Ikke så morgenfrisk og tatovering
Jeg vågner og ryster en smule af kulde, jeg kan ikke helt forstå hvorfor før jeg kigger rundt og ser Mathias, fuldstændig indviklet i både hans egen og min dyne. Jeg prøver at puffe lidt til ham for at vække ham nok til at jeg kan få min dyne tilbage men det virker overhovedet ikke. Han bliver bare liggende i sin dyne-rede.
Endelig får jeg på en eller anden måde opløst knuden en smule og lagt mig ind i den. Jeg lægger nu helt op ad Mathias der stadig bare sover videre, men alligevel er ved nok bevidsthed at han tager en arm omkring mig. "Du kold" mumler han, faktisk er jeg sikker på at han ikke er helt vågen nok ikke engang halvt vågen. "Ja det da din skyld, du tog alt dynen" smågriner jeg og putter mig længere ind til ham for at få varmen.
Han kommer bare med en lille lyd og så er han langt væk i søvnen igen. Jeg er ikke helt sikker på hvilken dyne der er min og hvilken der er hans, men dette også fuldstændig lige meget jeg lukker øjnene og falder i søvn.
Næste gang jeg vågner er det lyst udenfor, strålerne fra solen skinner ind på os, jeg ligger stadig viklet ind i Mathias i et stor rod af arme og ben. Jeg tør ikke rejse mig af fare for at vække ham, så jeg bliver liggende i er godt stykke tid indtil Mathias også vågner.
"Hvorfor ligger vi sådan her" griner han lidt og vi går i gang med langsomt at vikle os ud igen. "Kan du ikke huske i nat?" griner jeg og kigger undersøgende på ham, for at finde ud af om han virkelig ikke ved hvad der skete i nat, han kigger bare forvirret på mig, "du tog alt dynen og jeg frøs, så jeg kom over til dig" forklarer jeg og putter mig ind til ham igen.
"Undskyld" siger han og kysser mig på håret, "nej det gør ikke noget, så havde jeg en god undskyldning for at ligge sådan her" griner jeg, han griner også og krammer mig ind til sig.
"Vi burde stå op" siger jeg og gør antræk til at rejse mig, men han holder mig nede, "kan vi ikke ligge lidt længere" spørger han og kigger bedende på mig. "Øh jo, er der noget galt" spørger jeg og bliver faktisk en smule bekymret, ikke fordi han vil blive liggende det plejer han at ville, men måden han spurgte på virkede anderledes.
"Jeg har bare tænkt på noget" starter han, "åh nej har du tænkt" griner jeg i et forsøg på at løfte stemningen en smule. "Jeg mener det Anna" siger han alvorligt, "okay hvad har du tænkt på?" spørger jeg og kigger interesseret ind i hans brune øjne.
"Vi har kun en kamp tilbage og hvad så bagefter?" spørger han og kigger på mig, "bagefter? Bagefter skal vi hjem" forklarer jeg og er ikke helt sikker på hvor han vil hen med det her.
"Ja men hvad med os, hvad kommer der til at ske med os?" spørger han stille og kigger på mig. "Altså jeg regner da stærkt med at du stadig er min kæreste når vi kommer hjem" smiler jeg og tager hans hånd og begynder at kører min finger over hans håndryg.
Han smiler tilbage, "hvor bor du egentligt?" Spørger han kigger på mig, "jeg bor stadig hjemme, det var planen at jeg ville gøre det til jeg i hvertfald var færdig med mit sabbatår" forklarer jeg, jeg er også kun 19, men bliver 20 til februar. "Hvis du er okay med der så tror jeg det er bedst at jeg fortsætter med det når vi kommer hjem og så kan vi se tiden an" forslår jeg stiller og fjerner et hårstrå fra hans øjne.
"Okay, det tænker jeg er en god ide" smiler han og trækker mig ind i et kram, "hvordan blev jeg dog så heldig at ende med dig" hvisker han og kysser mig på panden, "det mig der er heldig" hvisker jeg tilbage og møder hans læber i et kys. Han ryster bare på hovedet, den her diskussion bliver vi vidst ikke enige om.
Vi rejser os begge fra sengen og gør os klar til at gå ned til morgenmad. I dag skal drengen lave en let træning og ellers skal der ikke laves det store af hvad jeg ved af. Det er jo selvfølglig vigtigt at alle spillerne er så klar så muligt til i morgen.
