The Golden Love

39. Bustur og modstanderen i semifinalen

Bustur og modstanderen i semifinalen

Jeg står nede i omklædningen, drengene er stadig helt oppe at kører. Jeg tænker ikke søvn bliver det nemmeste når vi kommer hjem.

Om et par dage skal vi spille semifinalen, indtil videre ved vi ikke hvem vi skal møde. Enten er det Spanien eller Norge. Begge hold er super gode så lige meget hvem det bliver, kommer det til at være en udfordring. Men forhåbenligt ikke en lige så spændende kamp som den i dag. Det tror jeg faktisk ikke jeg overlever.

Drengene råber deres sejrsråb og min far snakker lidt til spillerne. "Det var en rigtig lang og svær kamp i dag. Jeg er stolte af jer alle sammen og glad for at det endte som det gjorde" starter min far, "nu venter vi på at finde vores modstander i semifinalen. Men lige nu kan vi glæde os over denne sejr og så skal vi se fremad" afslutter han.

Drengene skal til at klæde om så Anja og jeg rejser os og forlader omklædningen. Min krop er stadig helt fyldt med adrenalin og mine hænder ryster en smule. Det er noget af det vildeste jeg længe har oplevet. Jeg er så stolt af det her hold, deres evne til at bevare roen og holde hovedet koldt i en presset situation som den her.

"Hold da op" siger Anja der står ved siden af mig, jeg kigger over på hende, hun ser også stadig helt opkørt ud. Det tror jeg alle i vores situation ville være. "Det må de aldrig gøre igen, så tror jeg ikke jeg overlever" griner jeg og får samtidig Anja til at grine. "Nej det tror jeg heller ikke, jeg kan holde til".

Jeg tager min telefon frem og tjekker Instagram for at få tiden til at gå, mens vi venter på drengene. Jeg har fået en masse videoer tilsendt fra alle mulige dansker der sender deres reaktion på kampen, det ser helt vildt ud de har været igennem den samme følelsesmæssige rutsjebane som vi lige har været igennem. Jeg viser nogle af videoerne til Anja, hvilket også giver hende et smil på læben. Jeg liker og kommentere nogle af videoerne inden drengene langsomt kommer ud fra omklædningen, de er stadig super glade og deres lille fest er stadig i fuld gang.

Vi får endelig hele holdet samlet og går ud til bussen. Jeg går mellem Svan og Niklas, "nå I kan stadig var?" griner jeg og puffer lidt til dem begge. "Ja heldigvis" griner Svan, "den var godt nok tæt i dag" fortsætter han. "Ja helt ærligt drenge jeg sagde det ikke skulle være så spændende, min puls er ikke normal endnu", jeg griner lidt, "en smule spænding kan man da altid bruge" griner Niklas og vi går ind i bussen.

Jeg går ind efter hm og sætter mig på et sæde, der går ikke længe før Mathias også kommer og sætter sig tungt ned ved siden af mig. "Nå er pulsen tilbage til normalen igen" driller han og prikker mig lidt i siden. Det kilder en smule så jeg skubber hurtigt hans hånd væk. "Det gør i aldrig igen" griner jeg og Mathias griner en smule og lægger armen omkring mig. For første gang siden kampen begyndte kan jeg mærke at min krop langsomt flader til ro igen.

Bussen sætter igang og de rolige bevægelser fra bussen gør mig en smule træt, samtidig med trætheden efter den forfærdelige kamp begynder mine øjne langsomt at blive tungere og tungere. Jeg lukker dem kort i, men åbner dem op med det samme.

"Du må gerne sove Anna, det er okay jeg skal nok vække dig når vi er ved hotellet" forsikre Mathias og trækker mig tættere ind mod ham. Næsten med det samme lukker jeg øjnene og lader søvnen overtage min krop.

*Mathias' synsvinkel*
Jeg sidder med Anna i armene, hendes øjne er lukkede og hun ligger helt stille og roligt. Jeg er helt sikker på at hun er faldet i søvn. Det var også en meget hård kamp i dag, især fordi jeg kunne mærke hvor nervøs hun var i løbet af hele kampen.

Det var også en alt for spændende kamp, vi skulle have afgjort den tidligere i stedet for at skulle helt ud i en straffekastkonkurrence, men sådan er sport. Nogle gang går det efter planen andre gange er det lidt anderledes, men vi vandt og det er det vigtigste.

