The Golden Love

33. Træningsdag og næseblod

Træningsdag og næseblod 

Jeg vågner alene i min seng næste morgen. Det er første gang i to nætter jeg har sovet alene, og for at være helt ærlig føles det virkelig tomt og underligt, utroligt hvor hurtigt man kan vende sig til noget. 

Vi kyssede næsten i går, jeg ved ikke hvad der skete. Vi blev bare grebet af stemningen, men som vi har aftalt må det ikke gå ud over turneringen. Der er træning i dag, så jeg skal faktisk til at op, for ikke at komme for sent til morgenmaden. Jeg slæber mig selv ud af den dejlig varme seng og hen til mit skab. 

Som sædvanligt, bliver det et par træningsbukser. Der er ikke så meget variation i det vi har i lejren, for det meste er det træningstøj. Jeg tager også bare en almindelig t-shirt og en grå sweatshirt udenover, jeg sætter mit hår op med en hårklemme. 

Jeg går lige forbi badeværelset for at børste tænder og putte lidt parfume på inden jeg går ned til morgenmaden. Jeg tager lidt og sætter mig, sammen med drengene. For første gang i mange dage er Mikkel her også, "godt at se du har det bedre" siger jeg glad og smiler til ham. "Ikke 100% endnu men bedre" retter han mig, mens jeg begynder at spise, "det er bare rart at have dig tilbage i hvert fald, vi har savnet dig". Han griner lidt, "det er også rart at være tilbage, men alt er bedre end det jeg har været igennem de seneste par dage". 

Vi spiser videre og snakker lidt om turneringen, vi skal møde Egypten i morgen, de kan godt blive rigtig svære at slå, især nu når de er på hjemmebane. Godt nok er der ikke nogle tilskuere i hallen, det er en fordel for os, men alligevel der er altid noget specielt over at spille mod værtsnationen. 

Drengene er gået op for at hente deres ting, jeg havde bare taget min taske med ned til morgenmaden, jeg vidste nemlig vi skulle kører til træning kort tid efter morgenmaden. Derfor er det nemmere at jeg bare har taget den med ned, med det samme i stedet for at skulle op på værelset efter den. 

Jeg går stille og roligt ud mod bussen. Jeg smider min taske ind og venter lidt på drengene, der stille og roligt kommer traskede ned til mig. "Jeg håber i finder en smule mere fart til træningen" griner jeg mens de lægger deres tasker ind i bussen og selv går ind. 

"Ja vi er jo verdensmestre i håndbold ikke i 100-meter spurt" griner Møllgaard, der står foran mig, han har lige sneget sig foran for at komme først ind i bussen. "Det er nok meget godt" mumler jeg for mig selv, "hvad sagde du?" spørger Niklas som står bag mig, "ikke noget?" smiler jeg og kommer endelig ind i bussen, det tog godt nok lang tid, der var åbenbart opstået en prop længere nede. 

Jeg sætter mig ind ved siden af Anja, vi skal lige have snakket om nogle ting, omkring træningen, inden vi kommer frem. "Hvor meget skal Mikkel træne i dag?" spørger jeg Anja efter bussen har sat i gang. "Det ved jeg ikke endnu, vi starter stille og roligt og ser hvordan det går" forklare hun, det er også meget logisk, så han ikke starter ud med at overanstrenge sig. "Hvis du tager den almindelige opvarmning, så ser jeg med Mikkel, og hvis der er andre der har et eller andet" forklare Anja og kigger spørgende på mig, for at se om det er en fin fordeling, "det kan vi godt" smiler jeg. 

"Er vi der ik snart?" spørger Mathias utålmodigt, "Mathias, du har kørt her så mange gange, du burde da vide hvor vi er" griner jeg, stedsans er måske ikke hans stærkeste side. Men okay vejene ligner også lidt hinanden, "om 5 minutter cirka" fortæller jeg før han kan nå at sige mig i mod, for ikke at kende vej, han sætter sig ned ved siden af Emil igen. 

Da de fem minutter er gået, ruller bussen op foran hallen og vi går alle sammen ud, Anja og jeg tager hver vores taske og følges ad ind i hallen. Jeg starter med at sætte harpiksen frem på bordet, mens Anja går i gang med at sætte briksen op, på den måde kan vi give forskellige spillere behandling mens de andre fortsætter træningen. 

Drengene kommer stille og roligt traskende op fra omklædningen. De stiller sig op i en cirkel, og jeg stiller mig ind i midten. Som vi aftalte i bussen er det mig der står for opvarmningen. Jeg viser de første par øvelser og går lidt rundet mellem drengene for at rette til forskellige steder. Nogle klare det bedre end andre, især når det kommer til smidighed, der har Niklas og Kevin en stor fordel. 

Der bliver lavet en masse forskellige øvelser, både indenfor kondination, koordination og smidighed. Vi slutter af og min far tager over med den egentlige træning. Jeg sætter mig ud på bænken og kigger lidt, drengen stiller op to og to, de skal øve lange afleveringer, så de kaster på tværs af banen. 

Emil og Mathias skyder sammen, men Emil bliver distraheret og ser ikke Mathias' aflevering. Han ender med at dreje hovedet i sidste sekund og får bolden lige i ansigtet. Han falder til jorden og jeg løber ind til ham, Anja har også set det og kommer løbende efter mig. 

Jeg når først der hen og sætter mig ved siden af ham. Han har hænderne for ansigtet. Jeg tager forsigtigt fat i begge hans håndled og fjerner hans hænder. En rød stribe af blod løber fra hans næse, Anja har også set det og løber ud til fys-tasken for at finde noget papir eller et håndklæde og noget vat. 

Emil tager hånden og til sin næse og inden jeg kan nå at stoppe ham har han blod på fingrene, "fuck" hvisker han stille da han kigger på sin hånd. "Er du okay?" skynder jeg mig at spørger da jeg kan se han bliver en smule bleg. "Jeg er ikke så god til blod" fortæller han stille med en lidt rystende stemme. 

"Okay, det okay, jeg skal nok hjælpe dig. Bare luk øjnene, hvis det hjælper" fortæller jeg stille, han lukker hurtigt øjnene. Anja kommer tilbage med et håndklæde. Jeg tager det og tørrer først hans hænder af og derefter hans ansigt. Jeg folder lidt vat sammen og han putter det i næsen, for at stoppe blødningen. 

"Vil du op og side?" spørger jeg, han nikker og jeg hjælper ham op at sidde. "Wow" udbryder han og lukker øjnene igen, "hvad så, hvad er der galt". 

"Jeg er bare lidt svimmel," Mathias hører det og løber ud efter noget vand, som han skynder sig tilbage med. "Drik lidt" formaner han og giver vandflaksen til Emil. Han drikker lidt, efter det hjælper Mathias og jeg, ham ud at sidde på bænken. 

Mathias løber ind til træningen igen, min far er ved at sætte forskellige angreb op, som han skal være med i. Jeg vender mig mod Emil, han ser stadig en smule bleg ud, "bare tag nogle dybe indåndinger" instruere jeg, og køre min hånd op og ned ad ryggen på ham, for at berolige ham en smule. 

Han tager et par dybe indåndinger og farven kommer tilbage til hans ansigt. Der går ikke længe før blødningen er stoppet og Emil igen er ude på banen med de andre.