The Golden Love

24. Japan og en flyvende Niklas

Japan og en flyvende Niklas 

Vi sidder i omklædningen, drengene har lige varmet op, og min far snakker om den sidste taktik og planer han har for kampen, inden drengene skal klæde om, jeg sidder ved siden af Emil på den ene side og Mathias på den anden side af mig. Emil virker en smule nervøs, jeg læner mig lidt ind til ham og hvisker: "det skal nok gå, du er en god spiller og skal nok gøre det fantastisk". Han vender sig stille om mod mig og smiler "tak". 

Jeg smiler og rejser mig for at gå ud, de skal nemlig til at klæde om. Jeg venter lidt på drengene ude på gangen, da jeg er alene i dag, synes jeg det er rarest at have nogle at gå op sammen med, så jeg ikke går alene. Der går heldigvis ikke længe, før min far kommer ud og vi kan følges op mod banen. 

"Er du egentligt okay med det her?" spørger min far og kigger på mig mens vi går, "hvad mener du?". "Er du okay med ikke at have Anja, jeg fik dig aldrig spurgt" konstatere han. "Årh nej det er okay, det var lidt skræmmende i starten, men så snakkede jeg med Mathias og det hjalp" fortæller jeg, vi er nået til banen og jeg begynder at pakke nogle af tingene ud vi skal bruge, blandt andet noget mere harpiks. 

"Årh så Mathias hjalp" spørger min far og spiller overrasket, men smiler på en meget drillende måde, "stop far, der er ikke noget mellem mig og Mathias" fortæller jeg, i hvert fald ikke noget, jeg ved hvad er. "Nej nej så siger vi det" fortsætter han, men han er væk før jeg kan nå at forsvare mig, desuden er drengen begyndt at komme og nationalmelodierne begynder snart. 

Drengen stiller op ude på banen, med armene om hinanden, det samme gør japanerne. Den danske melodi starter og vi begynder at synge, der går stadig et sus igennem mig hver gang. Efter følgende er det Japans sang. Spillerne bliver præsenteret og kampen starter. Det går virkelig stærkt med scoringerne, det går lidt langsommere i forsvaret, hvilket giver problemer da japanerne er virkelig hurtige på fødderne og derfor også får scoret mange mål, og hurtigt.

Kampen er meget lige, mere lige end vi først havde regnet med, derfor tager min far en time out, med stillingen 11-9 til os. Den time out hjalp dog ikke det store og Japan fortsætter med at følge med. Det er åbenbart en stører udfordring end vi troede. Til gengæld spiller Emil helt fantastisk, man kan slet ikke mærke han var nervøs. 

 Vi går til halvleg med en føring på to mål og stillingen 19-17, vi har ikke helt styr på kampen endnu, men Emil har scoret 8 mål og er flyvende i denne kamp. Vi går ned i omklædningen jeg kan tydeligt mærke at min far ikke er tilfreds, det tror jeg også spillerne kan, for de er meget stille. 

Min far bruger pausen på at justere en masse især i forsvaret, hvor det går lidt for langsomt i forhold til japanernes hurtige spille stil. 

 Anden halvleg går i gang, vi starter med at få tildelt et straffekast, som Emil tager han scorer sikkert og det var så hans niende scoring i kampen. Det er godt nok Magnus der er sat ind på fløjen i anden halvleg, men siden vi ikke har Mikkel med i dag til at tage straffekast, er det Emil der står for den tjans. 

Der går ikke længe før vi får endnu et straffekast, som Emil også score sikkert. Desværre går der heller ikke længe før Simon Hald får sin 3. udvisning det giver et rødt kort, det har ikke lige været hans kamp, han har svært ved at styre japanernes måde at spille på. 

Kampen fortsætter, vi er i angreb men smider bolden væk, desværre er der tomt mål, jeg tror faktisk det scorer. Men pludselig kommer Niklas næsten flyvende ude fra bænken og når lige at nå bolden med fingerspidserne, inden han lander og glider lidt hen af banen og rammer banden. Jeg bliver helt stille og tør næsten ikke at trække vejret, det var en ualmindelig fantastisk redning, men jeg håber ikke han slog sig. Han rejser sig heldigvis igen og jeg kan puste ud. Hold op en redning. 

Med 16 minutter tilbage er det stadig tæt, hvorfor skal det være så spændende? Jeg holder ikke til det. Heldigvis begynder vi at trække lidt fra, og kampen ender 34-27. 

Det var en større udfordring end vi havde regnet med, men nu skal vi kigge fremad til en kamp mod Kroatien, om to dage, så det er med at se om vi kan få de syge ovenpå igen, så vidt jeg ved er der flere af spillerne, der også har lidt, dog i mindre grad end dem der ligger der hjemme. 

Emil bliver selvfølgelig kampens spiller, vm debut og så med 12 mål, jeg er super stolt af ham, især når jeg ved at han var lidt nervøs inden. 

Vi ryger ned i omklædningen og drengene råber en sejrsgang, jeg når lige at få sagt tillykke til Emil, får jeg går ud af omklædningen, så drengene kan gå i bad. Min far kommer ud lidt efter, "var det okay i aften?" spørger min far, "ja det bat fint, der var heller ikke så meget jeg skulle, i dag var en nem kamp" det passer, der var heldigvis ingen skader eller noget, så jeg skulle bare de sædvanlige ting, en let behandling af nogle af spillerne og sætte tape på forskellige steder, så slemt eller hårdt har det ikke været på nogen måde. 

Drengene kommer ud fra omklædningen, stadig meget glade især Emil, forståeligt nok han har siddet på et hotelværelse alene så længe og pludselig kommer han på banen og brænder det hele af. 

Jeg følges med dem ned til bussen, vi snakker om hvordan kampen har forløbet og lidt forskelligt, Niklas kommer gående bag os. Jeg vender mig om mens vi går, "det var ellers noget af en redning du kom med" griner jeg og tænker tilbage på den vanvittige redning han diskede op med. "Ja det gjorde da også ondt" griner Niklas. Med det samme går jeg i arbejdes-mode og bliver bekymret, "slog du dig? Er det slemt?" skynder jeg mig at spørge, drengene griner af mig "slap af det er ikke noget, måske får jeg et blåt mærke, men så er det ikke mere" griner han og vi går alle 4 op i bussen, for at kører hjem. 

Vi kommer hjem på hotellet og Anja er der, hun kommer hen til mig, "jeg så kampen, du var god Anna" jeg bliver næsten stolt af at få ros af hende. "Tak, men jeg skulle ikke gøre så meget" griner jeg, "men hvordan har du det?" spørger jeg og kigger på hende. "Bedre end i morges" konstatere hun, "håber det værste er ovre, men jeg er træt" fortæller hun og gaber lidt, "ved du hvordan de andre har det?" spørger jeg og referer til Mikkel og Johan, "jeg snakkede med dem tidligere, det går fremad med Johan, han så også kampen. Ved Mikkel er der ikke sket fremskridt og jeg tvivler på at han så meget af kampen" fortæller hun og gaber igen. 

Jeg grine lidt, "godt at høre med dig og Johan, men du burde gå i seng nu og få lidt søvn". Hun nikker og går ned mod hendes eget værelse. Jeg er også selv træt, så jeg går lige forbi min far og giver status videre på Anja, Johan og Mikkel, derefter runder jeg drengene for at sige godnat og så går jeg direkte i seng.