs?" spørger han stille mens han ligger op af mig, "ikke specielt meget lige nu, men det kommer nok senere" fortæller jeg, "er du?" spørger jeg. Han nøjes bare med at nikke. "Det er okay det ved du godt ikke?" spørger jeg, men han trækker bare på skuldrende, "man skal være nervøs, det fordi det betyder noget for dig" fortæller jeg, "men jeg ved du og holdet nok skal klarer det" forsikre jeg og fortsætter med at lege med hans hår, han nikker og smiler. "Du må gerne fortsætte med det der til jeg sover" smiler han og referer til min hånd i hans hår, "hvilket nok er snart" griner han og lukker øjnene.

Han fik ret der går ikke mere end 5 minutter før han sover, jeg tror bare han havde brug for lige at snakke lidt før han kunne sove igen. Jeg lægger mig ind til ham og får selv lidt mere søvn.

"Anna kom nu, nu kan vi godt stå op" siger Mathias og prikker til mig, han har prøvet at få mig op i ti minutter nu, så jeg må nok hellere tage mig sammen snart, jeg ruller over og kigger på ham, han er allerede ude af sengen og er begyndt at tage tøj på, jeg ligger bare og beundre ham lidt.

"Anna nu, jeg er sulten" brokker han og jeg kommer med et højlydt suk, før jeg rejser mig og tager noget tøj på. Jeg går hurtigt ud på badeværelset og bukker mine øjenvipper.

"Gør det ondt?" spørger Mathias og kigger fascineret på mig, "nej kun hvis jeg kommer for langt ind og napper mit øjenlåg" svarer jeg og bukker mit andet øje, "kan man det" spørger Mathias forskrækket, jeg nøjes var med at grine lidt af ham, mens jeg putter mascara på mine vipper.

Jeg er færdig og giver ham et lille kys, på kinden før jeg går forbi ham og hen mod døren. "Er det alt jeg får" spørger han og går over mod døren, hvor jeg står, "ja det ser sådan ud" driller jeg, tager han hånd og går ud af døren med ham. "Okay det var bare ondt" griner han og trækker mig ind til ham før han sniger et kys på mine læber. 

Vi går sammen med til morgenmaden og sætter os, jeg kan godt fornemme at drengene er spændte på i aften.

Magnus kommer hen til mig, "kan du kigge på det her bagefter?" spørger han og peger på den tape man lige kan se stikke op fra hans trøje omme i nakken. "Ja selvfølgelig, har du det okay?" spørger jeg, "ja ja, kan ikke rigtig mærke noget til det" fortæller han med et lettet smil og jeg ånder lette op.

Morgenmaden forgår stille og roligt, efter det her skal jeg selvfølgelig lige se til Magnus og derefter er der video- og taktikmøde til kampen i aften.

Vi bliver færdige rundt omkring og rejser os, min far er gået i gang med at sætte storskærmen op ude i fællesrummet og jeg tager Magnus med ind på den briks der er slået op for lige at se hvordan hans skuldre og nakke har det. Jeg trykker lidt forskellige steder og kan mærke hvordan hans spændinger er mindre eller næsten væk.

"Det føles meget bedre" smiler jeg, "jeg tror godt vi kan tage det her af nu" fortæller jeg og snakker om tapen. "Kommer det til at gøre ondt?" spørger han og kigger på mig, han kommer nok ikke til at kunne lide mit svar, "højst sandsynlig ja" svarer jeg, "måske er det bedre hvis du tager det af når du går i bad, så vandet kan opløse det" forklarer jeg, men jeg kan godt se at han er en smule utilfreds med det forslag.

"Kan du ikke gøre det nu?" spørger han, og jeg nikker. Jeg begynder forsigtigt at løsne tapen og tage stykkerne af stille og roligt, det tager lidt tid, men endelig er det hele af og jeg hjælper ham op at sidde igen.