I skjul

Vuggestuen

Aiden
Pelsen rammer mine håndflader. Den er blød, men samtidig stikker den. Den er ligesom grannet i julepynten, der hængte oppe, dengang min mor var i live. Den stikker, idet man rører den, men når man har vænnet sig til følelsen og bevæger hånden lidt længere ned i den, føltes den blød, som det blødeste silke. Bæstet foran mig knurrer og trykker blidt sit store hoved mod min hånd. Langsomt åbner det øjnene, og vores øjne bliver draget mod hinanden. De elektriske øjne graver dybt i mine øjne, indtil der føltes som om, de ser direkte ind i min sjæl. Jeg stirrer ind i øjnene og mine læber bevæger sig:
"Sebastian." For ligemeget hvor lidt han ligner sig selv med den uhyggelige pels, tænderne og kløerne på poterne, så er øjnene de samme. Det er de samme grønne elektriske øjne, der holder så mange følelse. Så meget tro, håb og... Kærlighed?

Ulven trykker sit store hoved mere ind mod min hånd, og jeg rykker mig langsomt mod ham, indtil mit ene ben og min arm rører ham. Endnu langsommere lægger jeg armene rundt om ham, og kæler han forsigtigt bag de store ører. Der går ikke lang tid, før hans pjaskede hale bevæger sig livligt, imens tungen stikker ud af munden og øjnene er halvt lukkede. Jeg gætter på, at han kan lide det. Synet af den store uhyggelige ulv, der lægger mellem benene på mig opføre sig som en lille hvalp, får mig til at fnise. Lyden fanger Sebastians opmærksomhed, og han løfter dovent sit store hoved. Jeg fniser igen og hviler min pande lod hans pande og ser ham igen i øjnene. Selvom vi ikke siger noget, forstår vi alligevel hinanden. Han får mig til at føle mig tryg og værdsat. Han har endda fået min gnavende uro maven til at forsvinde for en kort stund. Han er så fantastisk. I det øjeblik går virkeligheden fuldstændig op for mig. Jeg er 110% forelsket i Sebastian.

Efter ca en halv time forvandler Sebastian dig tilbage igen, hvilket får mig til at gemme mit ansigt i hænderne, da han er fuldstændig nøgen. Jeg har altid fået af vide, at jeg ikke må se på andre mænd, når de er nøgne. Det er unaturligt? Jeg forstår det ikke helt, men mine brødre har nok ret. De har altid ret. Sebastian klukker lavt, før han siger:
"Jeg har tøj på nu, så du kan godt tage hænderne væk." Jeg skiller langsomt fingrene ad, for at sikre mig, at han fortæller sandheden. Hvilket han gør. Han er iklædt et par løse fodboldshorts, men så heller ikke andet. Jeg stirrer et øjeblik på hans muskuløse bryst og arme, før mine øjne glider ned til hans mave, der har en defineret six-pack. Sebastian spænder i musklerne, så de hopper engang. Jeg kigger overrasket på ham, og han hæver det ene øjenbryn og blinker til mig. Af en eller anden grund begynder blodet at løbe op i mine kinder, og jeg kan hurtigt mærke at mit ansigt er kirsebærrødt.
"Kom Aiden," siger Sebastian og holder sin store hånd ud mod mig. Jeg går tøvende hen til ham og lægger min hånd i hans. Han lukker den, før han smiler og begynder at trække mig ud af rummet.

Han trækker mig igennem en masse gange og farer utrolig nok ikke vild. Til sidst skubber han hoveddøren op og trækker mig hen til hans bil. Han åbner døren for mig, hvilket får mig til at rødme igen, før han hopper ind bag rettet og kører afsted. Vi sidder i en behagelig stilhed, imens jeg prøver at regne ud, hvor vi er på vej hen. Kører han mig hjem? Hvor skulle han ellers køre mig hen? Måske hen til ham? Nah... Han har allerede været alt for længe sammen med mig, til at gide mig mere. Men jeg ønsker virkelig, at han kører hen til ham. Jeg var ikke lyst til at være hjemme endnu. Jeg vil gerne kunne nyde den tryghed, som jeg føler, når jeg er sammen med Sebastian. Han er så dejlig!

Endelig trækker han bilen ind til siden, og vi er ved Sebastians hus. Måske skal han bare hente noget. For at sikre mig, at jeg ikke gør noget forkert, som at trænge mig på, bliver jeg siddende i bilen. Der går kun et par sekunder, før Sebastian åbner min dør og tager min hånd i sin igen. Han hiver mig ud af bilen, og jeg synger og danser mentalt over, at jeg skal hjem til ham igen. Vi går igennem hoveddøren og direkte ind til... Køkkenet? Hvad skal vi her? Det er ikke tid til at spise endnu. Pludselig lukker køleskabsdøren, og David kommer til syne, hvilket får mig at fare sammen. Var han her, da vi kom?!
"Hej," siger David og bæller et glas appelsinjuice lige bagefter. Sebastian brummer som svar og hiver mig ind til hans side.
"Hvordan går det, Aiden?" Spørger David og ser på mig med et halvt smil. Jeg nikker forsigtigt og kigger ned i jorden.
"Go-odt?" Hvad mener han? Har jeg gjort noget forkert? Jeg må ikke gøre ham vred, da han er rigtig gode venner med Sebastian. Og hvis han bliver vred på mig, så bliver Sebastian måske også vred på mig. Det må ikke ske.

