I skjul

Tanker

Aiden
Jeg løber så hurtigt, jeg kan ud af døren. Vi er ikke hjemme. Vi er ikke hjemme. Det her er ikke mit hjem. Jeg brager hoveddøren op og bevæger mig hurtigt tilbage af den vej, vi kom. Nej, nej, nej, nej... Jeg løber. Mine fødder slår hårdt mod jorden, og jeg er hele tiden ved at falde. Mit åndedrag er raspende, og jeg føler overhovedet ikke, at mine lunger bliver fyldt med luft. Jeg kan ikke se, hvor jeg løber på grund af tårerne, der konstant vælder op i mine øjne og strømmer ned ad mine kinder som et par af verdens største vandfald. Jeg har det dårligt. Jeg kan ikke få luft, og mine ben brænder. Jeg er atletisk. Jeg kan ikke løbe. Jeg hulker endnu en gang, før jeg stopper i en lysning. Der er stille. Helt stille, udover min vejrtrækning, mine hulk og mine tanker, der skriger af mig og mine beslutning. Er du dum? Det var det eneste rigtige! Du skulle være blevet ved Sebastian! Det er det eneste du har tilbage af din familie.

"Ti stille," hulker jeg af mine tanker, "ti stille, ti stille..." Men de lytter ikke efter. De bliver ved med at råbe til mig. En del af mig vil tilbage til Sebastian og så tage tingene derfra, imens en anden hellere end gerne vil blive hos min far og brødre. Jeg ved, hvad der forventes af mig. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg kan forvente mig. Men Sebatsian viste mig noget, der var så meget bedre. Måske var det kun et glansbilede, og facaden vil falde så snart jeg gik ind til det. Når facaden falder, vil virkeligheden så blive så meget værre?

Jeg glider ned på min og hulker ind i mine hænder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvorfor mig? Hvorfor kan Sebastian ikke bare blive mage med en anden? Det vil være for det bedste. Selvom det vil være for det bedste, skriger hele min krop nej. Ingen må få Sebastian. Han er min! Jeg glider ned, så jeg lægger i fosterstilling og hulker. Jeg vil hjem. Jeg vil så gerne hjem, men der er et problem. Jeg har ingen ide om, hvor mit hjem ligger.

Solen er for længst gået ned bag de højre træer, da jeg endelig graver mig hoved fri fra mine hænder. Den i forvejen dunkle skov virker mørk og livløs. Jeg skutter mig i den kulde, der kom snigende som en tåge fra helvede. Langsomt rejser jeg mig og kigger rundt. Hvor er jeg? Det virker som om alt har ændret kontur i mørket. Som om de højre træer længer sig truende ind mod mig. Stene er bjerge af forhindringer, og bag hvert træ er der monstre, der venter på at æde mig. Venter på, at jeg vender ryggen til dem, så de kan angribe mig. Dræbe mig. Jeg smider armene om mig selv, og går langsomt tilbage mod huset. Eller jeg tror, at det er vejen tilbage mod huset. Mine fødder er tunge og skraber ofte mod jorden. Det hele virker så uhyggeligt, men samtidig så forkert. Jeg vil grine af det, når jeg kommer indenfor i sikkerheden. Ligesom når man ser en gyser.

Endelig hører jeg larm i nærheden. Jeg går forsigtig mod det, og ånder helt lettet op, da jeg ser at det er det forfærdelige hus. Jeg er faktisk glad for at se det. Jeg sætter farten op og skynder mig igennem det våde knæhøje græs. Det er hårdt at løbe i, og jeg bliver endnu mere forpustet, end jeg var i forvejen, men endelig når jeg huset. Jeg skynder mig igennem hoveddøren, og larmen stiger med det samme i styrke. Min fars stemme er de mest gennemtrængende. Han er igang med at fortælle en historie. På de helt rigtige tidspunkter, lyder der kæmpe latterbrøl fra både mænd og kvinder. Jeg stirrer vredt i retningen af larmen og lister den anden vej. Jeg vil ikke mødes med nogle af dem. Allermindste mine brødre eller far. Jeg har hurtigt op på værelset, hvor far fortalte mig den dårlige nyhed, og smider mig tungt i sengen. Måske bliver i morgen bedre? Måske vil far flytte tilbage der? Måske vil mine brødre ikke være dumme? Måske vil jeg se Sebastian... Jeg ånder tungt ud, før jeg lukker øjnene. Kære Gud. Please.... Jeg stopper og åbner øjnene igen. Gud hvad? Jeg vil have Sebastian, og jeg fik endda en anden chance, men jeg sagde nej. Jeg skubbede ham væk. Kæmpede ikke imod mine brødre eller fandt ud af om han havde det godt. Jeg burde have gjort noget. En tåre triller langsomt ned ad min kind. Jeg kæmpede ikke nok. Men det vil jeg. Om det så betyder, at jeg skal dø, så vil jeg kæmpe for Sebastian. Bare så jeg kan se ham. Bare en enkel gang. Sikre mig, at han har det godt.

Sebastian
Jeg åbner mine lukkede øjne, da døren åbner og kort efter smækker i igen. Langsomt, for ikke at provokere noget, drejer jeg hovedet og ser på David, der kommer spankulerede ind i værelset. Han er klædt i sit (nærmere mit) træningstøj, og han går og slikker på en slikke pind.
"Hej, krøbling," siger han alt for højt og alt for muntert. Jeg hæver det ene øjenbryn og snøfter som svar. Han smiler sukkersødt til mig og fjerner slikkepindene fra sine læber med en høj ploplyd.
"Vil du have en slikkepind?" Spørger han og fikser en op fra sin lomme. Tanken om mad får min mave til at vende sig igen, så jeg kigger hurtigt væk.

