I skjul

Problemer

Aiden
Jeg vågner til den sædvanlige tid næste morgen. Det er den sædvanlige tid, i det sædvanlige værelse. Men noget der ikke er det sædvanlige, er den følelse, der bobler i maven på mig. Det er en sjov følelse. Jeg ved ikke helt hvordan, men i hvert fald en god følelse. Det bobler lidt ligesom, når man koger pasta, eller når ens sommerfugle flagrer rundt i maven. Den boblende følelse forsvinder dog som dug for solen, da der lyder et højt råb oppefra. Hvad laver mine brødre oppe? De plejer altid at sove til langt ud på eftermiddagen i weekenderne. Jeg rejser mig langsomt og forsigtigt. Min fod er øm som en konsekvens af, at vi gik så meget igår. Jeg klatrer op ad trappen og følger deres stemmer til køkkenet. De står ved køleskabet og snakker med Ronnie. Oh nej...
"Hvor er vores morgenmad?" spørger Riley vredt idet sekund, han får øje på mig. Jeg kigger ned i jorden og siger intet. Jeg burde vide, at netop idag ville de stå tidligt op. Hvor er jeg dum.
"Prøv at hør! Aftalen er, at du har maden klar, når vi vil have den," siger Riley. Han stemme stiger i styrke ved hvert ord, så han til sidst råber. Jeg farer sammen og trækker mit hoved længere ned mellem skuldrene. Febrilsk begynder jeg at nikke og træder et sikkerheds skridt tilbage. Hvorfor kan jeg ikke bare overholde aftalerne? Det er så dumt. Jeg er så dum! Riley tager et par dybe indåndinger og siger med en al for sukkersød stemme:
"Kom igang med vores mad." Jeg ser overrasket på ham. Han ligner en, der bruger al sin viljestyrke på ikke at gå basærk og dræbe mig på stedet. Jeg flytter hurtigt mit blik til Ryder, der ligner en zombie. En farlig zombie. Han har vist ikke fået sin morgenkaffe endnu.

Mit hoved falder ned på mit bryst igen, idet jeg går hen og finder stegepande og brødrister frem. Pludselig griber en stærk hånd fat i mit hår og hiver mit hoved tilbage. Stegepanden falder til jorden med en høj buldren, idet jeg åbner munden i et lydløst skrig.
"Hey, kryb?" Riley varme ånde rammer mit øre, og man kan ligefrem høre smilet i hans stemme. Jeg synker højlydt, så mit adamsæble hopper engang.
"Har du brudt andre af vores regler?" Spørger han med den samme sukkersøde ubehagelige stemme. Jeg tænker et kort øjeblik over svaret. Det tror jeg da ikke. Langsomt ryster jeg på hovedet, så godt jeg kan, men Riley trækker bare mit hoved længere tilbage.
"Er du sikker?" Tårerne begynder at flyde ned ad mine kinder i deres desperate flugtforsøg. Jeg er sikker. Jeg har gjort alt, hvad de har sagt. Undtagen det med Sebastian... Men det ved de ikke. Det kan de ikke. Jeg var hjemme, før de var igår, og hvis jeg kender dem ret, var de ikke hjemme hele dagen. De kan ikke vide det. Det må de ikke. Jeg nikker så godt, jeg kan.

Maden bliver endelig færdig, og jeg træder et par skridt tilbage. Mine hænder er foldet nervøst foran min mave, hvor de drejer rundt om hinanden. Jeg griber fat i min pegefinger og hiver min underlæbe ind mellem mine tænder. Jeg siger ikke noget. Jeg står bare og venter på, de snakkende unge mænd opdager mig, eller rettere sagt den færdige mad. Endelig drejer Ryder hovedet og ser på mig. Han drejer sin enorme krop rundt og begynder med det samme at øse mad op på en tallerken. De to andre følger hurtigt trop, og inden længe sidder tre smaskende unge mænd inde i sofaen og spiller et eller andet videospil.

Jeg selv tager tøvende en lille portion mad, imens jeg hele tiden holder øje med døren til stuen. De virker travlt optaget. Det er godt. Jeg spiser stående ved siden ad vasken og lader, mine tanker glide deres egen gang. Kan jeg ringe til Sebastian her om lidt? Eller er det for tidligt? Måske sover han stadig. Måske vil han bare gerne have en lille pause fra mig. Jeg mener, vi var jo sammen igår... Jeg venter med at ringe til ham til senere. Jeg skal også sikre mig, at mine brødre ikke opdager det. Vi bliver nød til at holde vores forhold i skjul. Det er det bedste, for...
"Kryb!" Afbryder et råb min tankegang. Jeg tygger hurtigt af munden og stiller den halvspiste tallerken ned i vasken, før jeg tørrer mine hænder af i mine jeans og går ind til dem. Ryder og Riley har selvfølgelig taget deres normale sofa, og Ronnie sidder som altid i den anden for sig selv. Får de drenge aldrig nye pladser? De har alle smidt benene op på bordet, imens deres tallerkener hviler på deres lår, og kontrollerne er forsvarligt i deres hænder. Jeg stiller mig forsigtigt og venter. Hvorfor kalder de mig herind, når de alligevel ignorerer mig? Ryder råber vredt, hvilket for mig til af fare sammen. Hvad er der galt? Har jeg gjort noget... Nå, det var bare fordi, han tabte i spillet. Pyha. Jeg slapper af igen. Eller jeg slapper således af, som jeg kan i nærheden af mine brødre.