Sebastian
Aiden rynker let brynene og arbejder langsomt med sine fingre igen. Han er bekymret over noget. Men hvad? Jeg har ingen ide, så for at hjælpe ham, hiver jeg han ind til mig og kysser han på panden. Jeg kan med det samme mærke, hvordan han slapper af imod mig og tager det som et godt tegn. Jeg ser fra min lille mage til min bedsteven og føler mig endnu mere bekymret. Det kan godt være, at han har et kæmpe smil spredt ud i hele ansigtet, men han er ikke glad. Hans øjne lyser ikke op, som de plejer, og han har ikke sagt noget i hele tre minutter. Jeg rynker det ene øjenbryn af ham, hvilket han bare trækker på skuldrene af og undgår mit blik. Okay, der er helt klart noget galt!
"David," siger jeg truende, og får samtidig min lille mage til at lægge hovedet tilbage og se undrende op på mig.
"Sebastian," svarer han med et grin.
"David?" Gentager jeg lidt hårdere.
".... Ikke noget..." Siger han lavt, men møder ikke mit blik.
"David?"
"Jeg er oppe og skændes med Karen... Igen..." Fortæller han endelig. Jeg nikker og slipper Aiden efter et hurtigt klem, før jeg går hen og lægger armene om min bedsteven. Mange mener, at det ikke er noget at blive ked af det over. At vi er teenagere, så vi skal gøre oprør mod vores forældre, men David er bare meget følsom på det punkt.
"Hvad med vi bestiller mad og så ser en film?" Spørger jeg og ser forventningsfuldt på Aiden. Han står med et lille smil om munden, der lyser op og bliver et kæmpe smil, før han entusiatisk nikker. Han kan vist godt lide film. Det skal jeg huske.

Jeg sidder med Aiden på skødet, hvor han passer perfekt! Det er helt ekstremt! Jeg har altid syntes, at det var lidt irriterende, når folk satte sig på skødet af mig, da jeg aldrig rigtig kunne bevæge mig, men med Aiden! Det er bare perfekt, superb og alle andre mærkelige ord for fantastisk. Men altså, vi sidder i stuen og ser rulleteksterne fra James Bond køre over skærmen. Filmen sluttede for lang tid siden, vi er allerede nede ved statisterne, men ingen af os har lyst til at flytte sig. Eller jeg har ikke lyst til, at Aiden skal rykke sig, så jeg holder stædigt fast i ham. David ligger halv død på sofaen. Det eneste livstegn fra ham er det pizzastykke, han langsomt gnaver sig igennem. Utroligt han ikke bliver kvalt...
"Hvad skal vi nu?" Spørger David, men fordi hans mund er fuld af mad, lyder det mere som, 'ha hsa shi shu?'.
"Det ved jeg ikke, Bro... Hvad syntes du, Aiden?" Svarer jeg og ser ned på min mage og smiler. Aiden trækker langsomt på skuldrene og tager en mikroskopisk bid af sit pizzastykke.
"Hva-ad med du-I vi-iser mi-i-ig noget mere hu-undehallø-øj" spørger Aiden med røde kinder. Jeg ser overrasket på ham. Tænk min lille mage vil vide mere om min slags. Jeg ser stolt på ham, imens jeg smiler stort.
- svar ham nu, din tumpe! Skriger David pludselig i mit hoved. Jeg har da svaret oh... Ups...
"Selvfølgelig! Kom!" Råber jeg og hiver hurtigt Aiden op og står og ud af døren. David følger grinende efter.

Jeg starter med at vise ham 'vuggestuen'. Det er ikke en vuggestue, som dem menneskene har, når de er for stressede til at se deres egne børn, men det er er sted, mødre og fædre mødes og snakker, imens børnene løber rundt og leger med hinanden. Jeg viser Aiden det sted, da det er det mindst truende. Jeg er sikker på, at han vil elske dem. Det håber jeg i hvert fald... Helt ærligt! Hvem kan ikke lide små nuttede lidt buttede børn, der løber rundt og falder over hinanden? Jeg elsker dem i hvert fald! Da vi ankommer er der heldigvis et fåtal af personer. Jeg hiver langsomt Aiden ind, og de voksnes hovedet drejer straks mod den fremmede lugt, altså Aiden. Jeg hiver ham ind bag mig og blotter mine tænder i en truende adfærd, som får dem til at smide deres truende adfærd og gå tilbage til deres dagligdagssamtaler. Jeg kan mærke Aiden knytte min T-Shirt i min hånd, imens han langsomt betragter de legende børn, som er i deres små pjuskede ulveforme.

Jeg sætter mig ned på hug og åbner mine arme i en indbydende gestus. Efter et par sekunder kommer hele den lille flok af snuder og haler strømmende ind i mine arme og er ved at vælte mig omkuld. Jeg lader en hjertelig latter bryde ud gennem mine læber, og lader hvalpene vælte mig omkuld. De går straks til angreb på mit tøj. De hiver, bider og trækker, men til deres store frustration vinder de ikke. Efter nogle minutter mister hvalpene interessen, og de går hurtigt videre til det næste og mere spændende område. Der er dog en lille hvalp, der bliver ved med at hive i mine bukser. Jeg tager den lille laban op, og hun slapper med det samme af i mine arme. Jeg smiler til Aiden, og han sætter sig langsomt ned ved siden af mig. Lige så langsomt, som han satte sig, lige så langsomt lægger jeg den rolige hvalp i hans skød. Hvalpen snuser engang til Aiden, før hun begraver sit hoved ind mod hans mave. Noget siger mig, at hun har fundet sin yndling af mig og Aiden. Jeg ser lykkeligt på Aiden, idet hans øjne lyder op af glæde og usikkerhed, før han langsomt begynder at kæle med den lille hvalp. Det er så perfekt det her!