I skjul

Skoven

Sebastian
Jeg trækker bilen ind til siden med et suk og slukker motoren. Aiden faldt i søvn minuttet efter vi kørte ud fra Mac Donalden, og jeg havde ikke hjertet til at vække ham. Så jeg kørte rundt i alt for lang tid, før jeg endelig fandt frem til hans hus. Det er sådan et normalt familiehus. Ikke for stort, men muligvis med en kælder, garage og en lille have foran og garanteret en lidt større bagved. Jeg vender mig mod Aiden og sidder lidt og kigger på ham. Hans mund er en lille smule åben, idet han sidder op ad vinduet. Der kommer små betrykkende snorkelyde fra ham. Skal jeg vække ham, så han selv kan gå ind? Det er bare så syndt. Han ser så fredelig ud, når han sover. Måske skulle jeg køre ham hjem til mig? Men det kan jeg ikke rigtig tillade mig. Jeg ved godt, at hovedpersonerne altid hør sådan noget i film, men det er jo også film. Hvis man gjorde det i den rigtige verden, vil man højst sandsynlig blive meldt til politiet. Og tror det eller ej, men det har jeg ikke rigtig lyst til. Jeg sukker igen, før jeg bestemmer mig og hopper ud af bilen. Jeg går om på den anden side, hvor jeg åbner døren en lille bitte smule, kun lige nok til at jeg kan få min hånd ind og holde Aiden oppe, så han ikke falder, idet jeg åbner døren. Jeg åbner døren, spænder ham op og samler ham op i mine arme. Det er her han hører til. I mine arme. Bagefter samler jeg krykkerne op og trasker træt op til det stille hus. Heldigvis er der lys i det, så jeg ved, at der er nogen hjemme. Jeg banker på døren i en meget akavet stilling og venter på, at lyden af skridt kommer nærmere. Kort efter åbner døren, og mine øjne udvider sig i chok. Hvad? Hvordan? Er det her den forkerte adresse? Jeg kan let have kørt forkert... Det er trods alt mig, vi snakker om. Foran mig står en af tvillingerne. Jeg tror, det er Ryder, men de er virkelig svære at kende fra hinanden. Han ser på mig med lige så meget chok skrevet i ansigtet, som jeg føler, før han kigger ned på Aiden. Forskellige følelser glider over ansigtet på Ryder så hurtigt, at jeg ikke kan nå at læse dem, før bekymring bliver det dominerende.
"Hvad er der sket?" Spørger han og træder et par skridt tættere på mig. Jeg strammer grebet om Aiden. Jeg har ikke lyst til at give slip på ham. Ikke til ham.
"Er det her han bor?" Spørger jeg og ignorerer samtidig hans spørgsmål. Ryder ser op på mig, og igen glider der noget over hans ansigt, som jeg ikke kan læse.
"Ja, han er min lillebror," svarer Ryder. Jeg nikker stift og vi står bare overfor hinanden.
"Hvad er der sket," spørger han igen. Hans stemme er fyldt med bekymring. Jeg trækker på skuldrene og svarer:
"Han siger, at han faldt."
"Okay..." Det er faktisk rimelig akavet bare at stå her. Ryder træder endnu et skridt frem og tager Aiden fra mig. Jeg ser på Aiden, imens han klynker i søvne og rykker på sig utilfreds. Han vil også gerne være hos mig! Jeg skal virkelig holde min ulv nede, der prøver at bryde frem og gribe hårdt fat i vores lille mage og aldrig give slip igen. Ryder siger nogle tørstende lyde og efterhånden falder Aiden ned igen.
"Tak," siger Ryder, før han uden yderligere kommentarer går ind og smækker døren i hovedet på mig. Hvad skete der lige der? Så Aiden er tvillingernes lillebror...? Hvorfor har han ikke sagt det? Vi har ikke snakket om familie... Men hvorfor ser man dem aldrig sammen? Det er altid tvillingerne og Aiden, ikke tvillingerne med Aiden. Jeg ryster på hovedet og går tilbage til min bil. Jeg har virkelig lyst til at løbe ind i huset og lægge armene om Aiden igen. Han passede perfekt ind i dem. Han er som lavet til mine arme. Ikke for stor, ikke for lille, bare perfekt.

Da jeg kommer hjem, sidder David på mit værelse og læser en af mine bøger. Vent... David læser?! Jeg skynder mig hen til ham og klasker min hånd ned på hans pande lidt hårdere end nødvendigt.
"Hvad fanden laver du?" Skriger han og farer sammen. Jeg sender ham et fjoget grin.
"Jeg skulle bare tjekke, at du ikke var syg," svarer jeg. Han glor op på mig, imens han gnider sin pande og mumler en lang række forbandelser mod mig. Jeg smider min jakke på gulvet, før jeg hopper over David og lander på sengen, hvilket får den til at gynge, før jeg tænder for fjernsynet.
"Hvorfor er du ikke hjemme?" Spørger jeg og begynder på en kanalrundfart.
"Jeg havde ikke lige lyst... Og vælg dog noget du vil se, istedet for at skifte mellem alle kanalerne!" Råber han til sidst. Jeg smiler et fjoget grin og fortsætter bare for at irritere ham. Vi ligger i stilhed i den næste halve time. David har rykket sig, så han ligger i fosterstilling med hovedet på min mave, imens jeg kører hånden igennem hans hår. Vi plejer at ligge sådan her, når David har haft en svær tid med sine plejeforældre eller bare er ked af det af en eller anden grund. Jeg spørger ikke, for når han er klar, kommer han selv til mig og snakker om det. Lige nu vil han bare gerne vide, at jeg er her.