I skjul

Den stærkeste

Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg har haft så mange problemer med at skrive det her kapitel (men jeg ved i det mindste hvad bog to skal gå ud på nu! Jaih!) men undskyld! Håber det er blevet nogenlunde! Nyd det! ;)

Sebastian
Jeg kæmper imod bevidstløsheden en smule længere. Flere af mine sår har åbnet sig, men jeg bliver nød til at vide, at Aiden er kommet i sikkerhed. Hvordan jeg skal finde ud af det, ved jeg ikke. Måske vil det føltes helt naturligt. Altså på den måde, at min ulv ikke vil være så rastløs mere. Og så vil jeg kunne give efter for bevidstløsheden. Det glæder jeg mig til. Det gør så ondt... Men jeg bliver nødt til at holde ud lidt endnu. Bare lidt mere. Bare lige indtil Aiden er i sikkerhed. Oh Aiden. Jeg har ikke kendt ham i så lang tid, men jeg er virkelig lykkelig over, at jeg har kendt ham i den tid, jeg har. Jeg elsker ham så højt. Jeg er sikker på, at jeg ikke kun elsker ham, fordi jeg er hans mage. Jeg elsker ham, fordi han er Aiden. Vores interne-bånd har bare været med til, at jeg kunne finde ham. Finde hans dejlige hår og eventyrlige øjne. Aiden... Jeg er glad for, at jeg fik ham væk fra dette sted. Godt nok, mister jeg mit eget liv på det, men det er det værd. Når vagterne kommer, så er jeg med garanti død. For det kan godt være, at det er en flok udstødte, men de har tydeligvis haft en form for hieraki, og Aiden dræbte deres leder. Jeg rykker en smule på mig. Hvorfor har de ikke opdaget mig endnu. Jeg har efterladt et meget kraftigt blodspor, så de må da snart opdage mig. Men det gør ikke noget. Bare lad dem rende forvirret rundt, indtil jeg ved, at Aiden er i sikkerhed. Aiden...

Aiden
Vi bevæger os igennem skoven hurtigere, end jeg nogensinde har gjort før. Efter jeg faldt et par gange, hvilket jeg stadig giver min kordisnationevne skylden for, så har jeg fået nogenlunde kontrol over min anden krop . Min ulve krop. Det hjælper også en del, hvis man bare lader ulven arbejde efter instinkter, istedet for at man overtænker tingene. Det er ligesom, hvis man tænker over, hvordan man går, så falder man også. Jeg dukker mig for en gren, der kommer flyvende henover hovedet på mig, og kigger hurtigt efter David igen. Han løber ved siden af mig... eller sådan skråt bagved mig. I hvert fald løber han, så jeg hele tiden kan se ham... men hvorfor han løber lidt bag mig, må du ikke spørge mig om.

- Det er for at vise dig respekt, lyder hans stemme inde i mi t hoved.

- Respekt? Hvordan? Svarer jeg og er lige ved at vende mig om for at snakke med ham, men min ulv husker, at vi stadig er i bevægelse inde i en skov, der nærmest er imod os, og har givet os den største forhindrings-bane naturen kan byde på, så den tvinger mit hoved til at vende fremad, så jeg kan se, hvor vi løber.

- Du er min fremtidige alfa, så det er kun normal respekt, at du løber forrest og viser vej, uddyber han nærmere.

- Løber Sebastian nogensinde forrest? Spørger jeg, imens jeg tænker på hans elendige stedsans. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er overrasket over, at han ikke er blevet væk i sit eget hjem. David udbryder en sjov lyd, der lyder som en blanding imellem et host og en gisp, men hans latter lyder høj og dejlig i mit hoved, så jeg er overhovedet ikke i tvivl. Han griner. Forhåbentlig af det, som jeg sagde, men man kan selvfølgelig aldrig være hundrede procent sikker med ham.

- hahah, nej. Det er mit ansvar som Sebastians beta, at sørge for, at han ikke dummer sig. Hvis jeg lod ham vise vej, ville vi jo bare gå i ring. Siger han og udbryder endnu et ulvegrin. Jeg griner med, men stopper hurtigt, da det lyder som om min ulv grynter istedet for at grine. Det lyder mærkeligt. Meget mærkeligt.

Jeg vender hovedet fremad igen, og følger det spor, som jeg ved, at vi skal følge for at finde hen til huset igen. Jeg ved endnu ikke helt, hvad vi gør, men vi finder vel ud af det på et tidspunkt. Først skal vi bare sikre os, at Sebastian er i live. Så må vi finde ud af resten, når vi når dertil... Han skal være i live. Jeg har lige fået ham. Jeg er endelig blevet ligesom ham. Jeg tror ikke, at jeg kan overleve, hvis jeg ikke har hans barnlige sind ved min side. Han er min, og jeg glæder mig til, at vi skal blive voksne sammen.