I skjul

Skilles

Davs davs! Undskyld jeg først udgiver nu. Wattpad besluttede sig for ikke at kunne lide min historier :( Den slettede alt det, som jeg ikke havde udgivet. Så kapitlet her røg plus de andre historier, som jeg også arbejder på. Kort sagt, jeg er ked af, at kapitlet her ikke blev super, da det er en genindskrivning. Men nyd det og ha en god dag :) --- Michelle

Aiden
Jeg ligger lidt med lukkede øjne og venter på, at en af mine brødre kommer og sparker mig ud af sengen, som de plejer. Det er utroligt, at jeg har fået lov til at sove så længe. Normalt vækker de mig alt for tidligt, hvis de da husker mig. Det er ikke altid, de gør det. Jeg brummer lavt, før jeg åbner øjnene. Jeg må hellere komme igang med morgenmaden, inden de bliver sure.

Jeg åbner øjnene, men spærrer dem op i overraskelse. Hvor er jeg? Hvad er det? Hvem er det, der ligger på jorden? Hvorfor er der så meget blod? Jeg sætter mig hurtigt op og krabber mig tilbage til det hjørne, der er længst væk og betragter med rædsel scenen. Der ligger fire kroppe. Tre af dem fuldstændig indsmurt i blod... hvad skal jeg gøre? Jeg kigger forvirret efter en dør, og finder den heldigvis hurtigt. Den er garanteret låst. De plejer at låse den.

Pludselig rykker den fjerde krop på sig, og jeg holder i skræk vejret. Hvem er det? Hvad vil han gøre imod mig? Det kan ikke være godt. Der er ingen, der vil gøre noget godt imod mig.... med undtagelse af Sebastian, selvfølgelig. Kroppen vender sig mod mig, og jeg stirrer direkte ind i det selvlysende grønne øjne, som får mig til at løbe hen til min kæreste. På den korte tid, det tager mig at løbe hen til ham, sætter han sig op. Jeg kaster mig længselsfuldt i hans arme. Vi klarede det! tænker jeg, og forvirrer samtidig mig selv. For... hvad klarede vi?
"shhh..." hvisker Sebastian ind i mit øre, imens han kører sin hånd i cirkler på min ryg. Efter et par minutter trækker jeg mig væk og ser ind i de øjne, som jeg elsker overalt på jorden. Hans fingre kærtegner min kind, før han læner sig ind og kysser mig på panden. Jeg lukker øjnene og nyder duften af ham... men den er mærkelig. Den er blandet med... blod? Jeg skyder øjnene op, da jeg ser de tre lig for mit indre øje. Jeg trækker mig hurtigt væk fra Sebastian og ser ham i øjnene igen. Denne gang med en anden følelse i kroppen, end for et par minutter siden.
"Hvorfor dræbte du dem?" spørger jeg uden at kigger på ligene. Sebastian øjenbryn skyder sammen i forvirring, og han ser bare uforstående ud.
"Hvad?" siger han, så jeg gentager:
"Hvorfor dræbte du de mennesker der?" Jeg peger hen mod ligene, men sørger for ikke at pege direkte på dem, for at jeg ikke skal se på dem igen. Første gang var mere end rigeligt, mange tak! Jeg ser på Sebastians forvirrede ansigt, indtil han pludselig spærrer øjnene op. Han kigger henover mig og ser på ligene i et stykke tid, før han ser på mig igen. Han er begyndt, at skræmme mig. Hvorfor kan han ikke huske, at han dræbte dem. Gik han besærk ligesom Hulk gør? Det håber jeg ikke.

"Smukke," siger Sebastian så seriøst, at jeg bliver en smule bange, "hvad er det sidste, du kan huske?" spørger han mig om. Jeg lægger forsigtigt mit hoved på skrå og ser forvirret på ham. Hvad mener han?
"Øhh... det ved jeg ikke..." indrømmer jeg endnu mere forvirret. "Jeg kan huske, at vi flyttede... Jeg var rigtig irriteret, fordi jeg ville være hos dig, men det måtte jeg ikke. Far blev ved med at sige, at det var for min egen skyld, og at du var farlig. Men det er du jo ikke. Det kan godt være, at du er en varulv, men du opfører dig som en hundehvalp," siger jeg og smiler sødt til Sebastian, der rynker på brynene.
"Jeg opfører mig ikke som en hundehvalp," brokker han sig, men jeg slår ham på brystet og afbryder ham effektivt.
"Jo, du gør. Basta. Jeg har ret," siger jeg og smiler endnu mere sukkersødt til ham. Han åbner munden for at svare, men jeg holder min egen hånd hen over, inden jeg begynder at snakke videre.

"Så kan jeg huske, at vi kom til det her hus. Efter noget tid ville jeg ikke være her mere, så jeg løb hjemmefra for at finde dig, men blev fanget af mine brødre. Jeg så dig, men jeg ved ikke, hvad der skete med dig. Mine brødre smed mig ned i en kælder... og så vågnede jeg her," afslutter jeg og ser på Sebastian. Han nikker eftertænksomt, imens han stirrer ud i rummet.
Da han ikke siger noget i lang tid, begynder jeg at lege med hårene på hans arme. De er faktisk rimelig lange. Det klæder ham, men de er stadig længere, end jeg havde regnet med...