I skjul

Faret vild?

Aiden
Damen træder et par skridt tilbage og betragter kritisk sit værk. Jeg bider mig nervøst i læben og ser på hende. Hun nikker langsomt tydeligvis tilfreds med mit hår. Hvad har hun gjort? Hvorfor hjælper hun mig? Hvorfor vil Sebastian hjælpe mig? Han forvirrer mig. Han burde være sammen med de andre ikke mig. Jeg er bare en ubrugelig taber. Han og hans ven burde være sammen med nogle bedre mennesker. Damen signalerer, at jeg skal følge efter hende. Langsomt rejser jeg mig op. Jeg sørger hele tiden at være et par skridt bag hende. Så jeg kan sørge for ikke at gå ind i hende, og holde mig på afstand, hvis nu hun slår ud efter mig. Deres hus er rigtig flot. Det er virkelig stort. Sådan kæmpe! Der kan i hvert fald bo fem familier her. Huset er indrettet i en meget enkel men flot stil. Borde og skabe er lavet af træ, men det feminine vinder stadig over maskuliniteten i form af puder og pyntegenstande. På hver evig eneste væg hænger der billeder af personer. Store vinduer byder sollyset velkomment, hvilket giver det hele en meget let stemning. Jeg kan høre en radio spille i et af de andre rum. Alt i alt er det et hyggeligt hus med en tryg atmosfære og en følelse af hjem. Ikke noget jeg er rigtig van til. Efter at have gået igennem rigtig mange rum stopper damen. Hun åbner forsigtig døren og fremviser det største badeværelse, jeg nogensinde har set. Der er et stort badekar, hvor der i hvert fald kan ligge to personer i. Den ene væg er dækket af et spejl, der strækker sig fra gulv til loft, og den anden er dækket af hvide skabe. Ved den sidste væg er der et toiletbord, der strækker sig fra væg til væg. Lige nu er det proppet med alle mulige børster og mærkelige æsker. Jeg tror, det er makeup, men jeg er ikke sikker.
"Bare gå ind, skat," siger damen forsigtigt. Forskrækket hiver jeg mig selv ud af min trance og træder ind i det luksuriøse badeværelse. Damen går ind efter mig og lukker døren.
"Hvad syntes du?" Spørger hun, og jeg skal lige til at spørge, hvad hun mener, idet jeg får øje på mit eget spejlbillede. Mit normale lange filtrede hår er erstattet med en korthåret frisure. Det er meget kort i siderne og lidt længere på toppen. Mit hår ser mørkere ud, når det er kort. Nervøst lader jeg hånden glide igennem det, før jeg nikker langsomt.
"Kan du lide det?" Spørger hun og ser håbefuldt på mig. Hvad har jeg at sige, hvis jeg ikke kan? Men jeg svarer ærligt, idet jeg nikker igen. Lidt mindre tøvende, hvorefter hendes ansigt lyser op i et smil. For selvom det føltes mærkeligt ikke at kunne mærke tyngden af mit hår, ikke at kunne gemme sig og lukker omverdenen ude med et bøj i nakken, så kan jeg godt lide det. Det får mig næsten til at se pæn ud. Jeg glider hånden igennem det igen. Det føltes mærkeligt.
"Nå... Skal drengene ikke have lov til at se det?" Spørger hun, imens hun åbner døren ud til resten huset. Jeg går forsigtigt ud og venter på hende ude på gangen. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan huske vejen tilbage, jeg har bare ikke lyst til at gå alene. Hvad nu hvis jeg møder nogen? Hvad skal jeg så sige til dem? De bliver garanteret vrede, fordi de ikke kender mig. Jeg synker, idet damen smiler til mig og begynder at gå. Jeg følger efter.

Sebastian og David ligger på sofaen og stirrer tomt på fjernsynet. Eller Sebastian sidder op, David ligger med sine fødder i hans skød. De ligner lidt Ryder og Riley, når de har deres kærlige brormand øjeblikke. Er de brødre? Nej, de ligner overhovedet ikke hinanden. De er nok bare rigtig gode venner. Jeg hiver mit blik væk fra dem og kigger ned i jorden, idet damen kommer ind i værelset... stuen. Hvad det nu er for et rum.
"Nå... Hvad syntes I, drenge?" Spørger hun til dem.
"Fint," siger David kort uden at vende opmærksomheden væk fra fjernsynet. Sebastian derimod drejer sin krop mod mig og studerer mig længe. Jeg rykker mig nervøst under hans blik og suger underlæben ind mellem mine tænder.
"Det er rigtig godt ud," konkluderer han med et smil. Min ene mundvige rykker sig en smule op i et af de større smil, jeg har præsteret at få frem i årevis. Han kan lide mit hår. Han syntes det ser godt ud. Jeg har mest lyst til at hoppe rundt og klappe i hænderne, som jeg gjorde, da jeg var lille, men jeg bider bare lidt hårdere ned på min læbe og ser ned i gulvet.
"Okay, I skole med jer," beordrer damen, og mit humør styrtdykker med det samme. Skole... Jeg vil ikke i skole igen. Men selvfølgelig, hvorfor havde jeg håbet på, at jeg kunne være her hele dagen? De hjalp mig kun ud af medlidenhed, og nu har de tilbragt tid sammen med mig og ved, at jeg ikke er noget at bruge tid på. Jeg burde ikke få nogen forhåbninger, for hvornår vælger livet at hjælpe mig? Jeg bukker hovedet en smule mere, imens de to teenagedrenge rejser sig op. Sebastian går hen og kysser damen på kinden, inden han fører os ud af huset igen. Da vi når bilen, åbner Sebastian bagdøren for mig. Han vil nok sikre sig, at jeg kommer ud af hans hus. Tanken får tårerne frem i mine øjne, og jeg skynder mig at kravle ind op bagsædet. Jeg ved ikke hvorfor, men tanken om at han ikke kan lide mig, gør mere ondt, end den skulle.