I skjul

Hende

Aiden
Det er to uger siden, vi ankom til huset. To uger siden vi flygtede fra de mennesker, som jeg altid har kaldt min familie. To uger siden Sebastian og jeg har været ude for hospitalets vægge. Sebastian har været for svag, men han er endelig blevet erkendt rask nok til, at vi kan flytte op på hans... Vores værelse istedet for at bo i de kliniske rum. Jeg er lykkelig, men samtidig nervøs. Selvfølgelig har hans forældre været kommet forbi, men nu skal jeg møde dem på deres egne territorier. I deres eget hjem. Eller vi har hele tiden været i deres hjem... I ved, et kæmpe hus... Men ihvertfald, jeg skal møde dem, som forældre og ikke som alfaer, der tjekker op på en fra deres flok. Jeg ved ikke om det giver mening... Sebastian har i hvert fald grint af mig, når jeg har sat ord på min bekymring. Som han plejer at sige det: "hvem kan ikke elske dig? Du er Aiden!" Hvorefter han har kysset mig på munden. Men det er jo netop det. Min egen far hadede mig, mine søskende brugte mig som en slave, og min mor tænkte aldrig på at hente mig, da hun stak af fra det gale hus. Hvordan kan folk elske mig, hvis de mennesker der nærmest er tvunget til det ikke kan?

Jeg går direkte op på værelset og falder sammen ovenpå Sebastian seng, men bliver meget skuffet, da hans duft er meget svag. Hvad havde jeg overhovedet forventet? Han har ikke været i rummet i to uger? Jeg klynker lavt, hvilket hurtigt ændrer sig til et tilfredst smil, da Sebadtian lægger sig ved siden af mig, kører sin arm rundt om livet på mig og hiver mig beskyttende ind til ham. Jeg begraver mit hoved i brystet på ham. Hvor er jeg lykkelig. Hvordan kan denne fantastiske og helt ekstrem lækre mand være min?

Efter nogle minutter med dovenskab, trækker Sebastian sig væk fra mig. Han holder dog stadig fast i min hånd, hvilket får et lille smil til at spille på min læber.
"Vi skal ned og snakke med mine forældre, om hvad der skete med.. Du ved... Og hvad der kommer til at ske," siger Sebastian afslappet. Jeg nikker dovent, før jeg rejser mig op fra sengen, og sammen følges vi ned igennem huset, indtil vi når en egetræsdør, der gemmer Alfaers kontor. Sebastian banker på tre gange hurtigt efter hinanden, før han åbner døren og trækker mig med ind. Han sætter sig i den ene stol og hiver mig ned på skødet af ham, hvor jeg putter mig ind til ham.

"Hej drenge," siger Sebastians mor sødt, før hun smiler til os. Jeg smiler høfligt tilbage, og lader Sebastian styre ordet, imens jeg kigger rundt på de få personer, der er inde i lokalet. Sidens forældre er her selvfølgelig, og David. Der sidder også en mand, jeg tror, Sebastian sagde, at han hed Klaus... Men jeg er ikke sikker. Han ser vigtig ud, og jeg syntes også, at jeg har set ham før, men kan ikke sætte min finger på hvem han er. Så sidder der en rødhåret dame, som jeg aldrig nogensinde har mødt før. Hendes øjne er gnister på en virkelig  fascinerende måde, der får mig til at falde i staver over hende. Hun er virkelig smuk. Hun virker også vigtig, hvilket gør mig nervøs, hvem et disse mennesker?

Som om Sebastian kan læse mine tanker, mærker jeg hans læber ved mit øre, idet han meget lavt hvisker til mig: "Klaus er min fars beta, og Lise er min mors beta." Jeg nikker eftertænksomt og kigger på den rødhårede skønhed igen, der åbenbart hedder Lise. Jeg vil også have sådan noget hår. Det er meget flottere end mit brune, der aldrig rigtig gider... Selv denne korte frisure kan den ikke engang holde.
"Nå, lad os hellere komme igang, vi har en masse, som vi skal have snakket om," siger Aidens far, "men først syntes vi, at du skal møde en bestemt person Aiden." Jeg kigger overrasket og undrende på ham, før jeg kigger på Sebastian, der bare smiler skelsk til mig. Okaaayyyy.... Mærkeliiiigt.