Mit knæ gør næsten ikke ondt længere og hævelsen er helt væk, så jeg beslutter mig for at lade krykkerne ligge på værelset. I stedet tager jeg Mathias' hånd og vi går ned mod spisesalen, vi har sovet ret længe så der er allerede flere af spillerne der er oppe og har spist morgenmad.
Vi går stadig hånd i hånd, da Lasse kommer småløbende hen mod os. "Det er bare lige for at fortælle jer det" starter han og kigger ned på vores hænder, "men der er altså presse dag og en masse journalister, så hvis I ikke er klar til at offentligører jeres forhold endnu, hvilket er helt fint, skal I nok ikke holde i hånd her" smiler han, jeg takker ham taknemligt og vi slipper vores greb på hinanden.
Vi går alle tre ind i spisesalen og begynder at spise morgenmad, "hvor mange er oppe?" spørger jeg nysgerrigt og kigger rundt. "De fleste, mest dem med børn" griner han, "de er jo vant til at stå tideligt op".
"Ja vi unge kan jo sove længe" griner jeg og puffer til Mathias. "Ja vent bare til I selv for børn" griner Lasse, og Mathias er lige ved at blive kvalt i sin juice af tanken. "Rolig nu, der går vist et godt stykke tid" forsikre jeg og klapper Mathias blidt på ryggen.
"De vil ikke interview dig eller hvad?" spørger jeg og kigger over på Lasse, "nej ikke indtil videre, jeg er nok for gammel" griner han og rejser sig.
Der går ikke længe før Emil kommer traskende ind i salen, snupper lidt mad og sætter sig tungt ned ved vores bord. "Træt?" spørger jeg og griner lidt. "Hm" mumler han og begynder at spise, "ja du har selvfølgelig heller ikke børn" smiler jeg, Emil kigger bare mærkligt på mig, hvilket får mig til at grine endnu mere.
"Sov du ikke i nat eller hvad?" spørger Mathias. "Nej ikke rigtigt, det er jo ikke alle der har en sød kæreste at sove med" mumler han, jeg rødmer en smule af den kommentar, "i stedet har jeg en snorkende Morten" griner han lidt, "hey det skal man ikke undervurdere" insistere jeg og griner lidt til ham, han sender mig bare et ondt blik. Okay, han er ikke glad når han er træt, noteret.
"Kaffe?" spørger og prøver at hjælpe, han nikker bare og jeg rejser mig for at hente noget til ham, "skal du have noget med?" spørger jeg og lægger hånden på Mathias skulder. "Ja tak, nu du spørger" griner han, jeg himler bare med øjnene og går op til buffeten og henter to kopper kaffe, en til Emil og en til Mathias.
"Hold da op, der er da en der er træt" griner Møllgaard, der lige er kommet ind i salen, "når nej det er til de andre" griner jeg og peger ned mod Emil og Mathias, "nå ja det kan jeg godt se de trænger til" griner han og tager selv en kop, og går med mig ned til bordet.
Jeg giver dem deres kaffe som de drikker. "Har du tænkt over din tatovering?" spøger jeg og spiser noget af den vandmelon jeg har taget med ned. "Ikke rigtigt, den skal være på armen i hvert fald" fortæller han.
"Skal du have en tatovering mere" spørger Møllgaard overrasket, Emil nikker. "Skal du ikke også have en mere" spørger jeg kækt og kigger over bordet for at møde hans øjne. "Er du da vanvittig" griner han, "de nåle skal på ingen måde i nærheden af mig igen, en gang var nok".
Det får os alle til at grine, heldigvis er Emil også blevet en smule mere frisk efter sin kaffe. "Tager du stadig med?" spørger Emil og kigger over på mig, "ja selvfølgelig hvis du stadig vil have mig med" smiler jeg. "Super" smiler han og færdigøre sin morgenmad.
____________________________________________________________
Har virkelig ingen ideer for tiden, og følger alt hvad jeg skriver er dårligt, så håber det her kapitel er okay. Og så er der ikke så meget tilbage af slutrunden, så må vi se hvad der sker bagefter : )
YOU ARE READING
The Golden Love
FanfictionMød Anna. Anna er 19 år gammel, og lige blevet færdig med gymnasiet, hendes store drøm er at blive fysioterapeut, men først vil hun lige tage et sabbat år, for at være sikker på hvad hun vil. Men hvad sker der når hendes far, selveste Nikolaj Jacobs...