David mærker mit ubehag og pakker slikpinden væk og smider sin egen ud, før han sætter sig på min sengekant. Der er stille i noget tid. David sidder forsigtigt og leger med mine hår på armene, imens han nynner en melodi. Jeg læner mig tilbage og slapper af ind i puderne. Det her er næsten perfekt. Roen og trygheden. Jeg skulle bare ikke ligge i en hospitalsseng som en grøntsag, og Aiden skulle være her. Åh Aiden... Hvorfor mon han sagde nej? Jeg har jo aldrig gjort ham fortræd. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Jeg vil virkelig gerne kunne holde ham nu. Bare ligge med ham og..
"Vi skal nok finde ham," afbryder David pludselig min tankestrøm. Jeg kigger forvirret på ham.
"Bare rolig. Vi skal nok finde Aiden," siger han, "og når vi finder ham, fortæller du ham alt, det du har tænkt på, imens han har været væk. Du skal forklare ham, hvor meget du har brug for ham. Hvor vigtig han er for dig. Vi ved jo ikke, om han har det på samme måde, han er jo trods alt et menneske, men du kan få ham til at forstå." Jeg kigger endnu mere overrasket på ham.
"Alice forklarede mig hvor bestemmende og manipulerende hendes eksmand var. Måske et han det stadig. Vi ved ikke, om han har fortalt noget om varulve, der har gjort Aiden bange. Vi er trods alt ikke små hundehvalpe, men fuldvoksne ulve. Der skal ikke så meget til, før historien bliver god." David ligger sig ned ved siden af mig og bruger mit bryst som en  pude. Af ren refleks begynder jeg at køre hånden gennem hans hår.
"Vi skal nok finde ham," siger David igen. Pludselig går det op for mig. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Præcis det David har sagt til mig. Jeg skal finde Aiden og gøre ham til min. Han er min mage. Min anden halvdel. Vi er skabt til hinanden.

Nogle timer efter Davids besøg kommer Alice forsigtigt ind. Min mave krymper sig ved ligheden mellem mor og søn. Er du gal, hvor jeg savner min lille Aiden.
"Hej," hvisker hun forsigtig og nærmer mig med tøvende skridt, som om hun er bange for, at jeg vil flippe ud på hende og river hendes hovedet af. Jeg smuler opmuntrende til hende.
"Hej," siger jeg, imens jeg gær tegn til, at hun skal sætte sig. Forsigtigt sætter hun sig på den hvide ubehagelige plastikstol, der står ved min seng.
"Hvordan går det?" Spørger hun og betragter mig. Nogle gange slår hendes amerikanske accent virkelig meget igennem. Den ger gang er en af de gange.
"Jeg har haft det bedre," kommenterer jeg sarkastisk og tæller hurtigt lamperne i loftet. Der er 16. Alice forstår ikke helt min humor, så der opstår en liiidt akavet stilhed.

"Må jeg spørge om noget?" Spørger jeg og ser på hende igen. Hun spjætter pludseligt ved min stemme, før hun smiler opmuntrende og nikker på hovedet.
"Hvordan... Hvordan var Aiden som lille?" Spørger jeg og ser bedende på hende. Han må have været anderledes. Ikke lige så skræmt. Jeg håber i hvert fald ikke, at han var lige så skræmt. Alices ansigt bryder ud i et smil og hendes blik bliver fjernt og drømmende.
"Jeg kan af gode grunde ikke sige, hvor leget han har ændret sig. Jeg kender ham jo ikke rigtig mere. Men... Aiden... Var en... Aiden var en glad, men rolig dreng. Ham var næsten altid glad, tilfreds. Han ville bare gerne være rolig. Når hans brødre havde slåskamp, ville han tegne. Når hans brødre farede rundt, ville han bage. Ham var god mod alle, og rigtig mange gange har vi skulle være kørt ud til kennelen med herreløse hunde og katte, endda pindsvin, som han fandt på gaden eller i skoven. Han ville have, at alle havde et godt. Der var ingen, der skulle efterlades, og der var ingen, der skulle lide.." Hun bliver stille lidt og stirrer ud i luften, før hun blinker et par gange og ser på mig.
"Han var en god dreng. Jeg vil endda gå så langt og sige, at han var, er, min yndlings. Han var min søn, hvor hans brødre var hans fars."  Jeg nikker. Jeg kan sagtens forestille mig ham som lille. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at han har ændret sig så meget. Han er blevet mere usikker, men når han føler sig tryg, forsvinder det nok helt automatisk.

Alice og jeg snakker om Aiden i en times tid, før hun skal op og hjælpe med maden. Det var hyggeligt at snakke led hende, men jeg er glad for, at hun går nu. Jeg er træt. Det er en af de mange dårlige ting ved at være syg. Man er hele tiden træt. Jeg lægger mig til rette under dynen og lukker øjnene med en plan. Jeg skal finde Aiden, får ham til at blive min og så blive drømmeprinsen for ham. Meeeeen først skal den her dumme hjernerystelse lige gå over. Vinder nok ingen kamp, når jeg stadig ikke kan gå uden at brække mig. Men så! Bagefter! Så bliver Aiden min. Jeg smiler til mig selv, før søvnens arme griber fat i mig og hiver mig ned i bevidstløsheden.