I skjul

Små skridt

Aiden
Han vil stadig på date med mig? Hvorfor vil han det? Jeg kigger overrasket på ham. Jeg forstår det ikke. Han skulle ikke gide mig. Det er meningen, at han skal holde sig langt væk fra mig, fordi han syntes, jeg er ulækker.
"Vi kan også holde det skjult, så det kun er os og så måske David, der ved det..." Siger Sebastian nervøst, da jeg ikke svarer. Mener han det? Jeg drejer forsigtigt hovedet rundt og leder efter et eller andet. Jeg ved ikke hvad. Er han seriøs? Vil ham virkelig gerne? Skal jeg sige ja? Han blev sur på mig, da jeg sagde nej igår... Så skal jeg sige ja. Jeg vil ikke have, at han er sur på mig. Men hvad med mine brødre? De vil dræbe mig, hvis de finder ud af det! Jeg ser forsigtigt på Sebastian igen. Sveden dækker hans pande og hans hænder farer nervøst rundt. Er han så nervøs pga mig? Måske hvis vi ikke diger det til nogen... Så vil de ikke opdage det. Jeg nikker forsigtigt, og Sebastian lader et dybt åndedrag ud.
"Tak, tak, tak, tak," gentager han igen og igen med så meget lettelse, at jeg ikke kan lade være med at smile.

Pludselig farer han hen til mig og lægger armene rundt om mig, hvilket får mig til at klynke højt af smerte. Jeg bider mig hurtigt i læben for at holde lydende inde, men skaden er sket. Sebastian springer forskrækket væk og ser bekymret på mig. Jeg kigger ned i gulvet for at undgå hans stærke blik.
"Aiden, hvad er det sket?" Spørger han langsomt, som om han er bange for, jeg forsvinder som kaninen i Alice i Eventyrland. Jeg kan mærke tårerne i mine øjne, men ryster på hovedet.
"Aiden..."begynder Sebastian igen, men jeg afbryder ham ved at ryste på hovedet igen. Der er stille i lang tid. Jeg prøver desperat at stoppe de tårer, der flyder ned over mine kinder, men de hører ikke efter og fortsætter frit deres færd. Jeg rykker mig nervøst, hvilket får Sebastian til at se på mig igen.
"Må jeg i det mindste se det?" Spørger han bedende. Jeg skal til at ryste på hovedet igen, da Sebastian forsigtigt griber fat i mit hoved.
"Må jeg ikke nok..." Jeg ser ind i hans fantastiske grønne øjne, der lige nu rummer så meget bekymring og smerte, og jeg kan ikke få mig selv til at sige nej. Jeg nikker ganske forsigtigt og prøver at tage min sweater af. Den har klistret sig fast, så jeg hulker højt af smerten. Jeg skal til at rive den hårdt af ligesom et plaster, da Sebastian lægger sine hænder over mine små. Jeg ser op på ham igennem mine tårevædede øjne. Hans store hænder fører blidt min sweater op. Han er virkelig forsigtigt ved min ryg og får sweateren af uden det gør alt for ondt. Jeg hulker igen ved tanken om min ryg. Den er garanteret rigtig grim. Nu vil han ikke være venner med mig mere! Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder for ikke at se på hans ansigt, der garanteret er fordrejet i en grimasse af afsky. Jeg begynder at hulke hårdere. Jeg prøver ikke at stoppe det eller holde det tilbage mere. Efter nogle sekunder mærker jeg Sebastians hænder, der prøver at fjerne mine fra mit ansigt, men jeg kæmper imod. Jeg har ikke lyst til, at se hans ansigt. Han vil ikke være min ven mere. Han vil holde sig langt væk fra mig. Jeg burde holde mig langt væk fra ham. Hvor er jeg dum! Dum! Ubrugelig! Men jeg har ingen kræfter i forhold til ham, så der går ikke lang tid, før mine hænder er fjernet. Jeg bider mig i læben og kniber øjnene hårdt sammen.
"Aiden, se på mig." Jeg ryster på hovedet som et forkælet barn og kniber øjnene hårdt sammen.
"Kom nu, smukke!" Mine øjne flyver op ved kælenavnet, hvorefter Sebastians dejlige ansigt flækker i et smil.
"Se, du kunne jo godt," siger han og lægger sine hænder blidt om mit hoved. Det er virkelig mærkelig. Jeg føler mig ikke truet af Sebastian... Jeg føler mig tryg. Vi stirrer ind i hinandens øjne i noget tid. Jeg forsvinder fuldstændig i de elektriske grønne dybder.

