I skjul

Kælder

Aiden
"Hold din kæft!" råber min storebror vredt af mig, men jeg ignorerer ham og sætter styrken på min gråd højere op.
"Hold. Din. Kæft!" skriger han og ryster mig hårdt. Hans fingre borer sig direkte ned i mine åbne sår, og jeg udbryder et halvt skrig af smerte. Jeg klynker en lille smule, før jeg kigger vredt ind i øjnene på monsteret foran mig. Han er ikke min bror. Det har han aldrig været. Jeg har ingen grund til at gøre, hvad han siger. De kan ikke bestemme over mig mere. Jeg gør noget, som jeg aldrig nogensinde har gjort før. Noget, som jeg aldrig har kunne drømme om at gøre før, selv ikke i mine værste mareridt. Jeg spytter på ham. Det er ikke ligesom, de der provokerende mænd i fjernsynet, der har ben ud af t-shirtens ærmer og en forfærdelig attitude, der kan spytte fire meter og så stadig ramme perfekt, nej. Jeg har aldrig spyttet på en anden person før, så det resultatet er rimelig  fesent. En lille bitte spytklat, der ikke engang rammer ham i hovedet, men ender på monsterets kraveben. Men min brors reaktion er langt større end skurkenes i filmene. Jeg kan se, hvordan det langsomt går op for ham. Man kan næsten høre det knage og brage inde i hans hoved, indtil det slår klik. Herefter bliver han gradvist rødere i hovedet, indtil hans tvilling kunne være en tomat. Hans fingre strammes og borer endnu dybere ind i mine åbne sår. Jeg bider hårdt tænderne sammen og ser ind i hans nu røde øjne. Det har altid fascineret mig, hvordan deres øjne kan skifte farve, når de bliver rigtig vrede. Jeg stod engang foran spejlet i en time og bare stirrede ind i mine egne øjne, men de blev ved med at være den kedelige brune, som jeg er født med og vil dø med. Jeg kigger ind i hans øjne. Det er første gang i mit liv, jeg ikke har slået blikket ned, når han har set så vredt og hadefuldt på mig. Det er første gang, jeg har udfordret ham.

Vi bliver ved med at stirre hinanden i øjnene. Ikke på et tidspunkt føler jeg mig nødsaget til at slå blikket ned. Hans øjne er faktisk rigtig grimme. De er røde, og nogle blodrøde streger går fra pupillerne og ud i det hvide. Det ser sygt ud. Klamt. Unaturligt. Som om det ikke er meningen, at hans øjne skal blive røde... men det kan det ikke være. De har skiftet farve så længe, jeg kan huske.

Jeg bliver brat hevet ud af min trance, da jeg bliver hevet voldsomt ud af min bror greb. Jeg udbryder en forskrækket lyd og prøver desperat at vende mig mod min nye modstander.
"Hvad tænkte du på, møgunge?" knurrer en dyb stemme vredt ind i mit øre, imens min far slæber mig tilbage mod huset. Jeg svarer ham ikke, men koncentrerer mig i stedet for at prøve at holde trit med hans lange skridt. Det er svært.
"Jeg måtte afbryde mødet, bare så vi kunne hente dig tilbage," snerrer han lidt højere, nu da vi er ude for hørevidde... Eller jeg tror, at vi er ude for hørevidde. Hvor langt kan varulve egentlig høre? Det må jeg finde ud af...

"Hva?" råber han og rusker mig på præcis samme måde, som det monster, jeg kalder min bror, gjorde for ganske få minutter siden.
"Jeg vil ikke være her," siger jeg. Det kommer bag på mig, hvor fast min stemme er. Den ryster overhovedet ikke, og jeg taler højt. Højt, som i man kan høre det!
"Det er ikke en undskydning. Jeg er din far, så du skal gøre, som jeg siger."
"Du er ikke min far!" råber jeg pludselig og prøver at skubbe ham væk fra mig. Selvfølgelig lykkedes det ikke.
"Hvad sagde du?" spørger han mørkt og koldt.
"Du er ikke min far!" gentager jeg, "hvis du var min far, ville jeg se dig mere end en gang om måneden. Du ville gøre noget ved den måde dine sønner behandler mig på. Du ville ikke glemme mig. Du ville ikke tvinge mig til at bo i et hus med fremmede varulve, når jeg tydeligvis hellere vil være hos min kæreste. Nej, du skal ikke begynde på, at det er for min egen sikkerhed, at jeg er her. Du har aldrig tænkt over min sikkerhed. Jeg boede i en kælder for Guds skyld! En kælder! Jeg vil hjem!" råber jeg, men min sidste sætning kommer ud som et hulk. Min såkaldte far siger ikke noget. Han trækker mig bare videre igennem skoven. Det ender med, at han skal bære mig. Jeg har ikke lyst til at være der, jeg har ikke lyst til at skulle være sammen med nogle af de folk, der er her, så hvorfor skal jeg hjælpe med at komme frem? Jeg hænger bare slap fra mandens skulder, imens jeg hulker.