Sebastian
Jeg ser glad på Aiden, idet døren åbner og Alice, Aidens mor, træder ind af den. Hun er klædt i en grøn kjole, der når gulvet, og som jeg genkender som en af min mors. Hendes har falder naturligt, men dette bringer bare ligeheden mellem hende og Aiden endnu mere frem. Jeg ændrer endnu engang min opmærksomhed ned på Aiden, men der kommer ingen reaktion fra ham. Han sidder bare og kigger på hende.
"Aiden," hvisker jeg lavt og skubber let til ham. Dette får ham til at reagere, men overhovedet ikke på den måde, som jeg havde forventet. Jeg har hele tiden forestillet mig, at han ville springe hende om halsen og højst sandsynligt også fælde en tåre eller to, men jeg mærker en ekstrem vrede fra ham igennem vores mage-bånd, hvorefter han hopper ned fra mit skød og stormer ud af lokalet. Jeg åbner munden for at kalde efter ham, men når det aldrig, før døren smækker med er højt brag og lader en rungende stilhed fylde lokalet.

"Hvad skete der?" Spørger David højt og sætter samtidig ord på mine tanker. For hvad skete der lige? Hvorfor er han ikke virkelig lykkelig og fuldstændig oppe og køre? Det er hans mor, hans mor, som han ikke har set i årevis, der endelig kommer... Jeg rejser mig langsomt op, lidt ligesom en robot og følger forvirret efter Aiden ud på gangen. Det eneste logiske sted han kan have gemt sig, er vores værelse, så jeg sætter kursen derimod og begiver mig afsted, imens scenen bliver ved med at spille i mit hoved. Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg har jo netop ikke sagt til ham, at jeg har mødt hans mor af den grund, at det skulle være en overraskelse... Og så at jeg også lige havde glemt det, men det er en mindre detalje.

Jeg når endelig vores værelse og går derind. Rummet ligner sig selv som det gjorde for ti minutter siden, og jeg ville aldrig have opdaget Aiden, hvis det ikke var for den lavmælte gråd, der går lige i hjertet på mig. Han er gemt under dynen, fuldstændig krøllet sammen. Jeg går forsigtigt hen til sengen og ligger mig ind under dynen sammen med ham. Jeg har kun lige lagt mig, da jeg mærker hans lille krop presse sig ind til min og søge efter trøst. Jeg ligger mine muskuløse arme omkring ham, imens jeg begynder at hviske søde og fuldstændige ligegyldige ting til ham for at få ham til at slappe af. Det hjælper ikke rigtig, og jeg kan mærke, hvordan hans tårer gennemvæder min T-Shirt på få minutter. Det får mit hjerte til at krympe sig. Jeg bil så gerne se ham være glad. Jeg vil have min sprudlende og grinende mage tilbage. Jeg kysser ham på toppen af hovedet og aer hans ryg.

Endelig begynder hans gråd at mindske, og da den endelig er nogenlunde stoppet, kigger han op på mig. Hans øjne er fuldstændige røde og hævede af hans anfald. Der er våde striber ned over hans kinder, der hvor tårerne har løbet, men blikket i hans øjne er nok det værste. Han ser så ulykkelig og forvirret ud. Jeg ved, at jeg har sagt det før, men jeg har virkelig lyst til at pakke ham ind i bubbelplast og gemme ham væk fra resten af verdenen. Langsomt og kærligt lader jeg mine tommelfingre glide henover kinderne på ham og tørrer resterne af hans tårer væk. Han snøfter en enkelt gang og hviler sit hoved mod min håndflade.
"Hva så? Hvad gik det ud på? Jeg troede, at du ville blive lykkelig over endelig at se din mor igen," spørger jeg, imens min tommelfingre kærtegner hans venstre kind. Aiden snøfter endnu engang, og tårerne truer med at flyde over igen, men gør det heldigvis ikke.
"Jeg ved det ikke. Hun er min mor, hende der fødte mig, men hun... Hun forlod mig. Hun efterladte mig hos dem."Den sidste sætning bliver hvisket, som om han er bange for at sige den højt.
"Hvorfor tog hun mig ikke med?" Udbryder Aiden pludselig højt, før han bryder sammen igen. Jeg strammer mit greb omkring ham, og vugger forsigtigt frem og tilbage, imens jeg prøver at berolige ham.

Pludselig forstår jeg. Jeg forstår alt for godt. Aiden føler, at hans mor har svigtet ham helt ekstremt ved at efterlade ham hos de mennesker, jeg aldrig vil kunne få mig selv til at kalde hans familie. Han er blevet såret og bulet igennem hele sit liv. Han har altid fået af vide, at han ikke var noget vær. At han lige så godt kunne ligge sig til at dø, og så kommer personen, som han har længtes efter at være hos spankulerende ind i hans liv og ligner en, der har levet livet.

Jeg forstår. Men jeg forstår også, at Aiden snart vil tilgive sin mor for det, og inden længe vil de være virkelig tætte. Tiden skal bare have lov til at gøre sit arbejde.