På et tidspunkt retter Sebastian sig hurtigt op og forsvinder. Jeg sidder forvirret tilbage og ser på den halvfærdige mad. Hvad skal han? Hvor går han hen? Kommer han tilbage igen? Hvad nu hvis han ikke kommer tilbage?.. Mine tanker når ikke at overtage mere, da Sebastian kommer løbende tilbage med noget i hånden. Det ligner en serviet? Hvorfor har han den? Skal han bruge den til maden? Det gør far nogle gange...
"Oh, vi bruger det til at rense sår med... Jeg tænkte, at jeg lige hurtigt ville se på dine," siger Sebastian og svarer samtidig på mine ustillede spørgsmål. Jeg nikker fraværende og ser på ham, idet han kommer hen til mig. Han hælder en klar væske ud på kluden og hæver den forsigtigt til toppen af min ryg.
"Okay, det her kan godt svie lidt," advarer han, før han dupper kluden på min ryg. Det svier ikke, men det stikker. Det er faktisk ikke så slemt.
"Nå... Skal vi holde os hemmeligt eller?" Spørger Sebastian langsomt, hvorefter jeg nikker forsigtigt.
"Hemmeligt?" Jeg nikker igen. Sebastian sukker dybt, hvorefter han spørger igen:
"Må David vide det? Han er min bedsteven, og vi har aldrig hemmeligheder for hinanden, og det er bare..." Jeg afbryder hans plapren, idet jeg lægger min hånd over hans mund. Jeg nikker igen, og Sebastian smiler stort til mig.

Sebastian
Jeg koncentrerer mig igen om såret på Aidens ryg. Eller sårene. Hele hans ryg er dækket i tynde blodige streger, som om han er blevet banket med ris... Eller noget andet tyndt. Hvem har gjort det mod min mage? Hvem har gjort ham fortræd? Jeg sværger, når jeg finder ud af, hvem den skyldige er, river jeg personens hoved fra kroppen. Selvom hadet til den skyldige fylder min krop, eksisterer glæden også i mig. Aiden har givet mig en chance til! Han sagde ja... Igen. Men det er ikke pointen. Vi skal på date, og den her gang får han ikke lov til at bakke ud. Måske var han bange for andre folk? Han er ikke så stor, så han er måske bange for at blive drillet med det? Men nu er jeg her jo til at beskytte ham. Det skal jeg have ham til at indse. Jeg smiler til mig selv, imens jeg lægger en forbinding rundt om hans krop, så den beskytter såret mod infektion.
"Hvad med at jeg sætter dit tøj over, og du så låner noget af mit?" Spørger jeg og samler hans sweater op fra gulvet. Den har virkelig brug for en vask. Den lugter af en anden person. En velkendt person, men jeg kan ikke sætte ansigt på. Jeg ser på Aiden, der langsomt nikker. Awwwe! Hvornår han nusser! Jeg har virkelig lyst til at... Nej! Sebastian fokus! Mage til sit tøj... Nej, omvendt. Tøj til din mage.
"Kom," siger jeg mildt og holder hånden ud mod Aiden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Måske vil jeg sikre mig, at han ikke farer vild... Selvom det nok mere er mig, der farer vild.... Jeg vil nok bare gerne røre ham. Vise ham, at jeg ikke gør ham fortræd. Aiden tøver, men til sidst rækker han forsigtigt sin lille hånd ud og lægger den i min store. Hans hud er kølig, men dejlig blød. Fingrene virker tynde og bløde. Hans hånd er så blød! Den er ikke ru som min egen, eller muskuløs som krisernes. Den er perfekt. Jeg smiler til ham igen og fører ham op til mit værelse.