Det ender med, at min far smider mig ned i en kælder. Igen. Denne kælder er dog anderledes, end i det hus, jeg voksede op i. Det her er en stor kælder. En gammeldags, ekstrem lille follielampe kaster et meget svagt gult lys i rummet, men lægger de fjerneste kroge mørke. Et sted oppe under loftet er der et vindue. Et lillebitte et, som ikke tager meget lys ind. Væggene er pyntet med lænker. Det er en fangekælder. Jeg ser forskrækket på min 'far', men han møder ikke mit blik. Han går målrettet hen til det nærmeste hjørne og låser lænken omkring min ankel.
"Hvis du vil have sandheden af vide... Så er du ikke min søn. Din mor var utro imod mig, og kneppede med en usling. Det er sådan, du kom til verden. Du var og er uønsket," siger han, før han vender ryggen til og lukker døren, så der bliver endnu mørkere i det allerede mørke rum.

Sebastian
Mit hoved smerter... Igen. Faktisk smerter hele min krop, så det er ikke kun mit hoved den her gang. Jeg vil virkelig gerne synke ned i bevidstløsheden og lade det mørke dyb omfavne mig, men min ulv holder mig vågen. Han bliver ved med at skynde på mig. Sige, at han kunne mærke Aiden og ham. Vi skal skynde os. Jeg ved godt, at vi skal skynde os, men... Jeg orker det bare ikke. Jeg er ikke bevidstløs, men jeg er samtidigt for udmattet til at kunne åbne mine øjne. Bare tanken om, at jeg skal bevæge min krop gør mig trættere.

Jeg håber David nåede frem, så han kunne redde Aiden... Men samtidig ikke. Der var for mange ulve, og han kunne være kommet til skade. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis der sker ham noget, fordi jeg lokkede ham med ud på en selvmordsituation. Nu kommer der nogen. Lyden af skridt i krattet når mine ører, og jeg ligger og ber til, at de ikke finder mig. Hvis de gør, så håber jeg bare, at de tror, jeg er død, så de vil lade mig være. Jeg vil bare gerne ligge med mine egne tanker, indtil min ulv lader mig sove. Det vil være så rart. Bare at sove....

Desværre for min fordel, hører den mystiske person ikke mine tanker. Jeg syntes ellers, at de er meget høje. Hvordan kan han ikke høre dem? Jeg bliver løftet op af en person. Det er tydeligt personen har problemer med at løfte min vægt, da personen stønner som en gammel ovn. Jeg har lyst til at kæmpe imod, men på den anden side er jeg så træt. Måske er personen en jeg kender? Måske vil personen føre mig tilbage. Sandsynligheden er virkelig lille, men samtidig, så var sandsynligheden også virkelig lille for, at jeg ville overleve det angreb. Set i bakspejlet, var det nok ikke den smarteste ide, jeg har fået i mit liv.... Pludselig kan jeg mærke min ulv trække sig tilbage. Gradvist overfalder mørket mig, og jeg føler mig virkelig lettet, da bevidstløsheden overtager min krop.

Jeg åbner øjnene og prøver at rejse mig, men kan ikke. Panikken breder sig hurtigt rundt i min krop, og jeg river og flår i det, der holder mig nede. Efter nogle trættende minutter kryber bevidstløsheden ind på mig igen. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om, at holde mig vågen. Jeg skal ikke sove nu. Jeg skal være vågen. Jeg skal vide, hvor jeg er. Jeg bliver ved med at holde øjnene lukket, imens jeg tager den første dybe indånding. Ind gennem næsen, ud gennem munden. Ind gennem næsen, og ud gennem munden. Hold vejret. Langsomt forklarer panikken min krop, og jeg tager et par dybe indåndinger mere. Da eg endelig føler mig nogenlunde afslappet, åbner jeg øjnene igen og kigger rundt.

Jeg er i en kælder. I et lille beskidt rum. Der kommer lys igennem fra er lille vindue i toppen, spm den eneste lyskilde. Jeg trækker vejret dybt igen og kigger ned ad mig selv. Jeg lægger præcis i så meget tøj, som jeg blev født med. Ikke mere og ikke mindre. Eg bliver utrolig lettet, da jeg tæller mine tærer og indser, de stadig er fuldtallige. Min krop er dækket af sår, mudder og bidmærker fra utallige ulve. Omkring mine håndled er der en rusten lænke. Det samme er der ved mine ankler og iver brystet på mig. Det var dem, der gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig, indser jeg lettet. Jeg har heldigvis ikke mistet nogle arme eller ben... Mit hoved begynder at dunke på grund af min overanstrengelse for at holde mig vågen og lade mine sår hele på samme tid. Det er belastende. Jeg ved, at jeg snart må lægge mig til at sove, hvis jeg skal overleve. Det passer mig bare ikke.  En af de vigtigste regler er, aldrig at vende ryggen til din modstander. Og heg ved ikke, hvem min modstander er, hvordan skal jeg sp kunne forsvare mig imod personen? Især når jeg sover! Jeg kæmper imod søvnen i flere minutter, imens jeg lytter til fugten dryppe fra loftet og ned på gulvet. Vinden suse igennem det ødelagte vindue, og de fjerne stemmer, jeg kun lige har en fornemmelse af, men ikke er sikker på, at jeg kan opfange. Det samme spørgsmål kører igennem mit hoved hele tiden. Faktisk flere, men der er ti, der er dominerende. På et tidspunkt overtager min ulv, og tvinger mig ned i søvnen, imens spørgsmålene er på mine læber. Hvor er jeg? Er Aiden i live?