The Golden Love

25. Mareridt og er jeg god nok?

Mareridt og er jeg god nok?

*bank bank bank* 

Ugh, hvad er klokken. Jeg ruller mig om på siden tager min telefon og kigger. 2:30 lyset fra telefonen er skarpt og blænder mig næsten. 

*bank bank* 

Hvem er dog oppe klokken halv tre midt om natten, og hvorfor skal de vække mig?Jeg rejser mig og lister mig over det kolde hotel gulv. Jeg har kun en t-shirt og shorts på. Jeg når hen til døren og åbner, der står.  

"Mathias? Hvad laver du her, klokken er halv tre om natten du burde sove". Lyset på gangen er meget svagt og jeg magtede ikke at tænde lyset på værelset, så der er ikke meget lys. Mathias kigger ned i gulvet og på grund af lyset er det svært at se hans ansigt. 

"Mathias hvad sker der?" Spørger jeg "er du okay?" Han svarer ikke, og vil stadig ikke kigge på mig. Jeg rækker ud efter ham og stryger hånden hen over hans arm. " Du gør mig bange Mathias, er der sket noget?" Endeligt kigger han op på mig. 

"Jeg kunne.. øhh.. bare ikke sove" hvisker han med et lille snøft til sidst, hans stemme knækker en smule mens han siger det. Jeg kigger på ham, i det svage lys fra hotel gangen kan jeg se hans blanke øjne og en tårer der langsomt glider ned af hans kind, han skynder sig at tørrer den væk.

"Kom det okay, lad os gå ind på mit værelse, der er lidt koldt her ude". Jeg trækker ham med mig ind han sætter sig på min seng. For at være helt ærlig ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, det er første gang jeg ser ham sådan her. Han er altid så glad og smilende. 

Jeg beslutter mig for at sætte mig hen til ham. Jeg lægger armen omkring ham og trækker ham tættere på mig. "Er du sikker på at det bare er fordi du ikke kan sove?" spørger jeg. Han ryster stille på hovedet. 

"Hva så?" Han kigger væk. "Mathias hvad er der galt?" "Jeg havde bare et mareridt", jeg er lidt overrasket, det var ikke det jeg havde regnet med "øh okay, har du lyst til at snakke om det?"

Han tænker lidt, "vi spillede kamp, men alt gik bare galt for mig, jeg kunne ikke scorer og alle var sure på mig. Er jeg god nok til at være på det her hold?" Han kigger på mig, med tårer trillende ned af kinderne. 

"Åhh Mathias," udbryder jeg og trækker ham ind i et kram, "selvfølgelig er du god nok, der er en grund til at min far tog dig med. Og hvis det skulle ske at du rammer en dårlig kamp, er du en del af et hold. I klarer det sammen okay? Du er ikke alene om det her, vi er her alle for dig ikke?" Jeg tører tårerne af hans kinder, han nikker stille og snøfter ind, vi sidder bare sådan i et stykke tid, jeg nusser ham lidt, indtil jeg kan mærke han er faldet til ro igen. 

"Kom vi skal sove nu, du må gerne sove her, hvis du vil. Det er okay med mig". Vi lægger os begge ned i min seng, jeg trækker ham tættere på mig, og kører hånden gennem hans hår. Vi lukker begge øjnene. 

Jeg tror endelig han sover, men så.. "tak" hvisker han, så stille at jeg faktisk var i tvivl om jeg hørte rigtigt. "Jeg vil altid være her for dig" hvisker jeg tilbage, "men nu skal vi sove" jeg nusser ham stille på ryggen indtil jeg er sikker på han sover, der går ikke længe før jeg selv falder i søvn til lyden af hans åndedræt.

____________________________________________________________

Undskyld kapitlet er lidt kort. Håber det er okay. Men jeg synes virkelig det er et sødt kapitel, fortæl gerne hvad i synes i kommentaren <3