I skjul

Legenden

Aiden
Mit hjerne banker hurtigere, end det nogensinde har gjort før. Hvad sker der? Jeg trykker mig længere ind mod hjørnet af det rum, jeg sidder i. Efter jeg var løbet væk fra ulven... Sebastian... Hvem det nu var... dukkede nogle bodybuildere op ud af den blå luft og slæbte mig her hen. Jeg råbte og skreg og slog om mig som en sindssyg, men selvfølgelig som altid var jeg ikke stærk nok. Jeg var for svag og bodybuilderne fortrak ikke en mine af mine flugtforsøg. De gav mig bind for øjnene og slæbte mig hen i det rum, jeg sidder i nu.

Jeg hiver mine knæ op til mit bryst og lægger mine arme rundt om dem. Hvor længe har jeg sidder her? Hvem har slæbt mig herhen? Hvad vil de mig? Jeg lukker øjnene hårdt sammen for at dræbe de tårer, der bliver født i mine øjne. Jeg er så forvirret. Jeg ved ikke, hvad der sker, og hvad der kommer til at ske, og det skræmmer mig. Det skræmmer mig på en anden måde, end frygten for at komme hjem til mine vrede brødre. Det er en anden frygt, end at møde fars smertefulde blik. Det er en frygt, jeg kun har mærket en gang. Den gang mor døde, og min familie ændrede sig. Det er frygten for det ukendte. Jeg føler mig som en lille ødelagt båd, der sejler forvirret rundt ud på et rasende hav. Bølgerne er høje og farlige. Vinden knækker masten. Og der er ingen hjælp i nærheden. Jeg er alene med min frygt i det her venteværelse-lignende-lokale, ligesom båden er alene ude på det rasende hav.

Efter lang tid åbner døren. Jeg har sat mig i hjørnet længst væk fra døren, så jeg kan holde øje med den og samtidig holde mig langt væk fra den. Den knirkende lyd fra hængslerne, får mig til at stramme grebet om mine ben og begrave mit ansigt ned i mit knæ. Der er stille i nogle minutter. Det eneste der fylder rummet er den ukendte mands vejrtrækning. De tunge skridt kommer nærmere, end til de er lige ud for mig.
"Aiden?" Jeg svarer ikke, selvom jeg har lyst. Sebastian stemme, giver mig en trang til at kaste mig i armene på ham og græde mine øjne ud, imens han klarer mine problemer. Men det gør jeg ikke. Istedet strammer jeg grebet om mine ben endnu mere for at sikre mig, at jeg bliver siddende.
"Aiden, undsky-yld," siger Sebastian. Hans stemme knækker i slutningen, men jeg svarer ikke. Jeg sidder helt stille. Efter noget tid kan jeg høre og mærke Sebastian, der sætter sig ned foran mig. Jeg sidder stadig helt stille.
"Jeg gætter på, du ikke ved, hvad der foregår," siger han langsomt. Jeg svarer ikke. Han rykker lidt på sig, før han sidder stille igen.
"Måske skal jeg bare forklare dig det hele... Vil du have det?" Jeg svarer stadig ikke, men Sebastian fortsætter med det samme alligevel.

"En gang for længe siden... Nej, det er ikke et eventyr, men det er virkelighed, vi tror ihvertfald på, det er virkelighed..." Starter han nervøst. Hvad vil han fortælle mig? Forhåbentlig noget om det, der skete i skoven, så jeg ved, at jeg ikke er blevet sindssyg.
"Okay... En gang for længe siden levede mennesker og dyr i evig kamp om mad og pladser. De kæmpede dag og nat, og ingen kunne vide sig sikre. Der var aldrig nogen, der havde magten over den anden art i lang tid, før de blev væltede. En dag blev en lille pige født, der hed Ilda. Hendes øjne var vilde som et vildt dyrs og håret altid i uorden. Hun var et besværligt barn, der ingen ro kunne finde. Samtidig med hendes fødsels blev en stærk ung alfasøn født blandt ulvene. Han havde en stor fremtid foran sig, og alle respekterede ham, selv da han bare var en hvalp.

Som så mange generationer før Ilda og den unge alfa, blev de unge trænet op til mord og krig. Ilda blev en sand kriger, der nedlagde mange vilde dyr, hvorimod den unge alfa nægtede at dræbe, hvis personen var uskyldig. Han var en retfærdig leder.

En dag mødtes de to unge i kampens hede og kæmpede. Ilda så den største ulv nogensinde, som et trofæ, og den unge alfa havde hørt om Ildas mange kampe. De to kæmpede dag og nat. De skulle have haft kæmpet i tre døgn, før kampen endelig sluttede. På præcis samme tid, fik Ilda stukket sin kniv i ulvene hjerte, og ulven slog sine skarpe klør i Ildas hjerte. De to unge brave krigere døde langsomt, imens de så hinanden øjnene. De viste hinanden den respekt, de følte for den anden part.