The Golden Love

23. Panikanfald og nervøsitet

Panikanfald og nervøsitet

Jeg vågner næsten morgen og går stille ud af min seng, og prøver at gå lidt rundt, for lige at vurdere hvordan mit knæ har det, umiddelbart kan jeg ikke længere mærke noget anderledes i knæet, så det var bare slaget. Heldigvis jeg kunne ikke lige overskue at have ondt i lang tid. 

I dag skal vi spille mod Japan, jeg glæder mig, men samtidig skal jeg lige have lavet status på, hvordan folk har det i forhold til den madforgiftning der bredte sig i går. Jeg tager tøj på og går ned til morgenmaden, jeg kigger lidt rundt, skal lige danne et overblik om, hvem der er der og hvem er ikke er her. 

Mikkel og Johan er her ikke, men der er også andre der ikke er kommet ned endnu. Jeg tager lidt mad og sætter mig ned ved nogle af drengene og en småsnak går i gang, inden min far stiller sig op, vi vender os alle og kigger på ham. 

 "Godt jeg håber alle er her" starter han og kigger lidt rundt, for også at skabe en form for overblik, "som I ved florer der madforgiftning og vi kan tilføje endnu en der højst sandsynligt ikke bliver klar til i aften, Anja har det ikke godt og derfor bliver du, Anna" han kigger ned og får øjenkontakt med mig, "der sidder ud, du bliver den eneste fys der kommer med i aften," afslutter han efter han også har fortalt at Mikkel og Johan med stor sandsynlighed sidder ude i aftens kamp. 

Han sætter sig ned og begynder at spise videre ligesom alle os andre gør. Jeg spiser ikke så meget, jeg sidder bare og tænker lidt. Jeg skal være den eneste fys, jeg er jo i bund og grund ikke uddannet, selvfølgelig har jeg lavet det her længe og lært super meget, men det er første gang jeg skal gøre det helt alene. 

Jeg kan mærke mine hænder begynder at ryste, jeg er virkelig bange for at gøre noget forkert. Jeg får svært ved at trække vejret og begynder at ryste mere, det er ligesom når jeg skal ud at flyve, samme panik. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, så jeg skynder mig at rejse mig og går hurtigt ud af spisesalen. Jeg kan fornemme en der går efter mig, men jeg vender mig ikke om og kigger hvem det er. 

Jeg når ud af salen og stiller mig op ad væggen med lukkede øjne, jeg er begyndt at hyperventilere, derfor prøver jeg samtidig at få min vejrtrækning under kontrol igen, der er en der trækker mig ind i et kram. 

Jeg ved med det samme det er Mathias, jeg begynder at slappe mere af. Mit hjerte banker stadig helt vildt, og jeg er faktisk i tvivl om Mathias kan mærke det gennem mit og hans tøj. Sådan står vi i hvad er føles som evigheder, men det er virkelig rart, min hjerterytme og puls er ved at nærme sig normalen og min vejrtrækning er igen under kontrol, det hjælper virkelig at Mathias er her og nusser mig lidt op og ned ad ryggen. 

"Hvad skete der Anna?" Spørger han stille og fortsætter med at holde om mig, men får på en eller anden måde sat os ned, op ad væggen, men holder stadig om mig. "Jeg ved det ikke" svarer jeg bare, "men jeg kunne ikke få luft". 

"Okay, det okay, men jeg tror godt du ved hvad det er" insistere han, han kender mig alt for godt. "Hvad hvis jeg gør det forkert, eller ikke kan finde ud af det, eller glemmer noget, eller ..." jeg kan mærke panikken begynder at komme igen, Mathias kan vist også fornemme det. Han skynder sig i hvert fald at stramme krammet omkring mig "hey hey, rolig nu" beroliger han, "selvfølgelig kan du klare det, og vi er her alle for at hjælpe dig, vi over alle fejl, men vi er et hold og vi er her for dig". Jeg kigger ham i øjnene, "plus vi ved alle at du ikke er uddannet, men vi har arbejdet med dig, og du er fantastik".

Jeg smiler, han formår altid at sige det rigtige. Han tørre forsigtigt en tåre af min kind som jeg ikke havde opdaget var der før nu. "Vi skal nok klare den ik? Vi gør det sammen" forsikre han, den dreng ved bare altid hvad han skal sige. 

Han rejser sig og trækker mig med op, "skal vi gå ind igen?" jeg nikke tog vi hår sammen ind og sætter os igen, "hvad skulle I?" spørger Lasse og kigger på både mig og Mathias, jeg kigger hen på Mathias og ved ikke helt hvad jeg skal sige, "Anna skulle bare lige hjælpe mig med noget" forklare Mathias og smiler til mig, han kunne nok fornemme at jeg ikke ville snakke om det. De andre virker til at det er en fin forklaring og fortsætter med at spise. 

Holdet slapper af lige nu, vi har spist frokost og set lidt forskelligt video, så vi er klar til kampen i aften. Jeg er stadig ret nervøs over at skulle være alene, men det hjalp virkelig at snakke med Mathias om det. 

Jeg har kort snakket med Anja, om lidt forskellige praktiske ting, heldigvis virker det til at hun havde det en smule bedre, men var på ingen måde klar til at være med i aften. Det samme gælder for Johan, ham snakkede jeg også lidt med. Han havde det en smule bedre, jeg gav ham mere vand og gik igen. 

Mikkel på den anden side har det værst af de tre og der er igen fremgang at sporer, men jeg fik ham til at sove lidt igen.

Der er snart aftensmad så jeg rejser mig og går ned mod buffeten. Jeg går sammen med Emil "glæder du dig? Debut kamp og det hele" spørger jeg og puffer lidt til ham, "ja, det bliver virkelig rart endelig at spille, jeg har så meget energi der skal ud". 

"Er du spændt?" spørger jeg, vi er nået til buffeten, jeg tager en tallerken og begynder at tage lidt mad på min tallerken, "meget men jeg er også lidt nervøs" hvisker han, jeg tror ikke han vil have at hele holdet ved det. "Det er meget normalt," forsikre jeg hurtigt, vi sætter os ned ved drengen og spiser færdigt.