I skjul

Fremmede

Aiden
Jeg står som lammet, idet ulvene kommer tættere på os. De er store. Sådan virkelig store. Jeg vidste ikke, at ulve kunne blive så store. Jeg vidste ikke, at der fandtes ulve i Danmark. Ulvene er dækket af en brun pels, og jeg kan ane deres muskler, idet de tager nogle få skridt frem. Deres opmærksomhed er på Sebastian, og de lægger sig lidt ned mod jorden, spænder i kroppen og knurrer dødbringende. Nærmest som om de udfordrer ham. Jeg begynder at ryste, da deres tænder kommer til syne. De er store, og ligner dolke, der er syet fast i munden på dem. Jeg udstøder et lavt klynk af frygt, og ulvenes opmærksomhed er pludselig på mig. Jeg begynder at ryste endnu mere, og kan ikke samle mine tanker eller få min krop til at reagere. Jeg står bare og ser ind i deres utrolig blå øjne, imens de dødbringende væsner kommer imod mig.

En voldsom kræft slår mig omkuld og hiver mig samtidig ud af min trance. Sebastian står beskyttende over mig og stirrer direkte ind i øjnene på monstrene.
"Aiden," siger han med en rolig og myndig stemme, "løb." Der går er par sekunder, før odreren trænger rigtig igennem min frygt paralyseret hjerne. Da den endelig går igennem, rejser jeg mig hurtigt og løber mod bilen. Jeg skal bare væk fra lysningen. Væk fra monstrene. Jeg løber hurtigere, end jeg nogensinde har løbet før. Angsten driver adrenalinen frem og tvinger min krop ud i en spurt, som nok vil kunne slå Usain Bolt.

Da jeg er kommet væk fra lysningen, vender jeg mig rundt, for juble til Sebastian over, at vi kom væk fra dem. Vi klarede det. Vi er i live. Min smil falder dog hurtigt, da jeg ikke kan se ham nogle steder. Der er ingen spor af hans fantastiske krop eller personlighed. Jeg kan ikke se, hans grønne øjne i den døde skov, hvilket får mig til at sætte hælene i jorden og stoppe med det samme. Uden at tænke mere på min frygt vender jeg rundt og løber tilbage. Jeg vil ikke være væk fra Sebastian. Hvad skal jeg gøre, hvis der sker ham noget?

Jeg løber tilbage og kæmper mod den mudrede jord. Kom jeg virkelig så langt? Endelig når jeg lysningen og stopper op. Ulvene har omringet Sebastian og står og knurrer af ham. De er klar til at springe, men de gør det ikke. Det er som om, de ikke tør angribe ham eller venter på at få besked på det. Men det er åndssvagt. De er ulve. Dyr. De lever kun på deres instinkter. Jeg træder et skridt frem, men en kold blæst for mig til at stoppe. Hvordan skal jeg kunne hjælpe Sebastian? Han er dobbelt så stor som mig, og ulvene er endnu større.

Endnu en blæst rammer mig bagfra, og pludselig drejer den ene ulv sit store hoved og kigger mig i øjnene. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at den genkendte mig. Dens blik fryser mig til stedet. Jeg står lammet, idet den drejer sin store krop mod mig og begynder at gå. Jeg bliver stående, idet Sebastian vender sig mod mig, og råber noget til mig. Jeg hører ordene, men de trænger ikke ind. Jeg bliver stående og ser på det, der sker foran mig. Det skrækkelige monster sætter i løb mod mig, men jeg kan ikke bevæge mig. Jeg ser på Sebastian. Lidt ligesom et farvel. For jeg er sikker på, at jeg ikke klarer det her. Jeg ser ham i øjnene, imens mine følelser springer frem og viser den taknemmelighed, jeg føler imod ham, og den farlige følelse, som han har plantet i mig.

Sebastians øjne bliver hårde. Hans ansigt spændes op, og pludselig åbner han munden og spærrer øjnene op. Hans øjne gløder endnu stærkere, end de plejer, og en dominerende aura står ud fra ham i bølger, som ringe i vandet. De holder en usagt ordre. Pludselig kaster han sig ned på jorden. Hans krop gennemrystes, som om han er i stor smerte og lyden af knogler, der brækkes, fylder luften. Mine øjne udvider sig, idet Sebastians hår trækker ned fra hovedet og spreder sig ud på kroppen. Hans tøj flækkes, og pludselig står en fuldvoksen ulv på hans plads. Det hele har ikke taget mere end to sekunder, men det føltes, som om min verden er gået i stå.

Den nye ulv kaster sig mod den ulv, der angriber mig, og tvinger den mod jorden. Ulvene er næsten lige store, men ikke helt. Den nye ulv er større. Den gamle ulv kæmper sig fri, hvorefter de cirkulerer om hinanden. Pludselig angriber den tredje ulv den nye ulv, men den bliver hurtigt rystet af , så de to fjendtlige ulve cirkulerer om den nye. Det mærkeligt. Men jeg føler ikke, at den nye ulv vil gøre mig fortræd. Det er som om, den beskytter mig fra de andre ulve. En af de fjendtlige ulve gør et udfald mod den nye, men bliver slået i jorden. Den nye ulv virker som en meget bedre kriger, end de andre. Pludselig gør de fjendtlige ulve begge udfald mod den nye ulv, som bringer den nye ulv i jorden. Den drejer rundt, så den ligger på ryggen og bider en af ulvene i maven, hvilket får den sårede til at udstøde er højt hyl, samtidig med den sparker den anden fjendtlige ulv i hovedet. Måske bliver den her kamp ikke så lang alligevel. Der lyder et hyl mere, idet den nye ulv bider en af de fjendtlige i forpoten.