I skjul

Ubudne gæster

Aiden
Det er blevet sent, inden vi rejser os fra græsplænen og går mod Sebastians hus. David følger Frederik hjem, og så ved jeg ikke, hvor han går hen. Jeg spurgte Sebastian om det, men han trak bare på skuldrene og sagde, 'hvis han pludselig er hjemme hos mig i nat, så sover han der.' Så jeg gætter på, at vi finder ud af det i morgen...

Sebastian og jeg går hånd i hånd. Vores fingre er flettet sammen, og vores arme støder på hinanden, når vi bevæger dem. Jeg ved ikke hvorfor, men efter Sebastian har fortalt mig hans hemmelighed, er mine barrierer brudt sammen. De faldt ned, så han har fuldstændig overtaget mine tanker og ikke mindst mit hjerte. Jeg forstår stadig ikke, hvordan sådan en græsk Gud som ham, vil være sammen med mig, men jeg har valgt ikke at tænke mere over det og bare nyde det, så længe det varer.

Det føltes som om jeg lever i en drøm, og det at de er varulve, og der lever en hel flok varulve i min by, gør det endnu mere drømme-agtig.
"Sebastian..." Starter jeg forsigtigt ud, men stopper igen. Det er faktisk et dumt spørgsmål, så jeg burde ikke stille det. Jeg skal bare være stille, som mine brødre altid siger.
"Hvad er det, smukke?" Spørger Sebastian med sin dybe stemme. Kælenavnet får mit blod til at suse op i mine kinder.
"I-ikke no-oget al-alligeve-el," siger jeg og undgå hans blik. Pludselig stopper Sebastian og vender os, så vi står ansigt til ansigt. Eller ansigt til bryst, fordi han er så høj. Han lægger begge sine store hænder om mit ansigt og løfter det, så vi ser hinanden i øjnene. Vi står stille i et godt minut, imens vi bare bliver væk i hinandens øjne. Mørket får det grønne til at træde endnu kraftigere frem.
"Jeg er ligeglad, hvor dumt, åndssvagt og ubrugeligt du syntes spørgsmålene er. Jeg er ligeglad, om du faktisk godt viste det i forvejen. Jeg er ligeglad, om du kan gå til andre at spørge. Jeg vil bare gerne have, at du stiller mig uendelig mange spørgsmål. Jeg vil svare på alt, og det jeg ikke kan svare på, vil jeg finde ud af, så jeg kan svare på det. Okay, smukke? Godt. Så stil mig det spørgsmål, du tænkte på lige før," siger Sebastian.

"Hvi-is du e-er alfa e-er du så stæ-ærkere e-end de andre?" Spørger jeg usikkert. Jeg læste det engang i en bog. Hovedpersonen var varulv, og derfor også stærkere end en stor del af sin flok. Måske er det på samme måde.
"Øhh... Ja og nej... Øhm.. Min ulv er ikke stærkere, end det jeg har trænet den til. Men fordi jeg er næste alfa, har jeg trænet, siden jeg var lille, så jeg er stærkere end gennemsnittet. Min menneskelige form er til gengæld stærkere end, hvis jeg ikke havde været i alfa-linjen. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare... Det er meget rart... Jeg kan bedre skille to personer, der er oppe og toppes ad, end hvis jeg ikke havde den ekstra styrke... Måske er det derfor?" Afslutter Sebastian eftertænksomt sin forklaring. Jeg nikker langsomt til hans forklaring.

Vi går hele vejen hjem til Sebastian med fingrene flettet sammen og taler lavmælt med hinanden. Det er mest Sebastian, der snakker, men jeg har overhovedet intet imod at høre på hans dybe lidt hæse stemme. Hans øjne lyser op, hver gang gan nævner en noget, han holder meget af. Det er perfekt.

Alting har en ende, og vi ankommer til hans forældres hus. I starten virker det stille og mere tomt end det plejer. Som om, det har mistet noget af den hjemmelige atmosfære, det hele tiden har holdt. Vi kommer tættere på, og den dårlige følelse spreder sig og lægger sig tungt i brystet på mig. Det er normalt den følelse, jeg har, når jeg er alene hjemme med mine brødre, og de vil gøre mig fortræd. Jeg ryster på hovedet af mig selv og bider mig i læben. Jeg finder nok bare på noget. Jeg vil bare ikke hjem. Jeg vil gerne være sammen med Sebastian, så min hjerne opfinder ting, som dårlige undskyldninger.

Vi er næsten helt henne, idet jeg mærker Sebastian blive en smule anspændt, og hans greb stramme om min hånd. Hvad sker der? Han sætter farten en smule op og hiver mig med lethed efter ham. Vi drejer rundt om en busk, og stopper brat. Hoveddøren... Nogle er brudt ind af hoveddøren. Ikke bare sådan låsen-smadret eller taget-af-hængslerne brudt ind, men døren-fuldstændig-smadret brudt ind. Den flotte trædør er splintret på midten, som om der er nogle, der har hakket den i stykker med en brandøkse. Foran døren ligger resterne af den sørgeligt spredt ud over jorden.
"Nej... Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej," gentager Sebastian og giver slip på min hånd. Han løber hen til døren og stikker hovedet ind gennem hullet. Et par sekunder efter vender han sig frustreret rundt og skriger:
"Fucking idioter. Lorte... Agh!" Han slår vredt på døren. Jeg træder bange et par skridt væk. Er det min skyld? Selvfølgelig er det det! Hvis ikke jeg var her, ville han have været hjemme, og så ville det aldrig have været sket. Jeg træder et par skridt væk igen. Sebastian er rasende. Jeg kan mærke vredesbølgerne, der siver ud fra ham. Hele hans overkrop bevæger sig op og ned, idet han tager mange dybe indåndinger. Vil han gøre mig fortræd? Nej, selvfølgelig ikke. Det er Sebastian... Jeg bakker rundt og busken, før jeg vender rundt og sætter i løb.