Da vi kommer derop, skubber jeg han forsigtigt ned i min store dobbeltseng. Han ser overrasket på den og lægger sig helt ned og sukker højt. Jeg smiler af hans tilfredse ansigtsudtryk, før jeg vender mig rundt og samler mine øjenbryn. Mit tøj er for stort... Sådan meget for stort... Jeg går hen og roder mit skab igennem, indtil jeg endelig hiver et par sorte fodboldshorts og en hvid T-Shirt op. Jeg kaster det hen til ham og siger:
"Her tag det her på. Jeg vender mig rundt, og så kan du bare kalde, når du er færdig okay?" Aiden laver et lille nuttet nik, hvilket får mig til at awwe mentalt igen, hvorefter jeg vender mig rundt. Jeg kan høre, at han rumsterer rundt, og det er en kamp for mig ikke at vende mig rundt og kigge. Jeg kan jo bare vende mig hurtigt, undskylde og så sige, at jeg troede, han var færdig. Men jeg sagde, at han skulle kalde. Jeg kan falde... Hvordan falder jeg, så jeg vender mig 180 grader?...

Jeg når ikke at finde en måde at smugkigge på, før en lille hånd prikker mig på skulderen. Jeg vender mig rundt og smiler stort af tilfredshed. Selv min ulv er tilfreds. Vores mage er dækket af vores duft - dejligt!!! Aiden står nervøst foran mig. Tøjet hænger løst på ham, men det er fantastisk. Trøjen hænger skævt på den ene skulder, og hans små hænder krammer forsigtigt bunden af den. Shortsene går ned over hans knæ, men viser hans ene smukke ben frem - det andet er gemt bag gispen... Hvordan kan han gå uden krykker? Hvorfor går han overhovedet rundt på det? Vent lidt... Har han ikke gået på det, de sidste par dage? Det må være... 3 dage siden han brækkede benet. Jeg skynder mig frem og samler han op med min ene arm bag hans ryg og den anden under han knæ, hvilket får Aiden til at udbryde en forskrækket lyd, før han klasker hænderne foran hans mund. Jeg klukker lavt af lyden og kysser ham oven på hovedet.
"Det var det sødeste, jeg nogensinde har hørt," siger jeg, hvorefter Aiden rødmer synligt. Jeg kysser ham på toppen af hovedet igen for at understrege mine ord.
"Gør det ikke ondt" spørger jeg, hvorefter han ser op på mig med store forvirrede øjne.
"Dit ben. Du går ikke med krykker." Denne gang skinner hans øjne af forståelse, før han ryster på hovedet.
"Ku-un nå-å-år jeg e-r træ-æt," stammer han anstrengt. Jeg nikker eftertænksomt, før jeg sætter mig ned på sengen og placerer ham på mit skød. Han rykker en lille smule rundt, indtil han sidder behageligt.
"Hva-ad er di-in yng-li-ings-s-farve," spørger han lavt efter nogle minutters stilhed.
"Brun," siger jeg uden at skulle tænke, "men en flot brun. Ikke mudderbrun eller lortebrun. Kastanjebrun eller chokoladebrun. Brun ligesom din øjne." Ved den sidste sætning ser jeg ham i øjnene. Han rødmer igen, og jeg kysser ham endnu engang ovenpå hovedet. Det her kan jeg godt vænne mig til. Jeg lægger mine arme beskyttende om ham, og han hviler sit hoved mod mit bryst.