I skjul

Øhh hej?

Aiden
Jeg ligger hovedet ned på bordet og nyder bordpladens kølige overflade. Der er kun gået fem minutter af eftersidningen, men det virker som en halv time. Jeg drejer hovedet rundt, så jeg længselsfuldt kan se på urets tykke sorte viser. Det ligner den går baglæns. Jeg ligger hovedet ned igen og lukker øjnene. Der sidder kun to personer ud over mig. De kender tydeligvis hinanden, hvis jeg skal dømme efter deres samtale. Af vane suger jeg min underlæbe ind mellem mine tænder og bider lidt, idet mine tanker glider tilbage til frokostpausen. Ingen af mine brødre plejer at snakke til mig, når vi er i skole. De gør det også kun højst nødvendigt derhjemme, men at Riley ligefrem stiller sig op og råber efter mig, det forstår jeg ikke. Og så det han sagde... 'Er det ham her, du mener?' Jeg gnaver lidt hårdere på min læbe i forvirring. Har de snakket om mig? Hvem er 'de' udover mine brødre? Vil de være sure over det, når jeg kommer hjem? Tanken får en hård knude til at lægge sig i min mave. Mit hjerte sætter farten en smule op, da min hjerne opfinder en masse forskellige skrækscenarier, som kan blive min straf. Jeg prøver at synke en klam klump i halsen og kniber øjnene hårdt sammen.
"Er du okay?" Spørger en fremmed stemme, imens en varm hånd bliver lagt på min ryg. Jeg spjætter i skræk og glider så langt væk fra personen, som bordet tillader.
"U-und- undskyld" stammer jeg med blikket klistret til mit skød, hvor mine hænder efterligner mit hjertes rytme. Det lyder en lav men varm latter, som får mig til at rykke ubehageligt i stolen, hvilket får mit haleben til at smerte igen. Hvad griner personen af? Er det mig? Skal jeg også grine? Pludselig hviler personen sin hånd under min hage, hvilket får mig til at fare samme. Jeg holder et klynk indenbords, idet mit hoved bliver ført op, så personen og jeg kan få øjenkontakt. Mine kedelige brune øjne møder de fantastiske elektriske grønne, og et gys bliver sendt igennem min krop. Drengen med de elektriske øjne smiler et stort smil, der får hele hans ansigt til at lyse op, før han sætter sig ned ved siden af mig. Hvorfor gør ham det? Et kort øjeblik fylder panikken mig op, og jeg skal til at rejse mig op, da drengen hviler sin hånd på min arm. Indikerer han, at jeg skal blive siddende? Tøvende sætter jeg mig ned igen og begynder at lege med mine hænder.
"Er du okay?" Spørger drengen igen. Jeg spjætter forskrækket i stolen, og kigger direkte ind i hans øjne et kort øjeblik, før jeg kigger ned og nikker febrilsk. Jeg suger min underlæbe ind mellem tænderne igen og gnaver let.
"Jeg hedder Sebastian," siger drengen, Sebastian. Jeg ser på ham igen og møder et opfordrende blik.
"A-ai-aiden," stammer jeg lavt. Kunne han overhovedet høre det? Hvor er jeg dum! Ubrugelig!
"Aiden?" Jeg ser hen på Sebastian og venter på resten af sætningen. Han smiler ømt til mig, og en mærkelig følelse bobler op i brystet på mig.
"Hvor gammel er du?" Tøvende hæver jeg fingrene og viser alle. Han ser uforstående ud, indtil jeg tager fire af dem ned igen.
"16?" Jeg nikker og sænker hænderne til mit skød, hvor de fortsætter deres leg.
"Jeg er 18," siger Sebastian. En akavet stilhed opstår i mellem os, og jeg bider hårdere på min læbe. Skal jeg sige noget? Hvad skal jeg sige? Hvorfor har han overhovedet sat sig ved siden af mig? Der er så mange andre ledige pladser. Bedre pladser - de er ikke ved siden af mig. Døren åbner og vores opsynsmand, eller lige nu dame, kommer ind og sætter dig på lærerstolen. Øjeblikkeligt dør alt snak ud, og alle siddet bare tilbage i deres egne tanker, imens uret tikker afsted i slowmotion. Jeg kan dog ikke lade vær med at stjæle små blikke af den underlige Sebastian ud af øjenkrogen.

Jeg stopper overrasket op, da jeg åbner hoveddøren. Glad snak og latter fylder huset, og den normale trykkede stemning er forsvundet som dug for solen. Langsomt og lydløst sætter jeg mine udtrådte Converse på plads, før jeg lister hen til kilden for det gode humør. Stemmerne bliver højere mod køkkenet, så jeg går den vej. Tøvende står jeg foran døren. Skal jeg gå ind? Hvad nu hvis det bare er Riley og Ryder? De vil flippe ud, hvis jeg går derind. Men det lyder som om, der er flere personer derinde - og ikke kun deres venner. Jeg læner mig forsigtigt op mod døren og bider i min underlæbe. Jeg burde bare gå ned på mit værelse. Men samtidig nægter mine ben at flytte sig pga. nysgerrighed. Jeg kunne også bare sige, at jeg skal have noget vand. Så har jeg ikke gjort noget forkert, vel? Det burde je... Mine tanker bliver pludselig afbrudt, da døren åbner, og jeg med et lille skrig vælter tungt ind i personen, der står foran mig. Jeg skynder mig væk og kigger gennem mine øjenvipper på personen. Med det grå hår, blå øjne og de sorte poser under øjnene er det ingen tvivl, om hvem det er. Det er min far. Han smiler et sørgeligt smil til mig, som jeg forsigtigt gengælder, før han hiver mig ind i køkkenet og placerer mig ved siden af mine brødre. De er de eneste i lokalet udover min far og jeg.
"Hvad vil I have til aftensmad?" Spørger far muntert. Ryder og Riley begynder med det samme at snakke i munden på hinanden. På en eller anden måde indeholder alle deres ideer rødt kød. Jeg sukker uhørligt og krummer mine fingre sammen. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sige noget, jeg ville bare ønske, at vi kunne spise noget andet et blodigt kød, der ikke er stegt ordentligt. Måske en pastasalat... Eller risotto. Det er længe siden. Uh! Eller biksemad. Det har vi aldrig fået. Eller jo, det har vi. Men vi har ikke fået det i mange år. Sidste gang var nok, før far fik sit sidste job. Jeg sukker længselsfuldt og betragter min familie, der snakker om en eller anden fodboldkamp.
"Aiden!" Jeg spjætter og ser overrasket op, da mit navn bliver nævnt. Med det samme glider min underlæbe ind mellem mine tænder, der roligt gnaver derudaf. Hvad har jeg gjort forkert?
"Du skal snart klippes," siger min far, imens han står med ryggen til mig og mine brødre. Jeg nikker og lader hånden glide igennem mit skulderlange hår. Jeg ved godt, at det ikke er særlig pænt, men jeg kan godt lide, når det er lidt længere. Jeg kan bedre gemme mig, når det har noget længde. Et fnis fra siden får mig til at dreje hovedet. Ryder betragter mig, imens han er væk fra omverdenen. Jeg krymper mig foran ham. Pludselig smiler han, og et ondt udtryk fylder hans øjne, som om han har fået en god ide. En hård klump lægger sig tungt i mit bryst, og jeg ser skrækslagen på ham. Hvad vil han gøre? Ryder vender sin opmærksomhed mod vores far igen, men det klamme smil, der ikke varsler noget godt, forlader ikke hans ansigt på noget tidspunk.