I skjul

Optakten

Sebastian
Jeg tager irriteret min mobil væk fra øret og kører min modsatte hånd igennem mit hår for hundrede gang i dag. Hvorfor svarer de ikke? Jeg har ringer til mine forældre mindst fem gange idag efter angrebet. Udover det, har jeg også prøvet at kontakte dem via vores link, men intet. Kun den irriterende telefonsvarer 'indtal en besked efter bip-tonen'. Jeg kaster vredt min telefon på sofaen og dumper selv tungt ned i den. Hvad skal jeg gøre? To af mine mænd ligger bevidstløse med mulige hjernerystelser nede på sygestuen. De er blevet slået ned af en ukendt person, som vi ikke engang kan identificere. Er det et meget talentfulde menneske eller en ulv? Hvorfor er der ingen duft, vi kan spore? Alle væsner har en duft. Mennesker, ulve, selv grise og lopper. Jeg rejser mig op og går lidt rundt. Min meningsløse vandring kommer til ende, idet der lyder et fast bank på min hoveddør. Jeg skynder mig hen og åbner for Klaus, min fars beta.
"Hej, Sebastian," siger han alvorligt. Jeg nikker og giver ham hurtigt hånden. Bag ham træder Ricco frem, så ham giver jeg også hånden til. Hvad laver han her? Jeg har ikke engang besluttet mig for, at han skal være min delta endnu.

"Hvad nyt?" Spørger Klaus efter vi er gået op i min fars arbejdsværelse. Jeg sidder bag skrivebordet, imens de to andre mænd sidder på gæstestolene. Jeg kører min hånd igennem håret, før jeg svarer:
"Intet. Jeg har overhovedet ikke hørt fra dem, siden de tog afsted. De plejer altid at ringe, men intet. Har du hørt noget?" Jeg læner mig opgivende tilbage og samler et tilfældigt blank papir op, som jeg begynder at folde i mærkelige vinkler.
"Nej, desværre. Jeg troede, at de havde kontaktet dig," svarer Klaus. Jeg nikker, imens bekymringen lægger sig tungt i min mave. Hvad sker der? Hvor bliver de af? Jeg sukker og kører min hånd igennem mit hår igen. Der er stille i nogle minutter. Det er en tung stilhed.
"Hvad med de to bevidstløse mænd?" Spørger Ricco. Jeg kigger på ham, før jeg svarer:
"David er i nærheden, så han kan være hos dem, lige så snart de vågner." Klaus nikker tilfreds.
"David? Han er jo ikke engang fyldt 18 endnu..."
"Ricco!" Afbryder hans far ham vredt, "David er de fremtidige beta, så hvis ham respekt!" Jeg siger ikke noget, idet hans far begynder at undskylde. Jeg har virkelig ikke brug for deres barnlige skænderi lige nu. Der er nok at se til med de mystiske væsner, der angriber os, og mine forældre, der selvfølgelig vælger det værste tidspunkt til at vælge, at vi ikke kan komme i kontakt med dem. Og så selvfølgelig Aiden. Jeg skal altså huske at ringe til ham, inden det bliver for sent. Jeg skal have takket ham for den fantastiske dag, vi havde igår. Men det må desværre vente...

"Alfa?" Jeg bliver hevet ud af min tanlebobbel, idet Klaus knipser sine fingre foran mit ansigt.
"Huh?" bliver mit geniale svar, imens jeg kigger forvirret på dem.
"Din mobil ringer," siger han med et lille smil. Jeg ryster overrasket på hovedet og fisker den larmende mobil frem. Hvordan kan jeg overhøre den? Den skriger som en italiensk kvinde.
"Alfa her," svarer jeg uden at kigge på skærmen for at finde ud af, hvem der ringer.
"Og beta her... De er vågnet," siger David ind i telefonen, før han lægger på. Uforskammede unge. Jeg rejser mig hurtigt, imens jeg glider telefonen ned i lommen.
"De er vågnet," gentager jeg for Klaus og Ricco. De rejser sig med det samme og følger efter mig ud af døren, hvor vi skifter til vores ulveforme og sætter i løb mod sygestuen.

Efter at have trukket et par løse shorts på, træder jeg ind på sygestuen. Lugten af medicin og renhed fylder mit næsebor, og jeg føler, at jeg sviner hele rummet til, bare ved at gå igennem døren. Jeg undertrykker den kuldegysning, der altid vil løbe ned ad min rygrad, når jeg går ind på et hospital. Hospitaler, sygehuse og skadestuer minder mig om død. Hvilket egentlig er forfærdeligt. For selvom der dør ulve i disse bygninger rundt omkring, så bliver der jo også født lige så mange, hvis ikke flere. Desuden bliver folk også behandlet her. Vi burde være glade for at gå ind på et hospital. Det betyder jo bare, at der bliver gjort noget ved tingene, men sådan har jeg det ikke. Jeg hader hospitaler og vil nok altid gøre det.