I skjul

Øjenkontakt

Hvis man spørger i den østlige verden vil de forklare en familie, som en gruppe af mennesket med harmoni. Men hvis man spørger i den vestlige verden, vil vi sige, at det er en gruppe på en far, mor og børn. Jeg har aldrig forstået de definitioner. En familie er bare nogle personer, der er biologisk bundet sammen. Hvis ikke man var bundet sammen af DNA'et, ville man bare være fremmede for hinanden.

Aiden
Jeg hælder forsigtigt min morgenmad op i skålen. Lyden virker som et inferno af glas, der bliver knust, og jeg krymper mig synligt hver gang. Da alt morgenmaden endelig er oppe, begynder jeg lydløst at spise. Klokken er lidt over seks om morgenen, og min familie kommer snart ned. Eller dem, der er hjemme, af min familie kommer ned lige om lidt. Jeg er lige blevet færdig med morgenmaden til dem og håber på selv at blive færdig, inden de kommer ned. Desværre arbejder skæbnen ikke til min fordel, så der går ikke lang tid, før jeg kan høre skridt på trappen. Tunge, langsomme skridt. Jeg klynker og propper munden med mad. Kort efter kommer to monstre - brødre, jeg mener brødre ind. Mine brødre kommer ind i køkkenet. De går direkte hen til komfuret og fylder hver deres tallerken med mad - røræg, pølser, bacon og toast. Jeg kigger ned i mine egne cornflakes, imens de går rundt i køkkenet. På et tidspunkt beslutter de sig for, at de er færdige, så de kommer hen og sætter sig ved spisebordet, som jeg sidder ved. Jeg synker om muligt endnu længere ind i min stol og stirrer ned i min mad. Min appetit er pludselig forsvundet. Alligevel tager jeg en bid mad og mærker, hvordan den vokser i munden på mig, indtil det føltes som en kæmpe skål grød, der ikke vil synkes.
"Kryb?" Jeg stivner, da min bror kalder på mig. Langsomt sænker jeg hovedet længere ned. Mine hænder ligger i skødet på mig, hvor de leger en desperat leg og vrider sig rundt om hinanden.
"Hvor er min kaffe?" Spørger en af dem. Jeg vrider mine hænder rundt om hinanden en sidste gang, inden jeg rejser mig op og går hen til kaffemaskinen. Så hurtigt og lydløst jeg kan, laver jeg deres kaffe. Mine brødre er tvillinger, endda enæggede tvillinger. De er et år ældre end mig og meget større. Det er som om deres vækst hormoner slog ind nogle år for tidligt, for de er blandt de største på skolen. Desuden går de også til fodbold og lever nærmest i fittnessen, hvilket også gør en lille forskel på os. Bare en lille en. Da kaffemaskinen endelig er færdig med at stønne, hælder jeg kaffen op i to termokopper og sætter låg på. Bagefter går jeg hen til mine brødre, der er dybt optaget af en samtale om holdets manglende fodboldspillere, og stiller kopperne foran dem. Ryder, den første fødte, tager med det samme en slurk af den. Han er afhængig af kaffe, men det siger jeg selvfølgelig ikke til ham. Jeg tager min skål cornflakes ud i køkkenet, hvor jeg smider resten ud, skylder tallerkenen af, før jeg propper den i opvaskeren. Derefter lister jeg ned i kælderen til mit værelse. Her pakker jeg mine skoleting sammen i mine slidte taske, før jeg begiver mig op på stueetagen og mod hoveddøren. Da jeg er et par få skridt fra døren, bliver jeg hevet smertefuldt tilbage via mit hår. Jeg skriger i smerte og griber fat i min brors hånd, imens tårerne frit triller ned ad kinderne på mig. Jeg har ingen ide om, hvad jeg har gjort forkert. En ondskabsfuld latter fylder lokalet og jeg kniber øjnene hårdt sammen. De flyver dog åbne igen, da jeg mærker en anden persons tilstedeværelse tæt på mig. Foran mig står den anden fødte tvillingebror, Riley. Ryder holder stadig sit smertefulde greb i mit hår, imens han smiler ondskabsfuldt ned til mig.
"U- und- und- skyld-skyld" stammer jeg skrækslagen. De griner igen. Hvad har jeg gjort? Ryder hiver mit hoved længere tilbage, hvilket får mig til at åbne munden i et lydløst skrig, så han kan se mig i øjnene.
"Vi går nu." Ryder skubber mig tilbage ind i huset, så hårdt at jeg falder på bagenden. Landingen sender en strøm af smerte op gennem rygraden, så jeg klynker lavt og desperat prøver at holde de nye tårer tilbage. Mine brødre klukker lavt, før jeg hører hoveddøren smække. Jeg puster vejret ud og lader langt om længe, tårerne få frit løb. Jeg sidder som frosset og hulker stille ind i mine egne arme. Jeg må alligevel ikke gå før om et kvarter. De vil ikke blive set i nærheden af mig. Folk vil jo måske regne ud, at vi er brødre. Da jeg endelig er løbet tør for tårer, rejser jeg mig op og tørrer mine kinder af, inden jeg går ud i regnvejret.