"Hold da op var" sukker jeg og kigger over mod Emil, der sidder på den anden side af midtergangen. "Ja, tænk at vi er videre" udbryder han træt, det er vildt at vi ikke røg ud. Det er så få ting der afgjorde det og sådan er det i sport.

"Hun er træt var, den var hård for hende" griner Emil og nikker mod Anna der stadig ligger op ad mig og sover tungt. "Ja, især straffekonkurrencen, det var lige før jeg frygtede for hendes helbred" griner jeg og stramme mit greb omkring hende, bare en smule ikke noget voldsomt. Med den anden arm tager jeg mine AirPods i og sætter lidt musik på. Jeg prøver slev at få kroppen til at slappe lidt af, det bliver nok svært men jeg kan da gøre et forsøg.

Da jeg har fået musikken i ørerne, begynder jeg langsomt at lade min hånd glide forsigtigt gennem Annas hår. Jeg fandt ud af for et stykke tid siden at det kan hjælpe mig med at slappe af, men jeg tror også hun synes det er rart, hun har i hvert fald aldrig sagt det modsatte.

Hun bevæger sig lidt, men jeg nusser hende, før hun når at vågne. Lige nu tror jeg søvn er det hun har allermest brug for.

Jeg kan hører at nogle af drengene følger med i kvartfinalen mellem Norge og Spanien. Af hvad jeg lige kan lytte mig frem til er det en tæt og spændende kamp, altså ikke så spændende som vores men altså der skal også meget til. Indtil videre fører Spanien med et mål og det er tyve minutter tilbage af kampen, så meget kan nå at ændre sig.

Jeg er ikke sikker på hvem jeg helst vil møde. Jeg har jo ikke spillet så mange landskampe, men jeg har spillet mest mod Norge, så deres spillemåde kender jeg bedst, men det er semifinalen så lige meget hvad bliver det en svær kamp.

Jeg kigger lidt ud af vinduet, efterhånden ved jeg cirka hvor vi er ud fra landskabet. Men min stedsans er åbenbart ikke min stærkeste side, jeg har lovet at vække Anna når vi er ved hotellet. Og det er vi, så vidt jeg kan se, lige om lidt så jeg må hellere snart vække hende.

*Annas synsvinkel*
"Anna, vi er der snart du skal til at vågne" Mathias rusker stille i mig, og jeg åbner langsomt mine øjne. Jeg sætter mig mere op og strækker mig lidt, jeg kigger ud af vinduet til bussen og ser hotellet.

Jeg kigger ned gennem bussen, alle spillerne er stadig glade for sejren, selv vores guider, jeg var i tvivl om hvem de heppede på inden kampen, men under kampen heppede de lige så meget på vores hold som jeg selv gjorde.

Jeg ved til gengæld ikke om de også havde været glade, hvis Egypten havde vundet, det må bare stå i det uvisse. 

Bussen svinger ind foran hotellet og vi rejser os, tager vores ting og går ind på hotellet. Personalet står som sædvanligt og klapper af os, de er virkelig sødt af dem. Selvom vi lige har slået deres land ud har de stadig overskuddet til at fejre vores sejr.

De fleste af os sætter os op i fællesrummet for lige at se det sidste af Norge mod Spanien. Da vi endelig får sat os og startet kampen er der 7 minutter tilbage. Spanien er nu foran med to, men Norge er i angreb, så de far mulighed for at reducerer.

For at være ærlig følger jeg ikke super meget med i kampen, men sidder mest bare på min mobil og tjekker lidt Instagram, både Emil og Mathias har repostet det billede Emil tog af os alle tre før kampen i dag. Jeg smiler lidt af det, det er virkelig et godt billede. Mathias har også sat et lille hjerte på hans story.

Jeg kigger hen på ham, han har sit fokus rettet mod kampen, Spanien fører stadig og der er kun 30 sekunder tilbage af kampen. Det bliver vist Spanien vi skal møde i semifinalen, og min forudsigelse bliver bekræftet da tiden rende ud og Spanien løber med sejren.

Jeg kigger lidt rundt på drengene umiddelbart er det ikke til at se en reaktion på deres ansigt, men de tænker nok begge modstandere er lige gode, eller lige svære at slå. Klokken er blevet ret mange så jeg rejser mig, siger godnat til drengene og går ind på værelset. Jeg skifter til nattøj, børste mine tænder og ligger mig ind i sengen, jeg snapper lidt med mine venner inden jeg lægger mig til at sove.