I skjul

Så tæt på

Aiden

Jeg løber så hurtigt, jeg kan. Mit åndedrag kommer ud i små stød, og jeg får på intet tidpunkt trukket vejret ordentligt ned i lungerne. Mine ben syrer. Det gør ondt, men jeg kan ikke stoppe. Jeg løber. Spurter. Skoven virker som et fængsel. Et klaustrofobisk fængsel, der prøver at gribe fat i mig, fange mig, og holde mig væk. De store træer læner sig mod mig, og flere gange bukker jeg uden grund. Endelig kommer der en lille forandring i træerne. De står med længere afstand, og er lysere. Det er heller ikke kun de uhyggelige grantræer, der omringer mig, men noget bøg, tror jeg det er, er der også. Jeg sætter farten en lille smule op, men må hurtigt sætte den ned igen. Jeg er overhovedet ikke i form til det her. Desuden gør min fod ondt. Sådan virkelig ondt. Jeg vrikkede om på den lidt længere tilbage, og smerten fra faldet kom tilbage. Men jeg må ikke stoppe. Jeg skal forsætte.

Jeg har læst nok bøger til at vide, hvad der sker når skoven bliver stille. Det er altid det samme. Hovedpersonen bliver overvåget. Der er noget stort og grumt, der venter, på at hovedpersonen viser svaghed. En fejl og bæstet angriber. Sædvanligvis klarer helten problemerne, men jeg er ikke en helt. Jeg er en 16-årig dreng, der indtil for nogle uger siden ikke vidste, at min familie og min kæreste er varulve. Jeg vidste ikke engang, at varulve eksisterede. Jeg kan ikke klare et uhyggeligt bæst, der vil dræbe mig og derefter spise halvdelen af min krop og så lade den anden halvdel ligge til ådselsæderne. Nej tak! Derfor løber jeg, trods smerterne i min fod, lunger, ben og bare min krop generelt.

Endelig ser jeg en vej længere fremme. Det er en motorvej. Men det er en vej. Det betyder mennesker. Måske slap jeg virkelig fra min familie. Jeg lader et suk af lettelse undslippe mine læber. Er jeg i sikkerhed nu? Jeg skal til at sætte farten ned, men et eller andet driver mig frem igen. Det er en advarsel for... mig selv? Men jeg... hvad? Jeg ryster på hovedet og sætter i løb igen. Min fod summer mærkeligt, og jeg er begyndt at få kvalme. Men jeg fortsætter. Måske er jeg bare så træt, at jeg forestiller mig ting... ja, det må være det.

Jeg ændrer min retning, så jeg løber langs vejen og ikke imod den. Jeg skal helst ikke for tæt på. Det kan være, at jeg bliver opdaget af nogle, der kender min far eller brødre. De mennesker kender gud og hver mand. Det er sværere at løbe i det ujævne terræn, og jeg bliver nød til at sætte farten ned. Overalt ligger der sten, dynger af affald eller bare en lille å, der løber igennem terrænet. Det er en hel forhindrings bane, og jeg bevæger mig alt for langsomt. Jeg kommer ikke hurtigt nok frem, men hver gang jeg prøver, er jeg ved at komme galt afsted. Selvom jeg kommer langsommere frem, bliver jeg mere og mere udmattet. Jeg er så træt. Måske skal jeg bare sætte farten en lille smule ned, tænker jeg. Tanken virker virkelig tiltrængelig... Bare lige fem minutter.

"Aiden!" lyder et råb pludselig bag mig. Jeg vender mig hurtigt og forskrækket om. Jeg kan næsten ikke ane skikkelsen, men råbet, krops holdningen og bare den kræft, der står ud af personen, fortæller mig, at det er en af mine brødre. Jeg udbryder en forskrækket lyd og sætter farten op igen. Jeg tør ikke vende mig om. Han er så langt væk, men stadig alt for tæt på mig. Jeg gisper efter luft og kigger stift ud i luften. Jeg skal den vej. Den vej. Kom nu, Aiden. Du kan godt.

"Aiden, vi fanger dig!" griner råbet bag mig. Jeg hulker ubevidst og løber videre. Jeg tør ikke vende mig rundt. Råber var så nært den her gang. Hvad nu hvis de fanger mig? Nej, nej, nej... bliv ved Aiden. Bare lige ud. Jeg hulker igen og kigger igen lige frem. En skikkelse kommer løbende imod mig. Jeg er ikke helt sikker på grund af mit slørede blik, men jeg tror, at det er en varulv. Er det en af dem? Har de omringet mig? Jeg har lyst til at ændre min retning, men den sindssyge del af mig, som jeg er blevet venner med på min flugt, fortæller mig, at jeg skal fortsætte mod skikkelsen i det fjerne. At jeg skal nå skikkelsen. Det vil være min redning. Min helt. Jeg hulker igen, da jeg ser en grå ulv komme op på siden af mig. Det hyler, og et kort øjeblik lyder det som om, at den griner af mig. Som om den nyder den her jagt. Fremad. Hurtigere. Kom så. Højre, venstre. Fremad. Et skridt af gangen. Løb. Hop. Ulven hyler igen. Hvorfor løber den bare ved siden af mig? Hvorfor angriber den ikke? Jeg hulker.