I skjul

Farvel

Sebastian
Jeg stønner træt og kaster min nakke til siden, så den siger et tilfredsstillende knæk. Jeg er så træt! Og så sulten! Jeg har ikke fået mad siden igår aftes. Jeg syntes, jeg fortjener noget mad. David går stille bag mig. Et tegn på at han føler ligesom mig. Vi går uden et ord til hinanden mod mit hus. Efter vi havde været på gerningsstedet tog vi hen på skadestuen. Vi prøvede i tre timer at få nogle svar ud af den unge kriger, før lægen kom og smed os ud. Han kunne intet huske, ligemeget hvad vi gjorde. Lægen forklarede, at fordi han gik i chok, lukkede hans hjerne ned for mindet. Han vil nok aldrig komme til at huske noget derfra. Jeg syntes, det er smart, at vores hjerne kan slette vores hukommelse, hvis det bliver for meget for os, men kunne hans hjerne ikke lige have ventet et par timer? Jeg mener, helt ærligt... Han er den eneste person, der kan fortælle os noget om de fremmede. Selvfølgelig er der Thomas, men hans krop har lukket ham ned, så han ligger i koma. Lægen forventer, at han vil ligge i koma i nogle dage. Vi har bare ikke nogle dage. Vi skal helst have svar nu!

Jeg åbner den ødelagte dør og stopper så brat op, at David banker direkte ind i ryggen på mig.
"En advarsel ville have været dejlig..." mumler han irriteret. Op ad væggen i gangen står tre tasker. To af taskerne er jeg vokset op med. Jeg har leget gemmeleg i dem og set frem til, hver gang de blev tager frem. Den ene er lidt større end den anden, og den ene er sort, hvor den anden er mørkeblå. De har begge det samme logo på forsiden. Jeg retter mig, før jeg lytter efter mine forældre. Deres stemmer sniger sig ud i gangen, og jeg følger efter dem.
"Mor? Far?" Råber jeg, da jeg ikke finder dem i det første rum, jeg træder ind i. Deres stemmer stopper brat, og jeg går hurtigt ind i stuen.

"Hvad har vi sagt om at ødelægge huset, unge mand?!" Siger min mor vredt, før hendes grimasse flækker over i et smil. Jeg løber ind i hendes åbne arme, som jeg gjorde, da jeg var lille. Det føltes perfekt. Alle mine bekymringer om Aiden, overfaldende og mine forældres sikkerhed glemmer jeg for en kort stund. Jeg begraver mit hoved i min mors nakke. Det føltes lidt akavet, da hun er mindre end mig, men det er stadig utrolig dejligt. Min far lægger sine stærke arme rundt om os, og vi står bare stille i et gruppekram.
"David, kan du så komme herhen! Du er lige så meget en del af familien," siger min far. Vi kigger alle på David, der kommer tøvende imod os. Jeg åbner min ene arm mod ham, og han bliver en del af vores gruppekram. Vi står alle fire og nyder hinandens nærvær. Nyder at vi alle er okay, og at vi alle nu er samlet.

Efter lang tid trækker vi væk fra hinanden igen. Min mor har tårer i øjnene, hvilket får alle os andre til at grine. Hvor er det rart, de er hjemme. Min far klapper mig på ryggen, før hans hånd glider op og lægger sig blidt i min nakke.
"Drenge, vi har en person, som I skal møde," siger han og viser med hånden hen til sofaerne. Jeg udbryder en forskrækket lyd, da jeg får øje på en midaldrende kvinde. Hvornår er hun kommet? Har hun været her hele tiden? Jeg smiler til hende, men mit smil falmer hurtigt igen. Hendes ansigt, hendes bølgede hår, hendes eventyrlige brune øjne... Alt ved hende. Alt ved hende ligner Aiden. Aiden.
"Mit navn er Alice," siger hun med en meget tyk amerikansk accent. Hun stikker hånden frem, og jeg tager den tøvende. Hvad?

"Vi opsporede Alice i Amerika i den tid, vi var væk," fortæller min mor. Vi sidder i sofaerne. David ligger med sine fødder på mit skød, min mor sidder på min fars skød og Alice har taget sin egen stol. Småkager og te er sat frem på bordet, for hvad er hygge uden mad og drikke?
"Vi har haft en mistanke om, at Aidens familie ikke var helt venskabelige. Så vi fik igennem en masse kontakter hos de andre flokke, fundet frem til Alice. Hun valgte med det samme at samarbejde og tage her tilbage til," forklarer min mor.
"Hvordan viste I, at Aiden er min mage?" Spørger jeg.
"Vi er dine forældre," siger min far, "tror du virkelig, at du kan holde noget skjult for os? Desuden snakker du tit højt, når du tænker. Så du har rendt rundt og snakket om Aiden i dagene op til, at vi tog afsted... Man skulle tro, du ikke tænkte på andet!" Jeg kan mærke blodet stige mig til hovedet, og snart sidder jeg med lysende røde kinder. Ups?